Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Hertz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Hertz.
47
Og skotted’ tilbage.
Lig Solens Straale min Tankes Glød
For dig, min rødmende Dag! udgjød
Sin Længsel og Klage.
— Min Elskede ligner din pragtfulde Nat,
Arabiens Hede!
Naar Ørkenen strækker sig beed og mat,
Da kommer den dybe, stjernede Nat
Med Skygger saa brede.
Og Natten kjøler den hede Begjær;
Dugtaarer dine Cisterner er’,
Arabiens Hede!
Fortæret, Elskte! af Længselens Brand
Jeg kom fra det Fjerne.
Da traadte du hen til den eensomme Månd
Som Natten, der trøster Ørkenens Sand
Med Kjærligheds Stjerne.
Din Aande Kjolighed til mig bar;
Dit Øie, der smægted’ i Taarer, var
Min skjulte Cisterne.
— Hjertelskte Hustru! min tugtige Viv!
Min Adelaide!
Hvi synker dit Hoved, et blomstrende Siv?
Hvi sidder du taus, min drømmende Viv?
Og skotter tilside?
Hvi springer Undseelsens Roser ud
Og dækker som Sløret din Kind, min Brud!
Og Nakken den hvide?
Gads hellige Moder! saa taus? O tael!
Hvad feiler dig, Kjære!
Min halve Himmel fra dig jeg stjal:
Thi har jeg Ret til din halve Qval,
Og den vil jeg bære.
Hvi peger du taus paa den sovende Glut?
Hvad? troer du mitKjød og mit Blod forskudt?
O , frygt ei, Du Kjære!
Har du da glemt, at Frelseren fik
En Krybbe til Leie?
At Ismael fandt den lædskende Drik,
Mens Hagar fulgte med haabløst Blik
Sit dyreste Eie?
O, sørg ei], at vor Fremtid er mørk!
Til Kjaba fører os Eensomheds Ørk
Og brændende Veie.
Jeg vil ei sørge, jeg heller ei kan;
Thi min er en Krone!
Dit Favntag er mit blomstrende Land;
Dit Skjød som Rigets ypperste Månd
Jeg valgte til Throne!
Naturen lyser i Kuld og Kjøn
Det Barn, der dier dit Bryst i Løn,
Min yndige Kone.
— Imens jeg talte, begyndte smaat
Min Elskte at smile.
» Tys! — sagde hun — tael lidt sagtere blot!
»Du vækker mig Drengen; han sover saa godt,
»Og trænger til Hvile.
»Men vil du vide, hvorfor jeg er vred,
»Læs Digtet her, jeg standsede ved
»Om »Cypripors Pile«.
»Vel skal det hjælpe mig stort, at vi
»Vor Kjærlighed skjule.
»Det Digt er af dig; du skildrer deri
»Hvad du har kaldet: En Nats Poesie,
»Og lyver en Smule.
»Ak, hvad man bekjender en Digter bly,
»Det veed imorgen den halve By —
»I flygtige Fugle!«
0 stands — jeg sagde — døm med Fornuft
Hvad Folk kalder Pletter.
Som Digter giver jeg Følelsen Luft
1 Riim og Toner, i Rythmernes Duft
Af ømme Sonnetter.
Er det ei Gratiernes Slør, hvori
Jeg hylled dit tugtige Livs Poesie ■
Og Kjærligheds Nætter?
Ak, vredes ei, at jeg skildrer Sligt
Og lader det trykke!
Jeg synes dog, det er Digterens Pligt
At skrive for Folket et trøstende Digt
Om Menneskets Lykke.
Den ømmeste Taare, den reneste Lyst,
Den giver jeg Ord og smeltende Røst
Og digterisk Smykke.
— »O, de Poeter! ja dem vil vi troe!«
Saa udbrød hun atter,
Og lulled’ min vaagnende Glut i Ro,
Og hvisked’: »Din Fader er øm og tro!
»Men — sang hun med Latter —
»Tag ikke til Mønster den hæslige Månd!
»Bliv ærbar i Tale — lidt meer end han;
»Og — bliv ei Forfatter!«
Silkeormen.
Til en Veninde.
Hos alle Dødelige,
I hvert et Bryst, der aander,
Blev lagt en stille Smerte,
Der hemmeligt sig vaander.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
