Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
349 Frederik Paludan-Miiller.
Min Grund for kort at skrive vil du høre.
Jeg kunde svare dig, at lange Breve
Tidt Lysten til at læse dem fordreve;
Men her en anden Grund jeg vil anføre:
Saae du Familier ud i Skoven kjøre?
De smaa Børn, som vil ogsaa gjerne leve,
Men som i Husets Dør tilbage bleve,
Med Bøn da søge Moderen at røre:
O, lad os op i Vognen blive baarne!
O, tag os med! — Mama til Svar da giver:
I er endnu for smaa og for uvorne.
Saadan af Tanke-Puslinger jeg plages;
Enhver vil med, hvergang til dig jeg skriver,
Men de maae voxe — de maae først opdrages.
Siig mig, om sig min Tanke har forvildet
Ved Løsning af det store Spørgsmaal her:
Hvi har af alle dem, der kom os nær,
Vort Hjerte allerøverst Een just stillet?
Og hvad bevarer Sands og Blik uhildet?
Hvorfor er den Fuldkomne, og især
Den Skjønneste ei altid mest os kjær? —
Her er mit Svar: Vi skabtes i Guds Billed.
Den, som af Alle nu os mest behager,
Er den, i hvem det Træk af Gud har hjemme,
Der just til sig vort Hjerte stærkest drager.
I dette Træk stod Gud for os i Herlighed,
Og hvor vi see dets Afglands, vi fornemme
Den os saa kjære Lighed eller — Kjærlighed.
»Amor og Psyche« har jeg læst tilende.
Tilsidst fordybe sig de Lykkelige
I Nattens Glands og Lysets Stjernerige,
Og Grunden dertil troer jeg at erkjende.
Naar først i Hjertet ret foreent er Tvende,
Som et Farvel de maae hinanden sige,
I Livet ud maa deres Tanke hige,
I Verden ud maa deres Blik sig vende.
Saasnart de Qernes, Længsel atter fødes,
Og Savnet, der ved Gjenforening stilles,
Og med den første Friskhed da de mødes.
Mens evig saa de mødes og de skilles,
Bli’er Kjærligheden i sit Liv evindelig,
Og altid nyfødt, som den var oprindelig.
Her følger Bogen, som igaar du sendte,
Og som det andet Liv os vil forklare:
Forfatteren vil for et Gjensyn svare,
Men evigt Samliv tør vi ei forvente.
En bedre Trøst dog længst mit Hjerte kjendte;
Thi som i os vi Tankens Liv erfare,
Hiin lette Fugls, hvis Vinger er saa snare,
Hvis Stigen aldrig ender eller endte:
Saa vort Gemyt bestandig fast sig hænger,
For Rod i andre Hjerter dybt at fæste,
Og som til Hvile det til Samliv trænger.
Den, som i os nu to Naturer blandte,
Han skabte vist sin Himmel paa det bedste
For Mennesket — paa eengang Fugl og
Plante.
Hvergang vort Fremtidsliv jeg tænker paa,
Omskinner Haabet mig, det morgenrøde;
I fælles Stræben seer jeg os at gløde,
Jeg seer os snart at høste, snart at saae.
Bestandig rigere vi fremad gaae, ’
Bestandig Livet nyt i os vi føde;
Saa ile vi Fuldendelsen imøde,
Til vi Lyksalighed i Hvilen naae.
O, boer ei Sandhed dog i Haabets Drømme?
Til Seir og Fremgang jeg dig møde skulde,
Thi hidtil var mit Liv en stille Flod.
Du drog mig ind i dine stærke Strømme,
Og i Forening vore Bølger rulle
Med større Kraft det store Hav imod.
Du gav mig nok at tænke paa forleden.
Du spurgte mig: hvordan det vel mig gik,
Naar pludselig du andre Tanker fik,
Og tog for mig en anden Brud isteden;
Naar af dit Hjerte bortsvandt Kjærligheden
Med alle Draaber af dens Lædskedrik;
Naar med tilbagevendte, tunge Blik,
Jeg stod, berøvet Adam, for mit Edén —
Ak, hvis saa dybt mit Hoved her blev bøiet,
Hvis som en Piil, der farer frem med Hvinen,
Saa skarp en Smerte traf mit Bryst engang:
Da vilde det mig gaae som Fiolinen,
Der, sønderslagen, atter sammenføiet,
En bedre Tone gi’er, men svagre Klang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
