- Project Runeberg -  Nordiske Digtere i vort Aarhundrede : en skandinavisk Anthologi /
356

(1870) [MARC] [MARC] Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Bernhard (Andreas Nicolai de Saint-Aubain)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

356

Carl Bernhard.

»Jeg vil dandse med Frants, Mo’er,
hele Aftenen,« sagde Jutta.

»Og saa har Frants ogsaa sparket
mig i Maven,« sagde den forladte Elsker
grædende, »men jeg skal huske ham det
saalænge han lever.«

»Ja, for han spændte mig om paa
Gulvet, fordi Jutta vilde dandse med mig,«
sagde hans begunstigede Rival, »og saa
rykkede han mig i Haaret.»

»I skulle være artige Børn. Gaae nu
hen og dands, Ludvig, og vær en fornuftig
lille Dreng,« sagde Fru Vildt. »Det er
en Glæde at see paa de Smaaunger. Det
er ligesom det var ordentlige Kavallerer og
Damer, og saa pænt som de kunne gjøre
Cour; det er rigtig en stor Fornøielse.«

Fru Bang bandt Halsbaandet tilrette
paa sin lille Datter, der havde Sløifer paa
begge Skuldrene og Ørenringe med store
Stene i; da hun forlod Moderen, gik hun
langsomt forbi Speilet. —

»Maa jeg engagere Frøkenen til
Fandango?« sagde en trettenaarig Skolekavalleer
til en ung Dame paa tolv Aar; »nu
begynder den just.«

»Jeg er nok engageret,« svarede hun
og kastede et langt Blik til Lieutenant
Palmer, som stod ørkesløs og saae sig om.
Hun var tolv Aar, men det var et
atten-aars Blik.

»Skulle vi dandse Fandango, vi To?«
sagde Palmer, som havde opfanget det, og
trak sine hvide Handsker paa.

Den lille Dame taug, men traadte
rødmende af Glæde i Quadrillen med ham.
»Hvem er den lille kokette Satan, jeg
dandser med?« spurgte han sin Nabo; »hun
kan gjøre Øine omkaps med gamle Folk.«

»Jeg veed det ikke.«

»Hun lader til at være god, jeg vil
gjøre Cour til hende, det er mig egentlig
ogsaa der Samme hvem hun hører til, naar
man kun ikke faaer Faderen til Nabo.«

Der var dækket i to Stuer, i den ene
for Børnene, i den anden for de Voxne;
man gik parviis tilbords, Emilie blev af
Palmer ført til det store Bord, Lise kom
til at sidde ved det lille, der var dækket
med samme Luxus og samme Retter, som
det andet. Vilhelm Smidt var den ældste
og mest anseete Kavalleer, han var i sit
syttende Aar, skulde confirmeres til Paaske
og være Student til October; Lise var
maaskee den ældste af Pigerne, men det
forhindrede ikke, at hun tog den mest
levende Deel i Samtalerne og morede sig

ganske fortræffeligt. Men Vilhelm var ogsaa
en kjøn Dreng og gjorde ganske net Cour,
uagtet hans Manerer endnu vare lidt forsorne.

Efter Bordet gjorde de store Herrer
Indgreb i de Smaa’s Rettigheder, og vilde
dandse med deres Damer. Vilhelm vilde
netop stille sig op til Cotillon med Lise,
da Lieutenant Palmer traadte imellem dem
og engagerede hende. Hun afslog ham,
men Palmer vedblev sin Fordring, som om
det skulde saa være. »Det er min Dame,«
sagde Vilhelm trodsig.

»Er det? Saa dands den næste Dands
med hende. Cotillon er for god til Dig. —
Det er jo dog ikke Deres Kjæreste?« sagde
Palmer, idet han vendte sig til Lise; »eller
er De maaskee forlovet med dette
skjøde-løse Mandfolk?«

»Nei det veed Gud det ikke er,«
svarede Lise hurtig og undseelig, og slåp
Vilhelms Haand. Palmer stillede sig i
Quadrillen, og Vilhelm sneg sig bag et
Gardin, idet han mumlede: »Hvem har
drukket Duus med Dig, din Laps?« —
Der traf hans bedste Ven, Conrad Holm
ham, og forundrede sig over at han ikke
dandsede. »Hvem skulde jeg dandse med?«
svarede Vilhelm; »Lise er den eneste Pige
for mig i den hele vide Verden, jeg har
elsket hende i to Aar, og vil aldrig elske
nogen Anden, og nu har den nederdrægtige
Palmer taget hende fra mig og sagt Du til
mig og gjort Nar ad mig. Det er ikke
meer end to Aar siden han selv gik i
Cadettrøien; men bi kun, jeg skal nok
ramme ham. O! jeg er saa gal i mit
Hoved, at jeg kunde knuse mig selv og
den hele Verden paa eengang. Til October
faaer jeg Artium, om tre Aar kunde jeg
have Embedsexamen, og nu er det forbi
paa eengang. — Dersom Lise havde havt
det Mindste tilovers for mig, havde hun
ikke forladt mig, men jeg er hende
ligegyldig.«

Palmer valsede forbi med Lise, men
hun saae ikke Vilhelm, der fulgte hende
med Øinene. Haaret var faldet hende ned
over Ansigtet, hun hældede Hovedet tilbage
og rystede det, for at bringe Lokkerne i
Orden, der bølgede som Strømme ned ad
Nakken. »Gud, hvor hun er deilig!«
hviskede Vilhelm. Palmer converserede hende
i eet væk, og Lise loe. — »Jeg holder
det ikke ud; giv mig den Hat, Conrad,
der staaer bag ved Dig, næste Gang skal
jeg kile ham den for Fødderne, saa han
skal ligge langs hen ad Gulvet.«

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:55:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norddigter/0422.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free