Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308
Hans Christian Andersen.
Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Hd den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke,
Græder Du, saa græder jeg med Dig.
O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke —
— Moder — see! nu kysser Englen mig!
Aftenlandskab.
(1830.)
See Solen gaaer ned i det deiligste Rødt,
I Stakker staaer Høet og dufter saa sødt,
En Bonde gaaer hjem med Lee paa sin Ryg,
I Luften dandse de surrende Myg.
Ved Landsbyen ligger en Kjæmpehøi,
Der hører man Ungdommens jublende Støi;
De løbe omkring mellem Busk og Krat, t
Og lege Tagfat.
Høit kneiser ved Degnens Huus et Træ,
Der sidder den Gamle med Børn og Fæ;
En Rævebælg hænger paa Træets Green,
I Toppen kneiser Stork Langebeen.
Men Gadekjæret er blevet en Pjøs,
Dog vandes der Heste af Karl og Knøs ;
De fløite og synge til Frøernes Qvæk,
Og ride saa væk.
Hist lege to Børn med Sundheds Kind,
De ridse i Jorden med en Pind,
De ridse sig Gaard og Høienloft,
Mens Moder lapper paa Faders Koft,
Smukt lyder fra Taarnet Klokkens Klang;
En Bonde synger sin Aftensang,
Og Børnene fromt om Bordet staae,
Ret som Engle smaae.
Ved Kirkegaards-Muren hvor Hindbærret
gro er.
Der sidder paa Stenen en gammel Mo’er;
Bag Huen man skimter det sølvgraa Haar,
En Bøtte med Melk ved Fødderne staaer;
Sin Støttestav holder hun paa sit Skjød,
Jeg troer h un spiser det tørre Brød.
Bag Muren sidde de Elskende to — —
O lad dem ha’ Ro! —
Hjertets Melodier.
(1830.)
I.
To brune Øine jeg nylig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred;
Jeg glemmer dem aldrig i Evighed!
II.
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.
Og Fjeldet løfter dit Billed
Høit mod Himlenes Blaa,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.
III.
Du gav mig Blomster; hvis de læge kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.
IV.
Min Tankes Tanke ene Du er vorden,
Du er mit Hjertes første Kjærlighed,
Jeg elsker Dig, som Ingen her paa Jorden,
Jeg elsker Dig i Tid og Evighed!
V.
Henvisned’ er’ de Blomster, Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange:
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.
VI.
Du fatter ei Bølgernes evige Gang,
Ei Aanden, som svulmer i Tonernes Klang,
Ei Følelsen dybt i Blomstens Duft,
Sollysets Flamme mod Storm og Luft,
De Fugles Qviddren af Længsel og Lyst,
Og troer dog, Du fatter en Digters Bryst?
Der svulmer det meer, end i Bølgens Gang,
Der findes jo Kilden til hver en Sang,
Der voxer Blomsten med evig Duft,
Der brænder det uden den kjølende Luft,
Der kjæmpe Aander i Længsel og Lyst,
De kjæmpe mod Døden dybt i hans Bryst!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
