Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvig Adolph Bødtcher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
Ludvit! Adolph Bødtcher.
Hendrages nu min hele Sjæl. —
Den aarle Morgenstund er omme,
Og hvad jeg speider efter snart, vil komme:
Ei sorte Øines Pragt, som brænder,
Min Hu staaer til, nei lyseblaae.
Et Stjerneblik, som Danmark sender,
Et Nordlys, som i Rom man stirrer paa:
Jeg vidste det, mig Haabet skuffer ei,
Hist kommer han, og gaaer sin vante Vei
Henover Torvet; Folkets Blik og Miner
Er ham en Hyldest hvert et Skridt han triner;
Ja selv Tritonen synes rask at tvinge
Fra Kilden op endnu et større Ran
For susende sin Hilsen ham at bringe
Paa Vejen til hans lille Vatikan.
Han kommer fra sit tause Kunstnerhjem,
Hvor tidligt alt hans Genius har været.
Og i hans Haand er endnu lidt af Leret,
Som travlt han krammer, altsom han gaaer
frem; —
En høi og mandig Væxt, og dog saa blød.
Og hvilken Pande, fuld af Aand og Tanke!
Og Haaret, vægtigt som en lille Manke,
Der vifter ’Kindens endnu friske Glød, —
Den lette, jevne Morgenfrakke,
Som strax beretter hist og her,
At den kom Gipset lidt for nær —
En Hat, som bred mod Solen værner,
Og Kravens renlig hvide Skær,
Er al den Stads, hvormed han ta’er tiltakke,
Og kunde dog — var Lysten dertil vendt,
Bedække Brystet som et Firmament
Med lutter Kors og blanke Stjerner!
Hans Gang mig lidt om Bølgen minder
Naar blødt den dukker op og ned —
Snart seer jeg kun hans sidste Fjed
Ved Muren hist, hvor han forsvinder.
Nu Alt blev tomt! Ja Klarheden er veget,
Den kom og endte med hans Gang, —
Jeg føler tungt, at Sydens Sol er steget,
Og længes efter Danmarks Bøgehang.
I Lundén.
(Romance.)
Jeg speided i den grønne Lund:
Han kom saa kjæk og glad —
Hans Stemme klang, hans friske Mund
Slog Smeld i Lindetræets, Blad: —
Jeg gik bag Bøgens Hang iskjul,
Did styred han sit Skridt,
Og skar et Navn i Træets Bul
Et Navn — og det var mit!
Farvel min Elskovs Morgengry!
Saa salig, ak saa kort!
Med Torden steg den mørke Sky
Og kaldte Danmarks Sønner bort; —
Han gav sit unge Bryst til Skjold,
Da Lynet flammed nær:
Han stod paa Thyras gamle Vold —
Jeg saae ham aldrig meer!
Nu drages lønligt al min Sjæl
Til Lundens dunkle Sal —
Der hører jeg i stille Kveld
De søde Minders Nattergal:
Jeg drømmer om hans aabne Favn
Og om hans Øjne blaa, —
Jeg stirrer paa mit eget Navn,
Men — hans jeg tænker paa!
Yed et Tab.
Hvad her vi elske, ejes kun paa Borg.
Paa uvis Frist, — saa er Naturens Orden,
Og vil du være fri for Savn og Sorg,
Da maa du Intet elske her paa Jorden!
Men Sorgen er en Engels dunkle Haand,
Som luttrer hvad dig jordisk kjær er vorden,
Og tvinger mod det Evige din Aand,
Og derfor skal du — elske her paa Jorden!
Skjulte Kræfter.
Ej nogen Tanke, klædt i Ord,
Gaaer paa sin Livsflugt rent tilgrunde:
— Om end dens Vei er uden Spor —•
En evig Virken i den boer,
Den hendøer ingenlunde: —
Men kjæmper med, naar det er Tid,
Hvis den er god — for Lysets Strid,
Men var den ond, gaaer den at stride
For Ariman paa Mørkets Side.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
