Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Ludvig Runeberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Ludvig Runeberg.
311
en national Skikkelse, om hvilken hans hele Folk flokkes med taknemmelig
Ærefrygt og Hengivenhed.
Runebergs første Digtsamling udkom 1830 og indlededes — betegnende
for hans senere Udvikling — med det af Fædrelandskærlighed gjennemstrømmede
Digt, hvori han kalder sin Landsmand Franzén tilbage til Fædrelandet. * I
»Svartsjukans natter« udtaler en forskudt Elsker sin Sorg og Fortvivlelse i en
Række Monologer, hvis Sprog dog er saa meget paavirket af Tegnérs Rhetorik,
at Digterens selvstændige Personlighed træder i Skygge. Kraftig og
ejendommelig hævder den sig derimod i den yndefulde Digtcyclus »Idyll och Epigram«,
hvor den naive Folkepoesi paa den skjønneste Maade er gjenfødt i Konstpoesiens
Former. Det var uden Tvivl den samtidige Beskjæftigelse med de serviske
Folkesanges Oversættelse, der berørte de beslægtede Strænge paa Runebergs
Harpe og lod dem klinge i disse med deres nationale Præg saa ejendommelige
og i deres Konstløshed saa skjønne Smaadigte, hvori Runeberg for første Gang
er traadt indenfor sit eget Riges Grændser.
En endnu kraftigere Paavirkning af det nationale Natur- og Folkeliv,
som Runeberg kom i nær Berøring med ved lange og gjentagne Ophold i
forskjellige Egne af Finland, spores i hans følgende Digterværker, skjøndt de —
med Undtagelse af »Grafven i Perrho«, — fremtræde under Hexametrets antike
Form ligesom deres Forbilleder, Goethes og Voss’s Idyller. I »Elgskyttarne,«
»Hanna« og »Julqvällen« bevæger en simpel og lidet complieeret Handling sig
med en jevn og rolig Gang gjennem en Skildring af dens nationale Omgivelser,
som i Forening med de fint opfattede og skjønt gjengivne psychologiske
Smaatræk, der affødes af Handlingens faa Bevægelser, udgjør disse Digtes egenlige
Fortrin og giver Læseren et rigt Udbytte, naar han ikke hører til dem, der
maale et Digts Yærd efter den Mængde Begivenheder, det indeholder, og derfor
utaalmodig finde sig sinkede paa Yejen af Hexametrets brede Fremstillingsart.
Den strænge episke Begrændsning, som Runeberg har tvunget sig til i
de nævnte tre Eposer ved Valget af den antike Konstform, udvides i hans
senere Værker saaledes, at ogsaa hans lyriske Begavelse faaer sit Omraade at
røre sig paa. Paa denne Maade fremstaaer den følgende Periodes lyrisk-episke
Digtninge, blandt hvilke »Nadeschda« og »Kung Fjalar« staae forrest i Tiden,
»Fänrik Ståls sägner« øverst i Rangen. Det førstnævnte Digt, for hvis Handling
Skuepladsen er i Rusland, virker især ved sine skjønne Enkeltheder:
Situationernes fængslende Liv og den lyriske Ynde i Romancerne, hvorimod »Kung
Fjalar« lige som den ossianske Sagnkreds, der har affødt det, griber ved det
Storartede i Compositionen og ved den mægtige Skjæbneide, der træder ud af
det og peger tilbage til den antike Tragedies ærefrygtvækkende Forestilling om
Gudernes Verdensstyrelse.
»Fänrik Ståls sägner« er dog det Digterværk, hvori Runebergs Udvikling
har sat sin bedste Blomst, fordi hans afgjorte Begavelse for Romancedigtningen
her er bleven anvendt paa et patriotisk Emne, saa at begge de mest
fremtrædende Kræfter i hans Natur ere komne til at virke samtidig. Intet andet
Værk er i den almene Forestilling saaledes knyttet til hans Navn som denne
Samling af Livsbilleder fra den ulykkelige Krig, der rev Finland fra Sverig, og
ingen af hans Phantasis Skikkelser ere saaledes gaaede over i de skandinaviske
Folks Bevidsthed som disse ud af Virkeligheden grebne Figurer fra Valpladsen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
