Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
247 Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther.
Fo^alle vakkre Piger paa Danmarks grønne
Vang,
Der blive deres Beiler troe, jeg digted denne
Sang.
Jeg synger deres Priis, til jeg lægges i
min Grav;
Thi dem er der, Gud skee Lov, dog endnu
mange af!
Erik og Elleii.
Jeg havde fast besluttet det, men vidste ei
hvordan
Jeg rigtigt skulde gribe den Lilles Hjerte an;
1 otte Dage stræbte jeg at naae mit søde
Maal,
Men Leiligheden smutted mig af Haanden som
en Aal.
Hun skyede mig bestandigt! Forleden bar
vi Vand,
Jeg tænkte: Erik Hansen! nu tee dig som
en Månd,
Sæt dig nu ret i Skik, og vær kuns ikke
seen, —
Da hældte hun mig Spanden over begge
mine Been.
Hun bad vel om Forladelse, men satte sig
og loe,
Imens jeg taalig tørred i Græsset mine Skoe;
Hun loe, saa Taaren rendte ad hendes
Kinder ned,
Men da jeg vilde tale, sprang hun op og
løb afsted.
Stod hun i Melkestuen, og jeg sneeg mig
derind,
Saa foer hun ud i Kjøkkenet saa let som
en Vind,
Og sprang jeg bagefter, saa var hun ikke der,
Og allevegne var hun, — kuns ikke mig nær.
Saa hændtes det forleden en Eftermiddag,
Paa Høstænget laae jeg i bedste Ro og Mag;
I Tærskeloen nede tæt ved den aabne Dør
Jeg saae den gamle Trine, hun sad og
hegled Hør.
Da gik min lille Ellen over Gaarden saa flink,
Med Roser paa sin Kind og i Øiet skjelmske
Blink ;
Hun kom i Loen ind til den gamle døve Moer,
Og rakte hende Kaffe med venlige Ord.
Hun feied sig en Plads paa Logulvet reen,
Og svøbte sine Skjørter om de pene smaa Been.
Saa sad hun ned, og lagde sin Haand paa
Konens Knæer:
»Hør, spaa mig nu, Katrine! mens vi er
ene her!«
Men jeg laae paa Stænget som en Skytte
bag sit Garn
Og hørte, hvad hun sagde, det lystige Barn;
Den Gamle tørte Brillerne, og satte dem paa,
Og tog hendes Haand, og gav sig til at spaae.
»Her seer jeg strax i Haanden en deilig
Bondegaard,
Ved Siden bredt og langt et Rigdomsbord
der staaer,« —
Med nysgjerrigt Blik hun selv i Haanden seer:
»Men siig mig nu, Katrine! staaer der saa
ikke meer?«
»Jovist, mit hjerte Barn! den Streg, som
her mon gaae,
Den siger mig, at Alderdom gjør hendes
Lokker graae!«
Med halv undseeligt Blik hun paa den
Gamle seer:
»Men siig mig dog, Katrine! staaer der slet
ikke meer?«
»Tie hun kun stille, Barn! det Bedste
kommer her,
En vakker Ungersvend, han er dig ganske
nær!
Men han maa komme først; — mærk vel, mit
unge Blod!
Man bør ei ryste Træet, før Frugten den
er moed!«
Da reiste sig den Lille, og bort fra Stolen gik,
Og sagde, næsten stødt, med alvorlige Blik:
»Det er vel Erik Hansen? hm! hvad skal jeg
saa med ham?«
»Til Kjærest og til Huusbond, forstaaer hun
vel, mit Lam !
»Her staaer, han kommer snart, naa’ pas
hun kun paa!
Hvad Skjebnen engang vil, det kan man ei
undgaae!«
Men jeg laae saa glad som en Skytte bag
sit Garn,
Og hørte, hvad hun sagde, det lystige Barn.
Med Eet hun kom tilbage, saa underligt,
saa mildt,
Hun satte tæt sin Mund til den Gamles
Øre snildt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
