Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven.
235
En Vise om Hellig Olaf.
Hellig Olaf stod ved Fjorden med sin Hær,
Pintsefesten var forhaanden;
alskens Løv og Blomster artede sig der
fagert under Folgefonden.
Kongens Drage laa og speiled sig ved Strand,
Bispen stod med Korset paa den hvide Sand,
Kongens Kæmperad
laa paa Knæ og bad,
og der gik dem Lyn i Aanden.
Hellig Olafs Aasyn skinned som en Sol,
klar sad Kronen hain om Panden;
mens ban knæled, laa hans rige Purpurkjol
som et Teppe over Sanden.
Her han vilde atter i en stakket Frist
bygge Kirke til den stærke Herre Krist;
alt paa Pintsedag
skulde fra dens Tag
Korset lyse over Stranden.
Og da Verket nu var helliget med Bøn,
mured hver en Kæmpe trolig.
Men i Fjeldet lød der underlige Drøn;
Dvergeslægten blev urolig.
Høit fra Uren rulled Grus og Kampesten,
og fra Lien kom der Rod og Bul og Gren;
ilde saa det ud
for Kong Olafs Gud, —
ilde freded man hans Bolig.
Hellig Olaf med sit luerøde Skjæg
kyssed Hjaltet paa sin Klinge,
og han holdt det høit mod Dvergehallens Væg.
og han korsede sin Bringe.
Se, da rulled alle Stene ned i Mag,
og de føied sig til Muren, Lag ved Lag,
og hver Stok, der sprang,
blev en Bjælke lang;
Øxebruget var kun ringe.
O, hvor gram blev da den travle Dvergeflok, —
Fjorden skjalv ved deres Mæle;
og de stødte til en vældig Klippeblok
med de kobberskode Hæle.
Hellig Olaf mæled da et lystigt Ord:
»Se der kommer Dvergen med vort Alterbord«.
Stenen dumped ned
just paa dette Sted,
der, hvor Kongen pleied knæle.
Snart var Kirken med sit Skiferdække takt, —
klart den stod paa Pintsedagen;
og i Choret var paa Alterstenen lagt
Gyldenstykke og Skarlagen.
Bispen stod i Bønnen bøiet over den,
Kongen gik til Offers did med sine Mænd;
Altervinen klar,
Guld og farvet Glar
bragte lian i Land fra Dragen.
Kirken stod ved Strand i mange hundred
Aar, —
nu er dog dens Mur forsvunden;
men til Olafs Ros endnu blandt Løvet staar
Alterbordet over Grunden.
Moseteppet hviler nu paa Stenen graa,
Abildtræet strør sin hvide Blomst derpaa,
og fra Birkens Top
stemmer Fuglen op
Pintsepsalmerne i Lunden.
Mangen Sommerkveld, naar i den dunkle Fjord
triller Dug fra grønne Blade,
vies dog Kong Olafs faste Alterbord
atter til et helligt Stade;
Dalens Søn har der et Stevne med sin Brud,
og de vexle Ringe der for Olafs Gud,
og de knæle ned
trygt, med Haab og Fred,
og i Sonimerdrømme glade.
Derfor kan Kong Olafs minderige Ry
ingensinde gaa tilgrunde;
med hver Dalens Slægt det hæver sig paa Ny
fagert fra de friske Munde.
Hellig Olaf med sit hjerterøde Skjold
dækker Klippen, hvor den kneiser mørk og gold,
og lians Saga gaar
gjennem Norges Vaar
sødt som Fuglesang i Lunde.
Harald fra Reine.
Harald fra Reine, den flinke Svend,
der færdes saa vidt om Land,
har lagt sin Randsel, er kommen igjen
til Frender paa Tyristrand.
Der samle sig Bygdens Terner og Drenge
fra Kveld og til Hanegal;
Harald fra Reine raster ei længe, —
han maa vandre fra Dal til Dal.
I otte Kunster er Harald flink,
og øver dem alle smukt:
Han staar paa Ski fra den farligste Brink,
han skyder en Spurv i Flugt,
18*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
