Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Forf. til »En Hverdags-historie« (Thomasine Christine Gyllembourg-Ehrensvärd)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266
Förf. til »En Hverdags-Historie«.
Eahbek og hans geniale Samtidige, Baggesen
og Flere. Men især har jeg i sildigere,
mindre lyse Dage fundet et Fristed mod
alle Sorger i det for saa månge
uforglemmelige Bakkehuus. I dette Gjæstfrihedens
Hjem bleve Menneskene veiede efter ganske
andre Regler end i den øvrige Verden. Det
gik til som i Himmerige, hvor Rang og
Rigdom Intet gjelde. Den Fattige, Den,
som Verden oversaae, men som besad noget
Kunstnerværd , nogen Fortjeneste, var sikker
paa her at finde et Asyl, hvorhen han
kunde tye i mørke Timer og hente Trøst,
vis paa at blive modtagen med et varmt
Haandtryk og et mildt Ansigt af den altid
ungdommelige Knud Lyne, og at blive
forstaaet og oplivet for mange Dage i Samtale
med hans aandrige Hustru. Hvormange
samlede sig ikke der, af Alt hvad Nationen
i to Generationer har at opvise af Herligt
og Udmærket! I denne Kreds, under dette
låve Tag, hvor Meget er der ikke
grundlagt, der siden har spiret og baaret Frugt,
ligesom Havens Træer og Blomster, plantede
og pleiede af Cammas Haand! Havde
Socrates levet, han havde besøgt dette Huus
med Plato og Alcibiades. Stege Jupiter og
Mercur igjen ned til Jorden, de vilde besøge
dette »»Tempel, som Baucis og Pliilemon
dannede af en Hytte.«« Naar jeg endnu
for faa Aar siden, ligesom i Aften, vandrede,
til Vestergade i Kjøbenhavn, hvor glædede
jeg mig da, hvergang jeg i den tidlige
Morgenstund nærmede mig dette kjære Tag,
og saae Røgen opstige derfra! Naar jeg
gik hjem igjen, tilbragte jeg først Aftenen
der, og hentede Styrke og Munterhed til
min natlige Vandring. Nu seer jeg bedrøvet
ned ad Veien, under hvis Træer jeg og
saa mangen Anden tilforn ilede med Glæde.
Jeg hører, at der findes Dem, som dadle
Støtten, som staaer i Alleen. Jeg siger,
Støtten er god, og Indskriften herlig. Hvo
der har gjort den, veed jeg ikke; men jeg
ærer høilig dens Forfatter; han har følt som
jeg, hvad der ligger i de faa Ord: »»Her
boede Knud Lyne Rahbek og hans elskelige
Hustru.«« Her boede de; de böe her
ikke mere. Vend om, stakkels Pilgrim!
Du finder ikke mere den gamle trofaste
Sanger og hans elskelige Hustru. Ja
elskelig tilvisse! » »O Margarita, Perle reen
og klar!« «
I Begeistring greb Taleren sit Glas,
de to Venner gjorde det Samme, de stødte
Glassene mod hinanden, og Maleren reiste
sig med ungdommelig tindrende Øine og
Miner, og raabte: »Leve Genie, Skjønhed,
Kunst og hele denne deilige Jord! Leve
hvad vi elske og hvad vi have elsket! det
leve her eller hisset et forklaret Liv, som
det lever i vor Erindring!« Med disse Ord
tømte han Glasset, svingede det ivejret og
kastede det ud af Vinduet.
Hermes var bevæget og greben af den
gamle Kunstners Enthusiasme, men Denne
syntes selv lidt forlegen over sin raske
Bevægelse, og en lille Taushed opstod. Men
i samme Øieblik stäk en Bondedreng Hovedet
ind af det aabne Vindue, og sagde, idet
han rakte Glasset ind ad Vinduet: »Vær
saa god! Her er Deres Glas! det faldt i
Græsset og kom ikke tilskade.« Maleren
løb hurtig hen mod Drengen, tog Glasset,
og sagde: »Tak min Dreng. Vent lidt.«
Derpaa tog han sin Tegnebog op af Lommen,
ledte i den, og sagde, idet han fremtog et
lidet Blad Papir: »Jeg har kun faa Penge
hos mig, men vil du have et Billede?«
Hermes kastede Øinene paa Bladet, og
saae, at det var en i dristige Træk tegnet
Skizze, der syntes at være et Udkast til
et større Arbeide. Den forestillede et
landligt Huus af et hyggeligt Udseende;
Viin-ranker slyngede sig op ad Muren; i Døren
sad en Kat, et lavt Qvistvindue stod aabent,
bag dets halv tiltrukne Gardin skimtede
man en qvindelig Figur, hvis fine Nakke
og prægtige Haarfletning var det Eneste,
man opdagede af hende. Den unge Læge
bemægtigede sig Bladet, og foreslog Drengen
at betale ham en Rigsdaler, naar han vilde
overlade ham det. Drengen blev overmaade
glad, og Hermes vendte sig til Maleren,
og bad ham tilgive, at han for saa godt
Kjøb havde tilvendt sig denne Tegning,
hvis Værd han erkjendte. »De er for god,«
svarede Maleren beskeden: »det er kun et
Udkast, og fra Udarbeidelsens Side uden
alt Værd. Men da jeg mærker, De er en
Elsker af Kunsten, vil jeg vise Dem noget
Bedre, som jeg bærer hos mig. Det er
ikke mit Arbeide; nei jeg forstaaer ikke
at føre saa fiin en Pensel. Men det er
Arbeider af en Elev, som udgjør min
Stolthed.« Med disse Ord fremtog han en Æske,
og udbredte med Omhyggelighed nogle
Minia-tur-Malerier af forskjellig Størrelse. Hermes
og Roller beundrede høilig disse yndige
Kunstværker, og Maleren syntes ret med
inderligt Behag at gjøre dem opmærksomme
paa det Geniale i Udførelsen og den levende
Colorit. Et Par forestillede smaa landlige
Scener; disse, sagde han, vare Originaler,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
