Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
301 Hans Christian Andersen.
»han kan bedst see, hvorledes Tøiet tager
sig ud, for han har Forstand, og Ingen
passer sit Embede bedre end han!« —
Nu gik den gamle, skikkelige Minister
ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og
arbeidede med de tomme Væve. »Gud
bevar’ os!« tænkte den gamle Minister og
spilede Øinene op! »jeg kan jo ikke see
Noget!« Men det sagde han ikke.
Begge Bedragerne bad ham være saa
god at træde nærmere og spurgte, om det
ikke var et smukt Mønster og deilige
Farver. Saa pegede de paa den tomme
Væv, og den stakkels gamle Minister blev
ved at spile Øinene op, men han kunde
ikke see Noget, for der var ingen Ting.
»Herre Gud!« tænkte han, »skulde jeg
være dum! Det har jeg aldrig troet, og
det maa ingen Mennesker vide! skulde jeg
ikke due til mit Embede? Nei det gaaer
ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan
see Tøiet!a
»Naa, De siger ikke Noget om det!«
sagde den Ene, som vævede.
»O, det er nydeligt! ganske
allerkjæreste!« sagde den gamle Minister og
saae igjennem sine Briller, »dette Mønster
og disse Farver! — ja, jeg skal sige
Keiseren, at det behager mig særdeles!«
»Naa det fornøier os!« sagde begge
Væverne, og nu nævnede de Farverne ved
Navn og det selsomme Mønster. Den gamle
Minister hørte godt efter, for at han kunde
sige det Samme, naar han kom hjem til
Keiseren, og det gjorde han.
Nu forlangte Bedragerne flere Penge,
mere Silke og Guld, det skulde de bruge
til Vævning. De stäk Alt i deres egne
Lommer, paa Væven kom ikke en Trevl,
men de bleve ved, som før, at væve paa
den tomme Væv.
Keiseren sendte snart igjen en anden
skikkelig Embedsmand hen for at see,
hvorledes det gik med Vævningen, og om
Tøiet snart var færdigt. Det gik ham
ligesom Ministeren, han saae og saae, men
da der ikke var Noget uden de tomme
Væve, kunde han ingen Ting see.
»Ja, er det ikke et smukt Stykke
Tøi!« sagde begge Bedragerne og viste og
forklarede det deilige Mønster, som der slet
ikke var.
»Dum er jeg ikke!« tænkte Manden,
»det er altsaa mit gode Embede, jeg ikke
duer til? Det var løierligt nok! men det
maa man ikke lade sig mærke med!« og
saa roste han Tøiet, han ikke saae, og
forsikkrede dem sin Glæde over de kjønne
Couleurer og det deilige Mønster. »Ja det
er ganske allerkjæreste!« sagde han til
Keiseren.
Alle Mennesker i Byen talte om det
prægtige Tøi.
Nu vilde da Keiseren selv see det,
medens det endnu var paa Væven. Med
en heel Skare af udsøgte Mænd, mellem
hvilken de to gamle skikkelige
Embedsmænd vare, som før havde været der, gik
han hen til begge de listige Bedragere, der
nu vævede af alle Kræfter, men uden Trevl
og Traad.
»Ja er det ikke magnifique!« sagde
begge de skikkelige Embedsmænd. »Vil
Deres Majestæt see, hvilket Mønster, hvilke
Farver!« og saa pegede de paa den tomme
Væv, thi de troede, de Andre vistnok
kunde see Tøiet.
»Hvad for Noget!« tænkte Keiseren,
»jeg seer ingen Ting! det er jo
forfærdeligt, er jeg dum? Duer jeg ikke til at
være Keiser? Det var det skrækkeligste,
som kunde arrivere mig!« »0 det er meget
smukt!« sagde Keiseren, »det har mit
allerhøieste Bifald!« og han nikkede tilfreds
og betragtede den tomme Væv; han vilde
ikke sige, at han ingen Ting kunde see.
Hele Følget, han havde med sig, saae og
saae, men flk ikke mere ud af det, end
alle de Andre, men de sagde ligesom
Keiseren: »o, det er meget smukt!« og de
raadede ham at tage i Klæder dette nye,
prægtige Tøi første Gang, ved den store
Procession, som forestod. »Det er
magnifique! nysseligt, excellent!« gik det fra
Mund til Mund, og man var Allesammen
saa inderligt fornøiede dermed. Keiseren
gav hver af Bedragerne et Ridderkors til
at hænge i Knaphullet og Titel af
Vævejunkere.
Hele Natten før den Formiddag,
Processionen skulde være, sad Bedragerne oppe
og havde over sexten Lys tændte. Folk
kunde see, de havde travlt med a£ faae
Keiserens nye Klæder færdige. De lode,
som om de toge Tøiet af Væven, de klippede
i Luften med store Saxe, de syede med
Syenaal uden Traad og sagde tilsidst: »see
nu er Klæderne færdige!«
Keiseren, med sine fornemste Cavalerer,
kom derhen selv og begge Bedragerne løftede
den ene Arni i Veiret ligesom om de holdt
Noget og sagde: »see her er Beenklæderne!
her er Kjolen! her Kappen!« og saaledes
videre fort. »Det er saa let, som Spindel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
