- Project Runeberg -  Nordiske Digtere i vort Aarhundrede : en skandinavisk Anthologi /
343

(1870) [MARC] [MARC] Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Paludan-Müller

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

343 Frederik Paludan - Müller.



Musiken toner, Arm i Arm sig svinger
Det smukke Par hen ad det glatte Gulv;
Han trykker sagte hendes fine Finger,
Og hendes unge Barm nu stiger fuld;
Dem Kjærlighed og tynde Skoe bevinger,
Han bliver mere kjæk, hun mere huld;
Frem gaaer det nu i luftig Galopade —
Nu holdi de op igjen — hvor det var Skade!

Saa smukt et Syn, og dog saa snart forbi!
Dog see, et andet Par det første følger,
Og fleer og fleer i Dandsens lette Bølger
Nu svæve til den ømme Melodi.
Man kommer, glimrer og sig atter dølger,
Det Hele ligner Drøm og Phantasi,
Hvor smukke Fødder og hvor smukke Øine
Bevinges, flygte, træffes allevegne.

Men hist fra Salen hulde Toner føre
Til mig Roulader, Triller — did jeg maa!
En Sangerinde lader der sig høre,
Og tause Klynger rundt om hende staae.
Man smiler, man er lutter Æselsøre,
Man færdig er af Glæde at forgaae.
Det bryder ud: hvor sødt! hvor det er deiligt!
Da faaer hun Hikke — det var ubeleiligt.

Tid er det, hvor Comedien begynder,
Og bringer Stof til mangen fattig Aand,
Hvis Tanker aldrig gik paa egen Haand,
Hvis Hjerne til Opfindelse for tynd er.
Nu bort fra Snak om Veiret man sig skynder
Til Snak om Dandserindens Klædebon,
Til Snakken-op, med critisk Smiil paa Kinderne,
Om Sanger-, Dandser-, Skuespillerinderne.

Tid er det, hvor Thalia gaaer paa Krykke
Og bringer sørgelig for Dagen frem
Et Drama og et lille Eenactsstykke,
Hvor det gaaer til just som i Hvermands Hjem;
Hvor Hverdagsscenerne gjør største Lykke,
Fordi Enhver sig speile kan i dem;
Hvor Husligheden er det stærkest Trækkende,
Det Aand og Følelse paa eengang Vækkende.

Tid er det, hvor den grumme Melpomene
Paa Scenen vandrer med sin dragne Dolk,
Hvor Gysen man ved Mord bevirker ene,
Hvor Svulst er ømme Hjerters ømme Tolk;
Hvor ved Forbrydelser, ei altfor rene,
Man lokker Taarer af det stakkels Folk,
Som veed ei rigtig selv hvorfor det græder,
Naar Heltens Monolog er hans Forræder.

Tid er det, hvor de lette Operetter
I Toner flyve fløitende forbi,
Mens fast i Folkets Hjerte hurtig sætter
Sig just den trevielle Melodi;

Hvor alle Konsters Moder, Harmoni,
Af Smiil og Taarer sine Krandse fletter,
Naar Himmel, Helved for vort Øre klang
I Operaens Krone, Don Juan.

Tid er det, at jeg sparer paa min Tid,
Ialfald dog paa din, min kjære Læser;
Tid, at til Retirade nu jeg blæser,
Og meer ei sværmer uden Maal og Id;
Ja Tid det er, ej meer at give Næser
Sin egen Næste og sin egen Tid:
Før om Balletten taug min Musa stille;
Nu, kjære Læser, er jeg hvor jeg vilde.

Ved Dandsen nemlig, ved mit Element.
Tro ikke dog, at jeg er Dandsemester,
Fordi til dette Stof jeg har mig vendt;
Mit Navn staaer ei blandt Terpsichores Præster,
Ei længer selv imellem hendes Gjester,
Thi Livets Dandsebane har jeg endt.
Naar først man har begyndt at gaae i Tanker,
Gaaer det istaa med Brug af Pusselanker.

Og meget Andet, ikke Dandsen blot,
Er, naar Betragtningstimen slaaer, tilende:
Mangt gyldent Haab, og mangt et Drømmeslot,
Hvis fjerne Straaler end i Mindet blende.
Ja, Paradisets Dage Ryggen vende,
Kan først du skjelne mellem Ondt og Godt;
Lyst flyder bort som Vand i dine Hænder,
Trøst gi’er det ei, at Tabet du erkjender.

Tabt — svundet — hvilke Ord! O, hvad

forsvinder

Ei med hver Dag, hver Time, hvert Minut?
Den friske Glands fra Hjerte og fra Kinder,
Drøm med Forventning, Taarer, Smiil og Minder,
Hver Lidenskab, paa Tidens Klippe brudt.
Kraft, Skjønhed, Lykke, Ungdom er caput;
Caput er Kjolen, Vesten, Støvlen, Hatten,
Caput er Kjærlighed med hele Klatten.

Caput er hver en Sjæl, som du har svoret
Huld, Troskab, evig Ømhed — hvert et Bryst,
Som du har elsket, hævet, trøstet, moret,
Som deelte dine Taarer eller Lyst;
Caput er Tankens ømme Spil i Ordet,
Hver Gjenklang selv af hine Dages Røst,
Med alle Planer, glimrende og skjønne,
Med friske Laurbær, Myrther dunkelgrønne.

Caput er Pigeøiets rene Straaler,
Caput den hvide Barm, der svulmer rund,
Caput er Glæden, som i fulde Skaaler
Du sætter til din lattermilde Mund;
Caput er Barnet, som i Vuggen skraaler,
Caput hver Lærd, hver Stodder og hver Hund,
Hver Millionær, hver Tænker og hver Tigger —
Kort: Alt som sidder, staaer og gaaer og ligger.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:55:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norddigter/0407.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free