Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther.
255
I Skoven.
Jeg gik mig i Skoven saa eensom en Gang,
Alle de smaa Fugle saa yndeligt sang,
De havde ei andet at bestille;
Der qvad Stillids o g der qvad Gjøg,
Der slog høit i den hvislende Bøg
En Irisk sin sittrende Trille.
Da tænkte jeg paa Hende, som er ikke her,
Da tænkte jeg paa Hende, mit Hjerte har kjær,
Og jeg tænkte, det bedste jeg kunde;
Og Alting omkring mig det tænkte som jeg,
Den gamle Eeg og Granen, der brystede sig,
Og alle smaa Fugle i Lunde.
Og Alt vilde trøste mit længselfulde Sind;
Fortroligt mig hvisked den letsindige Vind
De luneste Ting i mit Ore;
Og Stæren mig sagde saa meget — meget
Smukt, —
Med Længslen de kunde dog ikke faae Bugt,
Den lod, som den ei kunde høre.
Saa vil jeg da længes med alle Blomster blaae,
Saa vil jeg da sværme med alle Fugle smaa,
Og sukke med de svævende Vinde;
Saa vil jeg da vandre min eensomme Gang,
Saa vil jeg indvie hvert Suk og hver Sang
Og min inderlige Smerte til Hende!
Sang.
O, lad ei svinde
Timen unyttet bort!
Nornerne spinde,
Tvundet af Rødt og Sort,
Livstraaden altfor kort, —
Lad den ei svinde!
Elskede, Kjære!
Kom til mit stille Bryst;
Jeg vil jo bære
Dig og din Sorg og Lyst,
Hviil i min Arm saa tyst, —
Elskede, Kjære!
Smykker den blanke,
Levende Ædelsteen,
Taaren, min ranke,
Duftende Rosengreen?
Ak, hver din Taare reen
Blier mig en Tanke.
Yndigste Lilie!
Fyldig og blid og øm!
Er det din Villie,
Seile vi Livets Strøm,
Drømme den samme Drøm,
Yndigste Lilie!
Lad da ei svinde
Timen uændset bort;
Nornerne spinde,
Tvundet af Rødt og Sort,
Livstraaden altfor kort, —
0, min Veninde!
Yaarsang i Høst.
Hist ude er koldt, og med Smerte
Seer Linden ned til sit faldende Haar;
Men her, ak! her i mit Hjerte
Nu blomstrer den favreste Vaar.
Der spirer den grønneste Vang,
Hvor vækkende Luftninger gaaer;
Nys Rosen udsprang!
Det er den, jeg skylder min Sang.
Før var der saa mørkt; men med Luen
Har Rosen malt baade Blade ag Træer,
Da høit, saa høit imod Buen
Den sendte sit tryllende Skjær;
Min Barm, der var nylig saa trang,
Nu rummer en duftende Hær;
Nys Rosen udsprang!
Det er den, jeg skylder min Sang.
Før var der saa tyst, og i Dvale,
Som Dødens, dybt hver en Tone var lagt
Men nu, ak! nu kan den tale,
Til Live ved Rosen gjenvakt.
Med Duft og roed Straaler og Klang
Min Vaar skal forkynde sin Pragt;
Thi Rosen udsprang!
Og kun den jeg skylder min Sang.
Serenade.
Hvor er Du, Camilla?
Luk Vinduet op!
Alt Maanen sig hviler
Paa Bjergenes Top.
See, Alt er indslumret
I By og paa Land,
Fontainen kun leger
Med straalende Vand.
Med Ryggen mod Muren
Jeg staaer her saa mat,
Og søger min Stjerne
I dæmrende Nat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
