Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Hertz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288 HenriIi
Adolf.
Tilforladeligt er det mit Alvor.
Skaarup.
Til Bombebøssen? Hm! bm! Mener
De virkeligt, at vi saadanne skulde skjænke
alle de 300 Rdlr. dertil, uden Revenüer,
uden Renter, uden at have Noget derfor?
Adolf.
Naturligviis. Følelsen af at have gjort
en god Gjerning er Capitalens bedste Renter.
Skaarup.
Ja, det er vel sandt; men af de
Renter kan man ikke leve i Tider som vore,
og naar man har Kone og Børn. Nei, saa
troer jeg dog, Renterne fra Sparekassen
ere at foretrække.
Antonie (slaaer Hænderne sammen).
Til Bombebøssen! — Jeg troer, naar
der faldt en Bombe ned i Huset, kunde jeg
ikke blive mere forskrækket end over dette
Forslag.
August (spydig).
Ja, man kan sandeligen ikke andet
end blive frapperet over den mageløse
Uegennyttighed , hvormed vor Ven Adolf disponerer
over Familiens Capitaler. Deres Foresatte
i Admiralitetet ville sikkert vide at skjønne
paa Deres Interesse for denne Sag.
Adolf.
De maa ingenlunde troe, at Egennytte —
Skaarup.
Nei, bevares! derom er slet ikke Talen.
Deres retskafne Characteer kjende vi Alle.
Jan s ine.
Søde Adolf, troer du virkelig, vi
skulde ....
Adolf (lidt varm).
Min bedste Jansine! du veed, jeg taler
og handler kun efter Pligt og Samvittighed.
Jansine.
Ja, det veed jeg, søde Adolf. Og
naar du siger det, er det vist rigtigt.
Madam Skaarup (tager sin Månd afsides).
Jeg mærker nok, det er bedst, vi
følge vort eget Hoved. Mange Raadgivere
duer ikke.
Skaarup.
Ja, som du synes.
Af „Svend Dyrings Huus".
Anden Aet. Fjerde Scene.
Re gis s e alene.
(Tager Skaalen og Lyset, og gaaer hen til Alfs og Oves
Leie).
Jeg bringer Eder Brød, jeg bringer Eder Viin.
Kommer hid, kommer hid, kjære Brødre mine !
— Ak, der ligge de kummerligt skjult’,
Som en Kornblomst dækkes af Straaet guult;
Som Spurvene smaa i de fattige Reder —
Ynkeligt handler Guldborg med Eder!
(Trækker Skjærmen for Løibænken, efterat have sat
Skaalen tilside, og kommer igjen frem.)
De sove. Saa trygge sove de begge
Som i Silkesenge. Jeg vil ikke dem vække.
Uagtet Mangel, uagtet Nød
Blomstre de baade som Rosen rød.
Det er saa lidet paa dem at kjende,
At de fødes op i al den Elende.
(Fordybet i Tanker.)
Var det muligt, kjær Moder min, at du
Sørged’ for dine Sønner endnu?
Formaaer du endnu at tænke paa dem,
Der var din dyreste Skat i dit Hjem?
Og er det sandt, og kommer du silde
Og kjæler for dem med Ord saa milde?
(Knæler.)
O Moder kjære! kan du see herned,
Da send din Datter din himmelske Fred!
Jeg har en hemmelig Sorg at bære;
Mit Hjerte trykker en hemmelig Nød.
Slet Ingen her vil min Trøster være,
Slet Ingen, siden du, min Moder, er død.
Jeg tvivler, jeg ængstes — staae ved min Side!
Lær mig at haabe, lær mig at lide!
(Reiser sig. Kort efter banker det paa Døren tilvenstre.)
Jesus Maria! Hvo banker saa silde!
Stig (udenfor, bedende).
Luk op! o luk op!
R e g i S S e (forskrækket).
Stig Hvides Røst?
Ved min Dør om Natten? Hvad kan han ville?
Stig (udenfor).
Luk op!
Regis se (vrider sine Hænder).
Hvo giver mig Raad og Trøst!
(Samler sine Kræfter og gaaer hen til Døren.)
Hr. Ridder! min Dør er lukket hver Nat.
Slet Ingen saa har jeg Stevne sat.
(Lytter.)
— — Hvad siger han? Staaer hans Liv
paa Spil,
Hans Fred og hans Ro — ? ... Hr. Ridder!
jeg kan ikke . . .
Han beder saa bønligt . . . Hvad skal jeg . . .
o, jeg vil!
(Skyder Slaaen fra, men gaaer strax hen til den anden
Side af Værelset og læner sig til Bordet.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
