Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Forf. til »En Hverdags-historie« (Thomasine Christine Gyllembourg-Ehrensvärd)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forf. til »En Hverdags-Historie«.
267
nærme sig Vertshuset med hurtige o g lange
Skridt.« »Hillemænd!« raabte Roller: »Det
er den gale Maler; ham maae vi have
herind til vor Forlystelse.« Og uden at
oppebie sin Reisefælles Samtykke foer han
ud af Stuen, og indførte strax efter en
aldrende Månd i en temmelig luslidt. Frakke
og en dertil svarende Hat, men som med alt
det havde en vis Ziirlighed i sit Udvortes.
Hans Vest og hans Linned, hvilke vare
meget tilskue, vare hvide som Snee, og
særdeles fine. I hans hele Væsen, i den
Maade, hvorpaa han hilsede den ham
ubekjendte Hermes, og efter hans og Rollers
Indbydelse tog Plads hos dem og modtog
et Glas Viin, var der Noget, man kunde
kalde ædelt, Noget, som vidnede om
Bekjendtskab med den finere Verden; men
ogsaa noget eget Skjødesløst. Med
Opmærksomhed betragtede Hermes hans høist
interessante Physionomie; disse skarpt, og
dog mildt luende Øine; disse endnu skjønne
Træk, som bare saa kjendelige Spor af
Tidens og Sorgernes haarde Medfart; denne
hele Figur, hvori en fordums Kraft syntes
at stride med en vis Slaphed. Efter at
man havde vexlet nogle høflige og
intetsigende Ord paa begge Sider, sagde Roller,
at han haabede at træffe den Fremmede
paa Birkehøi, hans Onkels Lyststed, hvorhen
han og hans Medvandrende nu vilde begive
dem. »Nei det vil neppe skee saasnart,«
svarede den Fremmede: »Jeg kommer ikke
synderlig udenfor mit Hjem. Jeg er reent
afvant med Selskab.« »Men,« vedblev
Roller, »De maler jo et Par Værelser der
i Huset?« »Eet Værelse har jeg malet der
i forrige Efteraar, en Sal.« »Men det
andet,« sagde Roller, »et Cabinet?« »Nei
det maler jeg ikke. Det Værelse har et
slet Lys, og er desuden ret en prosaisk
Stue, som jeg ikke kan lide. Den kan
godt hjelpe sig med et Papirs-Tapet.«
»Men,« indvendte Roller, »hele vor Familie
ønskede saameget at eie to Værelser af
Deres Mesterhaand. Alle Kjendere beundre
den Effect, det Raske og Geniale, som«
.... Maleren afbrød ham: »Det er mig
kjært, men jeg kan ikke male fordetførste,
og har ikke kunnet det i lang Tid, da jeg
har Gigt i min høire Arm. Denne Plage
forhindrer mig ofte i halve Aar fra at
arbeide. «
Hermes dreiede nu Talen paa andre
Materier, og imidlertid skjænkede Roller
flittigt for den nye Gjæst, og nikkede
derved betydningsfuldt til sin Ven. Den gamle
Kunstner syntes at finde stor Behag i
Samtalen med Hermes, og oplivet af denne og
af Vinen, blev han snaksom og livlig som
en Yngling. Endelig kom Talen paa den
Sang, ban havde sunget paa Veien, og
Hermes yttrede, at Melodien, som han
fandt ret original, var ham ubekjendt, men
Ordene syntes lian at erindre sig.
»Melodien,« svarede Maleren, »er Noget som jeg
selv har componeret; det hænder mig
undertiden , jeg veed ikke selv hvor jeg faaer
det fra. Men Ordene vil jeg visselig haabe,
at De kjender, thi de ere af Rahbek, og
hans Sange bor aldrig uddøe paa danske
Læber, heller ikke denne lille erotiske Sang,
skjøndt den vel sagtens er blandt de mindre
bekjendte. De, min Herre, De hører jo
til en nyere Tid, men det siger Deres Blik
og Deres Samtale, at De ikke er iblandt
dem, der foragte hine Dages Digtekunst.
Det er vel sandt, at den mangler Noget,
ja noget meget Vigtigt, som den nuværende
besidder, men den eier ogsaa noget Vigtigt,
som denne ofte mangler, Noget jeg vilde
kalde Glæde over Livet, noget inderlig
For-nøiet, Blødhjertet, Frit, Aabenhjertigt, jeg
kan ikke ret forklare det, Noget som f. Ex.
hersker i Rahbeks Drikkeviser, disse
Mestersange , som sprudle af Vid, Lune og
Lystighed. De ligne et Menneske, der sjæleglad
sidder mellem fortrolige Venner og ikke
veier sine Ord. Vinens Geist og Glædens
Aande have gjennemtrængt dem; og man
føler sig beruset af dem, inden man har
nydt den Viin, de besynge. Ja min Herre!
jeg forsikkrer Dem: hine Gilder, hvortil
disse Viser bleve digtede, de vare Fester,
hvortil man nuomstunder ikke finder Magen,
Nu kommer man i Tractementer, paa Bal.
i Drikkelag, men hine Gilder vare vel
helligede Bacchus, men ikke ham aliene,
ogsaa Apollo og Muserne, ofte endogsaa
Gratierne. Udartede de end undertiden mod
Slutningen, hændte der end en og anden
lille Uorden, den var sjelden forbunden med
Raahed, med Trætte. Bragte En og Anden
endog en lille Ruus hjem med sig, den var
kommen i lystigt Lag, og havde Intet uden
en forhøiet Sindsstemning i sit Følge. Den
næste Morgensol fandt Hver ved sin Dont,
med fornyet Munterhed fra Erindringen om
den forrige Aften.« »Men,« sagde Hermes,
»De maa jo dog være langt yngre end den
Tid, da Rahbek digtede disse-Viser, De
omtaler.« »Nei! jeg er langt over det
halve Seculum, og har været med, skjøndt
ung, i den Tid jeg Omtaler, og levet med
21*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
