Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344
Frederik Paludan - Müller.
Caput er hver en Krands, Bedrifter flette,
Caput er Polen med sin Helteflok,
Caput er som den Slette den Honnette,
Caput er ogsaa du, som læser dette,
Ved Sorgen, Døden, Doktor eller Kok;
Caput er Alt, og det er meer end nok:
Alt, Alt, hvad Tidens store Vinge værner,
Hvad Dagen bringer, og hvad Natten fjerner.—
Dog til min Sang! Ved Dandsen stod jeg still’;
Med den begynder jeg paa min Novelle,
Som her jeg har den Ære at fortælle,
Hvis kjære Læser blot vil lytte til.
Iøvrigt er mit Digt en Bagatelle,
Som, hvis ei bedre Morskab findes vil
Ved Snak og Dands, ved Kort og Druesaften,
Maaskee sig lader læse Vinteraften.
Til trende Sange Bogen er bestemt;
Hver flettet ind med mangen Episode,
Hvori Moral og Lærdom ligger gjemt,
En Skik, som Ariost har bragt i Mode.
Forresten ta’er jeg Alt af eget Ho’de,
Min egen Musa har sin Lyra stemt:
I dennes Strænge vil jeg storme, rase,
Lee, smile, græde — stedse avec grace.
For ædel Korthed skal jeg mig bestræbe,
Paa Versets Bygning øve Flid og Fiil,
Med Formens Vægt det lette Stof ei dræbe,
Men gi’e det Hele den moderne Stiil.
Og løser endog Musen Alvors Læbe,
Hun vækker ogsaa Ironiens Smiil,
Som kraftig Modvægt mod det altfor Rørende
I det Erotiske og det Forførende.
Og nu farvel! Til Sagen nu jeg gaaer;
Dog først en Bøn til dig, min kjære Læser:
Hvis i mit Digt du støder paa Fadaiser,
En Streg jeg haaber over dem du slaaer;
Ei under dem, som naar vort Hjerte læser
Paa Mindets Blad: Kys, Elskov, Barndoms
Vaar.
Farvel! — - Her har jeg endt min Promemorie;
Min Hat jeg løfter; nu til min Historie!
Af „Amor og Psyche".
Usynligt Chor.
Over de rindende
Tider og svindende
Menneskeværker;
Over de klagende,
Altid forsagende
Jordiske Slægter;
Vandre, med Blikket
Ætheren maalende,
Klare og straalende,
Evige Guder.
Men deres Sønner,
Jordens de mægtige
Fyrster, hvem prægtige
Gaver blev givet,
Vandre som jordiske
Guder i Livet.
Sorgernes rammende,
Ulykkens flammende,
Flyvende Pile
Susende ile
Mod deres Skjolde:
Sløvede, kolde,
Matte og svage,
Tørne tilbage
De fra de jordiske
Guders Skjolde.
Aldrig gysende,
Gaae de lysende
Fyrster paa Jorden;
Skjæbnens Torden
Bøier dem ikke,
Acherons Bølger
Ei deres Blikke
Døende skue.
Over de rindende
Tider og svindende
Menneskeværker,
Hæver dem Døden
Op til de funklende,
Livet fordunklende,
Evige Stjerner.
Phantasns fortæller.
Fjernt i Tiden,
Da kun liden
Amor var;
Da med Dukken
Ham til Vuggen
Nympher bar;
Da hans Blikke
Endnu ikke
Flammen tændte,
Det en Midnatsstund sig hændte,
Hvad min Moder skuet har.
Alt var stille,
Hos den Lille
Nymphen sad:
Træt hun sover,
Barmens Vover
Skilles ad;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
