Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Hertz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
Henrik Hertz.
For at kunne gaae o g drive
Efter Lyst o g mit Humeur,
Maa jeg hjertesyg og ør
Dag og Aften skrive, skrive.
For at kunne stille græde,
Maa jeg paa Papiret lee;
For en Lystighed at see,
Paa Papiret Øine væde.
For at sønderbryde Lænker,
Maa jeg bære dem jeg kan;
For at vise Folk jeg tænker,
Maa jeg gaae fra min Forstand,
For at agtes som en Anden,
Maa jeg gjøre Kneb og Knuder;
For at sværme mellem Guder,
Ak, forskrive mig til Fanden!
Resignation.
Du kaster i Mismod bort din Pen
Og siger, du kan ikke synge.
»Blandt søvnige Qvinder, blandt dorske Mænd,
»Hvor trænger Begeistringens Udbrud hen?
»Mon til Een i den samlede Klynge?
»Man sover jo bort i en eneste Nat
»Det Digt, man igaar har forgudet.
»Man glemmer det for det arrigste Pjat,
»Man glemmer det for et Vers, der er plat,
»Ikke sjunget, men pebet og tudet.«
— Ak, kjæreste Digter, fat du kun Mod!
Og qvæd saa godt du forstaaer det.
Sænk kun dine Sange ned som en Flod,
Og vær som Naturen gavmild og god;
Der kommer nok En, der forstaaer det.
Slet Ingen kan vide, hvor Sang gaaer hen.
En Sommerregn lig den bredes.
Er dér, hvor den faldt, ufrugtbart end,
Den stjæler sig nok til en Jordbund hen,
Hvor ved den Velsignelsen spredes.
Slet Ingen kan tale om Sangens Kaar.
Som en Blomst den skyder iveiret.
Saa Mangen isøvne forbi den gaaer;
’En summende Bi tilsidst den naaer,
Og finder sig styrket og næret.
Nei, Ingen kan vide hvad Held den har!
Man troer om Smaakorn, de spildes.
Men see, da kommer fra Luften klar
En smuk lille Fugl og bliver dem vaer,
Og dens Hunger ved Kornene stilles.
Jeg synger med sorgløst, muntert Bryst
Blandt Mænd, der er dorske og sløve.
Der kommer vel En — og det er min Trøst —
Der tager til Indtægt lidt af min Røst,
Og saare min Sang kan behøve.
Som Bien, der kravler med hurtige Been,
For i Blomstens Kalk sig at mætte,
Til syvende sidst der kommer dog En,
Der aldrig ved sligt Tractement er seen,
En smuk lille — ja, kan du gjætte?
En lille Poet sig henter engang,
Til Hjælp for sin udtømte Kube,
Fra mine Gebeter en klingende Sang,
Fra Lyren, min Lyra, min egen, en Klang
Til Gavn for hans rustede Strube.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
