Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352
Frederik Paludan - Müller.
Thi naar hans Hjerte føler Lysets Varme,
Vil atter livfuldt det som fordum slaae.
Og blottet snart for Solen Abel laa,
Og Solen, som paa Himlen Tiden maaler,
Steg høit og høiere, mens stærke Straaler,
Den sender til den unge Hyrde ned,
Saa Jorden om hans Leie brænder hed,
Og fra hans klamme Lemmer Dampen
stiger —
Men fra hans Hjerte Kulden dog ei viger.
Og Adam og hans Hustru kom og gik,
Men ingen Trøst af Synet meer de fik,
Thi hvergang hen til ham paany de vandred,
Hans Aasyn tyktes dem end meer
forandret. —
Saa hengled Dagen — Solen sänk som Blod,
Og foran Abel beggeto de stod,
Lig Taarepile, der sig nedad bøie.
Da løfted Adam pludselig sit Øie
Og sagde til sin Hustru: mindes du
Hvad Herren talte? Husker du endnu
Hans Ord i Haven under Aftenrøden,
At hvis vi aad af Frugten, var det Døden?
Og hvad er Døden? hvisker Eva. Jeg,
Gjensvared hende Adam, veed det ei;
Men siden den Tid vi tog Vandringsstaven,
Da Herrens Vrede drog os ud af Haven,
Har denne Død jeg altid baaret paa;
Og overalt, hvor noget Nyt jeg saae,
Jeg maatte tænke: Hvis nu D e t var Døden ?
Hvis her du endelig fik Løn for Brøden?
See, denne Tanke kom igjen mig nær:
Hvis det var Døden, som vi skued her?
Thi ubekjendt som den er og mig Drengen,
Som der han ligger stum og bleg paa
Engen.
Ja, sukked Eva: ja, det er vor Straf!
Den ubekjendte Død hans Hjerte traf,
Thi ei han vaager, heller ei han sover.
Da spredte Adam Dækket atter over
Den kolde Skikkelse, og mørk i Sind
Han paa sin Arm i Teltet bar ham ind.
Fremtidsmaalet.
Bråt af Slaget rammet,
Kastet haardt til Jord,
Ligger brudt og lammet
Du, vor gamle Mo’er:
Har Du anden Tanke
Nu end »lid og taal« ,
Saa forkynd, o Danmark,
Mig dit Fremtids-Maal.
»Søn! elendig, ussel,
Hjertet fuldt af Nag,
Tænker jeg med Blussel
Paa mit Nederlag;
Men trods Vee og Vaande,
Trods hver bitter Skaal
Holder fast i Haabet
Jeg mit Fremtids-Maal.
»Faaer ved Fredens Frugter
Først mit Saar jeg lægt,
Snart jeg mig optugter
Da en Helteslægt;
Ynglinger i Plade,
Drenge, klædt i Staal,
Mænd med faste Hjerter!
Det er Danmarks Maal.
»Dernæst jeg opdrager
Mig en Pigeflok,
Som ei Hjemmet vrager,
Som i Lidt har nok.
Ingen Døgnets Flaner,
Rendt fra Bog og Naal,
Fromme, stærke Kvinder,
Det er Danmarks Maal.
»Saa min Hu mon stande
Til en Ven, en kjæk,
Som med mig vil blande
Blod og ikke Blæk;
Som ei troløs svigter,
Høres Fjendeskraal:
Trofast Broderforbund,
Det er Danmarks Maal.
»Kroner Lykken Enden,
Har jeg først de Tre,
Drengen, Pigen, Vennen,
Svinder al min Vee.
Da til Lurens Toner
Blusser Baun og Baal:
Slesvigs Land gjenvundet!
Det er Kampens Maal!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
