Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Ludvig Emil Aarestrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Ludvig Emil Aarestrup. 141
Om dine Hænder vändt sig
Muffen, den lykkelige,
Og om dit Knæ jeg hørte
Den glatte Silke skrige.
Dit Aandepust, usynligt
Ellers som Rosenduften,
Nu strømte gjennem Sløret
En Sølvsky ud i Luften.
Sig syngende lod Sneen
Af dine Fødder trykke,
Og paa det bløde Teppe
Henflagrede din Skygge.
Jeg saae den hastigt svæve
Over den glimmerhvide,
Ætherisk-rene Flade —
En anden ved dens Side.
Det var min egen Skygge!
Den skyndte sig utrolig —
Jeg havde aldrig seet den
Saa langstrakt og urolig.
Den nærmed sig forvirret —
Den lod — det er det Sande —
Sit eget sorte Væsen
Med dit sig kjælent blande.
De svulmede — Canova
Ei bedre Grupper skabte —
Imellem blev de borte,
Naar Maanens Lys sig tabte.
Og kom igjen tilsyne
I Stillinger — o Lykke,
Mit Kjød og Blod maa savne,
Men opnaaes af min Skygge!
Tilbageholdenhed.
Fra Blomst til Blomster svæved
I Luften Blomsterstøvet,
Og Myggene sig favned
Med Lidenskab bag Løvet.
Ildfluerne sig tændte
Paa Graner og Cypresser;
En Mops min Hund forfulgte
Med tusinde Caresser.
Ja, selv den kolde Sandsteen
I Buegangens Skygge
Vred sig, i stum Fortabthed,
Som Amor og som Psyche.
Kun du og jeg, vi stode,
Forlegne og distante,
Som var Skovmørkets Nymphe
En gammel Gouvernante.
Henrykkelse.
Du glade Fugl, som flyver!
I høie Træer, som suse!
Og I, Smaadyr, som krybe
Med eders Sneglehuse!
Jeg kunde eder favne,
Jeg kunde eder trykke
Til Hjertet — saa beruset,
Saa vild er jeg af Lykke.
Ældgamle Eeg, som over
Mit Hovede dig hælder.
O, du vil glædes med mig,
Du vil, naar jeg fortæller —
At hun igaar, iaftes,
Da tusind Stjerner brændte,
Og Melkeveien lyste,
Mig disse Roser sendte —
Og at om Stilken viklet
Var et Papir, en Strimmel —
Saa rød og gjennemsigtig
Som denne Aftenhimmel.
Sträf.
Ha, disse runde Skuldre —
Det er dog altfor kjækt!
De svulme som en Gudindes,
Saa nøgne og saa frækt.
Jeg griber disse Fanger,
Undvegne, farlige To —
Jeg kaster dem i Lænker,
Som holder dem, kan du troe.
Jeg vil dem brændemærke —
Det har de vel fortjent!
See, hvor de hede Læber
Har Rosenmærket brændt!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
