Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven.
231
Her skildres Despotismen som en Pest;
mod Don Migueler er man yderst bister,
0 g sender ud til Lysets Antikrister
et Alvors-Ord, en tordnende Protest, —
en kraftig Røst hos Tyrken eller Paven,
en tosset Klingklang mellem Thules Folk,
hvor Barnet remser Dig en slig Tirade.
Men Hoben skynder sig med Egeblade
til Friheds Talsmand, til Nationens Tolk,
og fletter Løvet omkring Narrestaven.
Her bragte Friheden, hvad mindst man venter:
Censur, — men paa en lethaandterligMaade;
thi Løst og Fast, det Tørre med det Vaade,
vurderes med de samme Instrumenter.
Og om Du høvler, hamrer, eller prenter,
og om Du løser Alchymiens Gaade,
dit Verk er spildt og domfældt uden Naade,
hvis Du ei først et Hurra-Ry Dig henter.
Og har Du en af Skriger-Choret saaret,
da har Du Krig med hele Kompagniet, —
Tør Du vel møde dette Slags Dravat?
Enthusiasmen trækker Dig ved Haaret:
»en Rojalist, en Ven af Despotiet!
Op frie Normænd, frelser Eders Ståt!«
1 plumpe Raab fra Tølperen og Taaben
skal Fædrelandets Stemme aabenbares? —
Og Fædres Kraft skal hævdes og bevares
i trivielle Raaheder af Hoben?
Du ler maaske ad hele Flokkens Raaben,
og mener, her kan Kræfterne bespares. —
Det er for silde, — Marken maa forsvares,
og Rusten gnides af de gode Vaaben.
Det er for sent at negte eller dølge,
hvad fornem Taushed bragte for et Gode,
hvad Seir den travle Skriger-Hob har vunden.
Vi se den bedre Månd med Strømmen følge,
skjønt denne Norskhed gjør ham flau tilmode;
thi Skriget dominerer os i Grunden.
Hvad Skvalder høres ei fra Klippemuren
om Norrigs Odeismænd og Friheds Lykke!
Man tror, det gjelder her at kunne trykke
jo mere Vind desbedre gjennem Luren.
Skal Norges Storhed prises i Naturen,
da maies Klippen ud med broget Smykke,
der trumfes frem et Nürnberger-Stykke
med Farveklatter udenfor Figuren.
Skal denne Tomhed Dig med Kraft besjele?
Kan disse Lur-Stød, disse raa Gestalter
dit Hjerte gribe, trylle dine Sandser? —
Ak, Hoben henrykt om sin Guldkalv dandser;
de fordre kun en Dukke og et Alter,
og Formler, naar de juble eller knæle!
Hvo føler ei, med Hjertekraft i Barmen,
ved denne grove nationale Bram
en Mindelse af Vemod og af Skam,
en Vammelhed, der griber ham i Larmen?
Et Surrogat er Jubelen og Varmen,
et Vildheds-Surrogat, hvor man er tam,
en Søndags-Rus, hvor man er hverdags-lam
med Vand i Hovedet og Træ i Armen.
Thi jubles skal der, Folkets Røst skal høres,
den frie Normand maa sin Tid forstaa,
og ruste sig til kommende Attakker.
Men da man nu har Møie med at røres,
saa ta’r man dygtigt ind at svede paa
»for Kæmpers Fødeland,« for »Sne og Bakker.«
» Selvstændigt,« raaber man, » skal Norge være;
til dette Maal vor Kvarantæne sigter,
og hvad Du tænker, taler eller digter,
skal spire frem af denne Norskheds-Lære!« —
Ved I da ei, I Støtter for vor Ære,
at kun igjennem stadige Konflikter
kan Kraften skærpes, til den aldrig svigter
i Døgnets Larm, som i den høie Sfære, —
at ei Selvstændighedens Ros kan vindes,
fordi man sidder bjerget bag en Mur,
hvor intet Sværd og ingen Kugle rammer, —
saa lidt som Skovens Fugl, hvis Vinger bindes
til Sikkerheden i et snevert Bur,
kan rose sig som Herre i sit Kammer?
Man glemmer over fædrelandske Griller,
hvad der staar klart igjennem alle Tider,
at Folkets Aands-Liv eier tvende Sider,
som kun en Sværmer fra hinanden skiller:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
