Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Forf. til »En Hverdags-historie« (Thomasine Christine Gyllembourg-Ehrensvärd)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266
Förf. til »En Hverdags-Historie«.
der kom månge unge Herrer til dem. Jeg
finder derfor, at det gjør Elise stor Ære,
at der under disse Omstændigheder ikke er
falden mindste Skygge paa hendes Rygte,
men Alle ere enige om, at hendes Opførsel
har været ganske fortræffelig. Maa man
nu ikke medrette falde i Forundring, naar
en Månd, som du, med Haabet om at ægte
en ung, deilig, rig og dydig Kone, i hvem
han endnu iforgaars var forelsket, idag
seer ud, som om han blev trukket med
Magt til Brudeskammelen?«
»Hør, kjære Roller,« svarede Hermes:
»jeg begriber nok, at du maa finde mig
gal og urimelig; men jeg vil prøve paa, i
al Fortrolighed, at indføre dig i min
Tankegang. Seer du! et Menneske, som jeg,
leder utrættelig efter Noget, som ganske
kan opfylde hans Sjæl. En saadan Følelse
er vistnok Kjærlighed. Men findes der i
Virkeligheden en Gjenstand, som ikke blot
kan opvække, men vedligeholde en saadan
hellig Ild, som den jeg tænker mig, men
endnu aldrig har følt? Forelske mig gjør
jeg lettelig; qvindelig Skjønhed forfeiler
sjelden sin Virkning paa mit Sind. Men
naar jeg nu har mødt en saadan Skjønhed,
tillægger jeg hende i min Phantasie alle
mulige aandelige Fuldkommenheder. Jeg
forestiller mig denne Elskede i romantiske,
besynderlige Forhold og Tilskikkelser; jeg
tænker mig hende som gjennemtrængt af
Kjærlighed til mig; jeg taler med hende i
mine Drømme; kort sagt, det er et
Helgenbillede , som jeg dyrker, og som blot har
Tilværelse i min Idee. Jeg har ofte gjort
mig den største Umage for at møde den
Hjerter-Dame, som for Øieblikket har været
Originalen til dette mit phantastiske Billede;
men naar jeg da fik Ønsket opfyldt, gik
det som med al Magie: den forsvandt, da
jeg kom den nær. Derför føler jeg, ved
at nærme mig denne smukke Elise, Noget,
som jeg gjerne kunde kalde Skræk; og de
alvorlige Skridt, som have fundet Sted uden
min Viden og Villie, ere mig usigelig
ubehagelige. Rørt blev jeg over min Faders
kjærlige og gode Mening, ogsaa henrykt —
jeg tilstaaer det — i første Øieblik. Det
er en egen Sag, naar der siges en Månd:
Du skal faae et deiligt Fruentimmer, i hvem
du har været forgabet. Men jeg forsikkrer
dig, at neppe var jeg aliene, førend jeg
gyste ved Tanken om at være saa nær ved
at opgive min skjønne Frihed. Det er kun
faa Aftener siden jeg var saa lykkelig i
Følelsen af at intet Baand fængslede mig.
Jeg fløi paa min raske Hest, langs ad
Strandveien, og jeg syntes mig fri som den
Lærke, der sang over mit Hoved.« »Men
Gud bevares!« sagde Roller, »der er jo
Ingen, som tvinger dig. Du kan jo besøge
min Familie, og trække dig tilbage i
Stilhed, dersom Elise ikke svarer til dit Ideal.«
»O, kjære Roller, jeg veed altfor godt, at
jeg er en Drømmer; jeg hader mig selv
derfor. Din Cousine er sikkert en Engel,
saavidt som Engle kan findes her paa Jorden ;
hun er vist tusinde Gange for god til mig;
og dersom jeg ikke vil blive en stakkels
forladt Pebersvend, der efter en byrdefuld
Dag kommer hjem om Aftenen i sit tomme
Huus, hvor idethøieste hans Hund modtager
ham med Venlighed, saa maa jeg jo tænke
paa at gifte mig engang, og hvor kan jeg
haabe at finde en værdigere Brud, end Fru
Barthold? Jeg taler ikke om hendes
Formue, thi da jeg nok kan leve anstændigt
og forsørge en Kone uden den, saa er den
mig næsten en Torn i Øinene, saa meget
mere som jeg selv ingen Rigdom har at
byde. Dens eneste Fortjeneste i mine Tanker
er den, at jeg kan ansee den som et Middel
til at gjøre hende Livet behageligere.« »Naa
i Guds Navn !« udbrød Roller: »Det er da
det første fornuftige Ord, jeg har hørt af
dig idag! Imidlertid vil jeg dog, som en
Ven af eder Begge, bede dig ikke at
forhaste dig, men give dig Tid til nærmere
at lære min Cousine at kjende, thi disse
Idealer, Phantasier eller Gud veed hvad de
hedde, kunde jo maaskee træde iveien, og"
.... »Nei nei!« raabte Hermes, »jeg vil
forjage disse tomme Skygger, som ikke ere
Andet end Skygger ... og dog! hvem veed!
Vorherre er jo Daarers Formynder. Maaskee
finder jeg i din Cousine Alt hvad jeg har
drømt mig, maaskee er det muligt at gribe
Stjernen som speiler sig i Bølgerne« . . .
De to Venner bleve i dette Øieblik
forunderligt overraskede ved udenfor det
aabne Vindue at høre en kraftig og skjøn
Mandsstemme synge nogle Ord, der ligesom
passede til den sidste Yttring i deres
Samtale. Den sig nærmende Vandrer sang
nemlig følgende Strophe:
»De Stjerner de tindre paa Himmelens Blaa,
Dem skuer den Vandrer saa gjerne;
Men aldrig saasnart monne Solen opstaae,
Strax flygter, strax blegner hver Stjerne.«
De unge Venner ilede til Vinduet, og
saae en Månd komme ud fra Skoven, og
støttende sig paa en svær Knortekjep at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
