Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther.
Men mat o g stum i Slottets Hal
Hans Tyende ham finder;
De komme kun ved Klokkens Kald
Med Graad paa blege Kinder.
Selv Kongen sender naadig ud
I alt sit Land et Herrebud, —
Han holdt ham høit i Ære:
»Hvo som den stumme Ridders Mund
»For Tungebaand kan skjære,
»Til Løn skal faae, hvad Hjertet kun
»Kan ønske og begjære!«
Frem staaer de røde Lægers Flok,
Saa travlt, med stærke Urter nok
De vil hans Tunge q væge;
Vel mægte de en grusom Sot
Paa Flugten at bevæge,
Men endnu er den Urt ei groet,
Som Elskovs Qval kan læge.
Og Præsterne, den sorte Hær,
De træde nu hans Leie nær
Med Lys og Vand og Bønner;
Vel mægte de at mane ud
De fule Mørkets Sønner,
Men kuns med Spot hiin lille Gud
Den hele Skare lønner.
Det Folk, som lever Dag og Nat
Af mystisk Kunst i Skov og Krat,
Man til hans Leie kalder;
De stimle til med listigt Blik
Af hvert et Kjøn, hver Alder,
Men deres Kløgt ei holder Stik,
Thi Stumheds Segl ei falder.
Da melder sig en gammel Moer,
En Signekone, som med Ord
Og sære Tegn helbreder;
Hun Yed en Stok, i Pjalter svøbt,
Den matte Fod veileder;
Men hendes Raad var dyrekjøbt, —
Hans Haand hun sig udbeder.
»Min Isse bærer hundred Aar,
»Men, hvis jeg Ungersvenden faaer,
»Min Vaar vil atter grønnes;
»Saa hvisked mig min Skjebnes Røst,
»Og derfor kan det skjønnes ,•
»At, skal mit Raad ham bringe Trøst,
»Med Guld det kan ei lønnes.«
Hun træder langsomt til ham ind,
Mens Vennerne med ængstligt Sind
Sig om hans Leie flokker;
Hun standser tankefuld og tyst,
Saa sagte til ham rokker,
Hun lægger Haanden paa hans Bryst,
Og stryger bort hans Lokker.
Hun bøier over ham sig hen,
Og siger: »tal, du Ungersvend!«
Og kysser ham paa Munden;
Da — ved den Gamles Øiekast, —
Var flux hans Qval forsvunden,
Thi Elskovsseglets Lænke brast,
Som holdt hans Tunge bunden.
Bort kasted hun den sorte Dragt,
Og stolt hun stod i Skjønheds Pragt
Med Øiets Tvillingfakkel;
Han førte glad sin unge Brud
Til Herrens Tabernakel,
Og priste henrykt der sin Gud
Og Kjærligheds Mirakel.
Sangerens Lykke.
i.
Paa Montferrat i den gyldne Sal
Der lytter Ridder og Frue
Til Qvad af en liflig Nattergal
Alt under den hvælvede Bue.
Markgreven kneiser med Fjederhat,
Om Skuldrene Fyrstekappen;
Han lytter, med Næven paa Knæet sat,
Og Hagen paa Sværdeknappen.
Ved hans Side blusser en Rose fiin,
Og det er hans deilige Søster;
Hun lytter, og under det hvide Liin
Sig hæve de unge Bryster.
Der er saa tyst i den vide Hal,
Fast høres de bankende Hjerter,
Som naar i Skoven en Nattergal
Udaander sin Elskovs Smerter.
Og det er den ædle Troubadour,
Rambaut af Vaquières;
Han synger i det forgyldte Buur
Den hellige Jomfru til Ære.
Den hellige Jomfrues hulde Navn
Han vil sine Qvad indvie;
Hvergang han tager sin Cithar i Favn,
Er hans første Ord: »o, Marie!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
