Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
351 Frederik Paludan - Müller.
Dit Blod mig vidner, at du Smerte led!
Saa raaber Eva, kastende sig ned
Paa Jorden, hvor i Favn sin Søn hun tager,
Der skjælvende det sidste Suk just drager.
Hun trykker dobbelt fast ham i sin Favn,
Hun kalder ømt med Taarer ham ved Navn,
Hun visker Blodet af hans Haar og Kinder,
Med Markens Urter hun hans Saar forbinder;
Men ingen Lyd opstiger fra hans Barm,
Han hviler bleg og stum i hendes Arm,
Og halv forfærdet, halv forundret lægger
Hun nu ham ned, hvor Græsset Jorden dækker.
Da løfted høit iveiret hun hans Haand —
Men Stenglen lig, naar knækket er det Baand,
Hvormed til Roden den er knyttet vorden,
Saa faldt hans Haand, da hun den slåp,
til Jorden.
Hun seer ham ind i Øiet — intet Blik
Til Gjensvar paa sit eget der hun fik;
En øde Tomhed hende der kun møder,
Som dobbelt Angst i hendes Hjerte føder.
Nei! saadan ei hun meer ham skue vil;
Hun trykker sagtelig hans Øine til,
Og sidder, med hans Haand imellem sine,
Stum, Blikket stivt, og Skræk i hver en Mine.
Til Høien Adam gik, at holde Bøn;
Men Eva kalder: Kom og see din Søn!
Kom til dit Barn, som tidt din Sjæl har
glædet!
Og Adam vendte sig og koin til Stedet,
Hvor Abel udstrakt laa paa græsblød Seng.
See, siger hun: see her min skjønne Dreng!
Forsagt han ligger, han soin var saa modig,
Hans Læbe stum, hans Pande bleg og blodig,
Og hvid den Kind, som altid blussed rød! —
Hvad er der hændt ham? Faderen udbrød,
Mens over Sønnen ned han dybt sig bukked.
Hans Broders Haand var mod ham, Eva
sukked,
Med denne Green hans Tinding nys han traf.
Nu flygter Cain, ræd for Herrens Straf,
Og ei at vende hjem han mere vover.
Men Adam svarer: Drengen dybt jo sover!
En dunkel Drøm hans Sjæl nu favnet har.
Kan ei du mindes, da han lille var,
Hvordan han styrted ned fra Palmegrenen
Og stødte Hovedet tilblods paa Stenen?
Dengang bedøvet laa han og som nu.
Her vil vi vaage hos ham, jeg og du,
Og af min egen Kappe skal han dækkes,
Til af sit dybe Blund igjen han vækkes.
Saa spændte Adam ud det lune Skind,
Til Skjerm for Abel imod Sol og Vind;
Han dækked til hans Mund, hans Kinder
hvide,
Og satte ned sig ved hans anden Side,
Og greb den Haand, som var med hans i
Slægt.
Saa sad de, bøied’ under Tidens Vægt.
Thi for Forventningen kun langsomt sniger
Sig Tidens Bølge — draabeviis den viger.
For Eva tyktes den uendelig.
Hvert Øieblik hun drager Kappens Flig
Fra Sønnens Ansigt bort, for at erfare
Om end ei aabnede hans Øine vare,
Om end ei Sjælen vaagned af sit Blund —
Men kun dens lukte Porte skuer hun.
Hvert Øieblik hun bøier ned sit Øre
Imod hans Bryst og Mund, for der at høre
En Klang af Livet i hans Hjertes Slag,
Et Budskab fra det i hans Aandedrag —
Men Alt er stille som i Dybets Huler.
Naar da igjen med Dækket hun ham skjuler
Og Adam spørgende paa hende seer,
Da kommer intet Svar fra Læben meer.
Hun ryster kun paa Hovedet i Smerte,
Og trykker Abels Haand imod sit Hjerte;
Og Timer kom og gik paa denne Viis.
Medeet hun raaber: Føl! saa kold som Iis!
Omkring hans Hjerte Vinterkulden klemmer!—
I Lammets Klædning svøber hun hans
Lemmer,
Og til en Lindring i sin egen Nød,
Hun tager op hans Hoved i sit Skjød.
Men Adam, som sin Søn ei slippe vilde,
Til Drengens Hoved flytted hen sig stille,
Og da tilsidst, af Dagens Taarer mæt.
Sig ogsaa Evas Øie lukked træt,
Og hendes Pande sænked sig mod Barmen,
Da holdt han Søn og Hustru fast i Armen,
Og taus han sad, en trofast Vagt hos dem,
Da Natten og da Stjernerne kom frem.
II.
Den næste Dag steg Solen rød i Øst,
Og Adam vækker Qvinden ved sit Bryst,
Og Eva drager bort det uldne Dække,
For af den dybe Søvn sin Søn at vække —
Men stiv og kold og bleg endnu han laa.
Dog hvor forandret! Læberne var blaae,
Af dunkle Ringe var hans Øine skæmmed’,
Og hvert et Træk dem forekom saa fremmedt.
Da reiste sig forfærdede de To,
Og Eva taler: Var det Søvnens Ro,
Da vilde Freden om hans Læbe ligge,
Og Kinden blusse — nei! han sover ikke.
Men Adam siger: Hvad er Drengen skeet?
Som nu har aldrig ham mit Øie seet.
Men blot hans Bryst og løs de bundne
Arme!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
