- Project Runeberg -  Nordiske Digtere i vort Aarhundrede : en skandinavisk Anthologi /
233

(1870) [MARC] [MARC] Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven.

233

Grlaukos.

Naar Sirius opsteg i gylden Pragt,
og kasted sin Glands ved Ægæerhavet,
og Hellas’ Kyst i sin Sommerdragt
laa higende, duftfuld, og rigt begavet;
naar Vindenes Chore fra Bølgen drog,
at kjøle de blussende Øer og Strande,
da lytted den grublede Mystagog,
da hørte ban Suk fra de dybe Vande.
Han tænkte paa Glaukos, der ligger bunden
i Dybets Hule, med Savn og Harm,
og sukker og stønner, og slaar mod Grunden,
og længes til Bugten ved Laurbær-Lunden,
hvor Voven spiller saa lys og varm.

Der melder et gammelt, mystisk Kvad,
at Glaukos var hellig og tryg i sin Bølge;
han svam under 0 i Tritonernes Folge,
han vogtede Nymfernes lønlige Bad.

Men engang, da Sirius, stærk og klar,
gik frem paa den skyfrie Safir-Himmel,
og Straalerne trængte til Havets Vrimmel,
og Søen laa som et gyldent Glar,
da følede Glaukos et bittert Nag:
han skued de deilige Fiske bramme
med Purpur og Guld mod den klare Dag;
men Glaukos var grim og af Haiernes Stamme.

Han dukkede under,’han søgte mod Dybet,
til Nattens Hjem, til Korallernes Skove.
Hvor Straalerne svinde, hvor Bølgerne sove,
der vilde han bygge og herske blandt Krybet.

Da glædedes Zoofyternes Hær;
thi alle er satte i Mulm og Fængsel,
og hige dog alle mod Dagens Skjær,
og strække de tusinde Arme af Længsel.

De neiede dybt for den stærke Svømmer,
og tænkte i Mulmet paa al den Lyst,
at sidde saa trygt paa hans Ryg, paa hans

Bryst,

og følge ham opad, hvor Bølgen strømmer
med klarere Yæld ved den grønne Kyst.

Og Glaukos laa i sin Hæders Rus,
og rørte sin Finne med naadige Miner;
og alle Mollusker og Koral liner,
de strakte sig frem mellem Tang og Grus.
Men over hans Fryd i det nye Rige
Erindringen øved en stærkere Magt;
da vilde han atter bæres og stige
paa lunere Vover mod Lysets Pragt.

Det var for silde. Den hele Skare
af selsomme Dyr hang fast ved hans Side,
og kunde sig dog ei fra Klipperne slide,
og vilde dog med gjennem Bølgerne fare.

Da maatte han grue. Han kæmpede vildt;
men alt som han vred sig paa Dybets Grund,
han følte Polypernes knugende Arm,
ban følte Aktiniens sugende Mund,
han følte Asterien gro ved sin Barm.
Da var han bunden, hans Kraft var spildt.

Og Bølgerne trillede sommerklare,
og Guldfisken leged saa fri og smuk;
men Glaukos laa i den stærke Snare,
og Guder og Mennesker hørte hans Suk.

Naar Hellas’ Folk ved Persephones Fester
omdandsed Gudinden, der atter blev baaret
fra Mulmets Gru og kronede Aaret,
da lod der et Kvad fra de strenge Præster
om Glaukos, som Krybet har lænket og daaret,
om Glaukos, der ligger med Savn og Harm,
og sukker og stønner, og slaar mod Grunden,
og længes til Bugten ved Laurbær-Lunden,
hvor Bølgen spiller saa lys og varm.

Protesilaos.

Blandt græske Kæmper paa Troianer-Toget
fik ingen Helt saa bitter Lod, som han,
der først af Alle faldt paa fiendtlig Strand
og maatte sande der Orakelsproget, —

det strenge Sprog, der lød fra Delphis Hule
og vandred varslende fra Mund til Mund :
»Den første Helt, der staar paa Troias Grund,
er og den Første, Erebos skal skjule.«

»Protesilaos«, raabte alle Munde,
»det sorte Varsel peger paa dit Navn!«
Men han stod freidig i sin Snekkes Stavn,
og vendte Blikket kjækt fra Hjemmets Lunde.

Og ingen Rædsel holdt hans Mod tilbage;
han drog fra Tempes underskjønne Dal,
og havde trodset i sin Afskeds-Kval
Laodamias elskovsfulde Klage.

Men da de hule Skibe kunde standse
den lange Reise ved Dardaners Kyst,
da vilde Ingen ile frem til Dyst,
hvor Hektor svingede den tunge Landse.

19

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:55:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norddigter/0279.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free