- Project Runeberg -  Nordiske Digtere i vort Aarhundrede : en skandinavisk Anthologi /
341

(1870) [MARC] [MARC] Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Paludan-Müller

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

341 Frederik Paludan - Müller.



saa sublime Enkeltheder som i det dramatiske Digt »Kaianus«, i »Abels Død«
og »Ahasverus, den evige Jøde«, i »Paradiset, første og anden Del«, »Kain
eller Vredens Barn« og »Benedict fra Nursia og hans Amme«. Den begejstrede
Fortolker af den antike Mythologis skjønne Symbolik har vendt sig mod en
specifik christelig Digtning, og som for selv at fyldestgjøre Askesens Resignation
har han til sine sidste Værker valgt en med Emnets Alvor passende ren og
streng Stil, der er vidt forskjellig fra hans Ungdomsarbejders glimrende Diction
og uovertrufne, fyrværkeriagtige Verskonst. Ja, i de seneste Arbejder har
Paludan-Müller endog rent forladt den metriske Form og er i »Ungdomskilden«
og den volumineuse, endnu ikke afsluttede »Ivar Lykkes Historie« traadt ind
paa Prosafortællingens Enemærker. Men enten man elsker Paludan-Müller højst
i hans frodige, i alle Regnbuens Farver glimrende Ungdomsdigtning eller i de
strenge og alvorlige Former, hvorunder den ensomme Digter nu udtaler sine
store Syner, bestandig maa man sætte ham i første Række blandt dette
Aarhundredes danske Digtere.

Kong Christian.

Brudt var hans Scepter, bøiet var
Hans Sjæl, af Kummer fuld;
Hans Uven om sin Tinding bar
Hans Krones røde Guld;
Selv Fange, og af Alt forladt,
Kun ei af Nag og Sorg,
Sad Kongen, mørk som mørken Nat,
Paa skumle Sønderborg.

Og mange tunge, trevne Aar

Hen over Issen randt,

Til Snee forvandledes hans Haar,

Den friske Kind forsvandt.

Svag blev hans Haand og mat hans Fod ,

Hans Øies Straale slukt;

Med Stolthed, Styrke, Haab og Mod,

Fik eensomt Fængsel Bugt.

Men Christians Skygge gik omkring
I Fængslet, den forundt,
Den samme Gang i evig Ring
Om Marmorbordet rundt;
Der sleb hans Finger dybt et Spor,
Mens Tiden kom og gik —
O, hvilken Sorg fik slige Ord,
Som Stenens Fure fik!

Og naar ved Gitt’rets Glug han sad
Med Haanden under Kind,
Mens Fuglen fløited’ fri og glad
1 Aftensolens Skin;

Naar Dagens Stjerne daled’ ned,
Naar klar, i stille Ro,
Hen over Himlen Maanen gled —
Hans Læbe bittert lo.

Men naar paa Marken Sneen laa,
Naar Træets Blad var guult,
Og Natten sort og Dagen graa,
Og Sol og Stjerne skjult,
Naar Stormen stærkt i Taarnet tog,
Og splitted Skyen ad —
Da Kongen let sin Aande drog,
Og Øiet smilte glad.

Saa Tiden kom og Tiden gik;
Paa sytten lange Aar
Saa Dannerkongen Ende fik,
Dog ei hans Time slaaer.
Hist paa sit Leie sidder han,
Som Øiet mørkt hans Sind;
Igjennem Vindvets smalle Rand
Fuld maanen titter ind.

Da var det, som ved Leiet stod
En Qvinde faur og fiin,
Med guldguult Haar og lille Fod,
Svøbt i sit Jordeliin;
Med klare Øine, Kinden hvid,
Med Hænder fine, smaa —
Ham var det, som i fordums Tid
Sin Dyveke han saae.

Dog ei som før — som Rosen rød
Var da den Faures Kind;
Nu er hun bleg, som blege Død,
Kold som den kolde Vind.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:55:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norddigter/0405.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free