Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans Christian Andersen.
309
VII.
Jeg elsker Dig — Dig, som jeg ei tør sige!
Du staaer som Tanken i mit Drømmerige,
Du skaber Aanden i hver dristig Sang,
Thi svulmer Hjertet, ret som Bølgens Gang,
Og brister stolt — thi Skjalden er en Gud;
Du er jo Brud — og lykkelig som Brud.
VIII.
Man har et Sagn — et Eventyr:
Hvert Musling-Dyr,
Der bygger i den dybe, salte Sø,
Naar det har skabt sin Perle, maa det døe.
O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,
Og Perlen koster Livet.
De to Fugle.
Der bygger en Fugl her dybt i mit Bryst,
Saa langt fra Blad og fra Grene;
Den synger i Smerte og selsom Lyst,
Fordi den sidder saa ene.
Den tør kun klynge sig fast til Gud,
Og see gjennem Øinenes Rude ud!
For hende den synger sin Sorg og Lyst,
Ved Nætter og lyse Dage;
Der bygger en Fugl i hendes Bryst,
Den søger den sig som Måge.
Den titter ogsaa fra Øiets Blaa —
Mon Fuglen ikke kan Fuglen forstaae?
Hos mig den synger Alt, hvad den veed,
Mit Liv, min Tanke, min Stræben;
Den selv forraader min Kjærlighed,
Der flygtede bly for Læben.
Den synger sin dybe Sorg og Lyst;
Men Svar har ei Fuglen i hendes Bryst.
Den seer saa taus gjennem Rudens Glar,
Og det gjør mig sorgfuld og bange.
Fortjener ei Fuglen det mindste Svar,
For Hjertets de dybe Sange?
Den fattige Fugl et Hjerte bær’,
Saa tro, som den med de gyldne Fjer!
Den synger og sørger sig vist ihjel —
En Anden kan Bruden fæste,
Og hun — ja hun glemmer Fuglen vel.
Og det er jo ogsaa det Bedste!
De to var’ ei for hinanden skabt’,
Nu, døer den ene, hvad er saa tabt!
En Digters sidste Sang.
Løft mig kun bort, du stærke Død,
Til Aandens store Lande,
Jeg gik den Vei, som Gud mig bød,
Fremad med opreist Pande,
Alt hvad jeg gav, Gud, det var dit,
Min Rigdom ei jeg vidste;
Hvad jeg har øvet, er kun lidt,
Jeg sang, som Fugl fra Q viste.
Farvel, hver Rose frisk og rød,
Farvel, I mine Kjære!
Løft mig kun bort, du stærke Død,
Skjøndt her er godt at være !
Hav Tak, o Gud, for hvad du gav,
Hav Tak for hvad der kommer!
Flyv Død, hen over Tidens Hav,
Bort, til en evig Sommer!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
