Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven.
241
Tidens løsen.
Saa lummer-tung, saa fuld af Uveirs-Gru,
har sjelden Luften ruget over Jorden,
som Tidens Skyer, der fortættes nu,
og føde Angster for den nære Torden.
Hver Visdoms-Lære, hvorved Slægter hang,
hvert Haab, der hæved Hjerterne fra Støvet,
er nævnt og paakaldt under Tidens Trang,
og veiet atter, og af Tvivlen prøvet.
Ja, Tvivlen vækkes ved hvert Mindeblad,
der melder om, hvad der er lært og handlet;
den ser det Tænkte gjennem Seklers Rad
i Ord og Daad forvansket og forvandlet.
Og Slægtens Mismod møder overalt
den halve Sandhed og den halve Virken;
som en formummet, gaadefuld Gestalt
er Aanden sat i Staten og i Kirken.
Og mangen Forsker maa sit Blik nedslaa,
og månge glade Røster ere kvalte,
fordi hvert Glimt forsvinder af det Blaa,
som Grublen fordum eller Letsind malte.
Vidt gjennem Verden gaar et angstfuldt Gys ;
thi Folke-Dybet rystes som et Fængsel
af vilde Raab paa Frihed og paa Lys,
og kjender nu ei Grændser for sin Længsel.
Mens Kunst og Viden i sin Blomstring staar, —
mens Ingen mer kan dem i Vexten hindre,
har Slægtens Masser dog endnu et Kaar
som Skygge-Planter i en Urskovs Indre.
Frihed og Lys! — Der er en Fabel-Egn,
hvor Længslens Iver vil Pauluner bygge,
med intet Grændseskjel og intet Hegn,
med idel Solskin og med ingen Skygge.
Hvor aabnes Vei for dette nye Liv, —
hvo gaar foran, som Kæmper og som Seer?
hvor er den Halvgud nu, der har et »Bliva
til Folke-Længslens brændende Ideer?
Ak, Ingen svarer paa det høie Raab, —
mens Nuet drømmer om det fjerne Gode.
For lyst er atter Filantropens Haab,
og denne Jord er kun en dunkel Klode.
Lyksalig Den, som Tidens Nød har bragt
den trygge Glæde og den stille Dvælen
ved Friheds Kjerne, der er dybest lagt,
som alle Savns Forligelse, i Sjelen!
I Tidens Raab, der ryster Templets Hvælv,
og bringer Statens Skranker til at vige,
han hører Varsels-Stemmen: »Frels Dig selv!
vær fri og from i dine Tankers Rige!
I ham besegler Tiden sin Ide,
og i hans Indre er dens Gjerning tolket,
naar den med Friheds-Løsnets Lyst og Ve
har vakt en Hær af Slumrende i Folket.
Thi intet Dogma, ingen Theori,
og ingen Helt, og heller ingen Tænker,
skal sige mer til Slægten: ;>Du er fri, —
nu svandt det sidste Tryk af dine Lænker!«
Kun Sandheds-Kraften i en Samfunds-Aand,
blandt gud-opfyldte, frie Individer,
kan løse Verden af de gamle Baand,
og lede Slægten frem mod lyse Tider.
Digtets Aand.
Hvad ei med Ord kan nævnes
i det rigeste Sprog,
det Uudsigelige,
skal Digtet røbe dog.
Af Sprogets strenge Bygning,
af Tankeformers Baand,
stiger en frigjort Tanke,
og den er Digtets Aand.
Den boede i Sjelen,
før Strofens Liv blev til,
og Sprogets Malm er blevet
flydende ved dens Ild.
Den gjennemtrænger Ordet
lig Duft, der stiger op
af Rosentræets Indre
i den aabnede Knop.
Og skjønt den ei kan præges
i Digtets Tankerad,
den er dog der tilstede
som Duft i Rosenblad.
Glem da den gamle Klage,
at ingen Kunst formaar
at male Tankefunken,
hvoraf et Digt fremstaar.
19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
