Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andreas Munch.
377
og Farver han har malet godt i den glimrende Diction, der er det største
Fortrin ved hans næste Arbejde »Donna Clara«, et Digt, der som Helhed lider af
en Grundfejl, som en senere Omarbejdelse kun slet har bødet paa.
Længselen efter Syden fik Munch tilfredsstillet 1846 under en
nydelsesrig Rejse i Frankrig, Italien og Tydskland sammen med sin unge Hustru
Charlotte, født Juul, hvem han havde ægtet to Aar forinden. I Erkjendelsen af, at
han havde et andet Kald at røgte end det, der var tilfaldet ham — Redactionen
af det politiske Dagblad »den Constitutionelle« — opgav han denne Virksomhed
for at kunne følge sin Yndlingslyst og see sin Ungdomsdrøm opfyldt, og
Udfaldet viste, at han havde bedømt sig selv og sin Stilling rigtig. Hjemkommen
fra denne Rejse, der havde fyldt hans Sjæl med Indtryk og klaret hans
Opfattelse af haus Evners Omfang, oinsatte han i Hjemmets rolige Lykke sit Livs
vexlende Stemninger i poetisk Form og indtog sin Plads blandt Norges bedste
Forfattere ved »Digte, gamle og ny« og »Billeder fra Nord og Syd«, der begge
udkom samme Aar (1848) og i Forening med de »Nye Digte« (1850) betegne
Højdepunktet af Munchs Digtning.
Skal denne i Korthed characteriseres, da fæster Øjet sig først og
fremmest paa Digterens Hovedevne: den dybe, rene og varme Følelse. I denne
bunde hans Fejl som hans Fortrin; hvor den endnu flyver hjemløs omkring mod
de ubestemte Længsler, der blive dens Omrids taagede og dens Udtryk klynkende
som i flere af Munchs tidligere Digte; hvor den veed sit Maal og møder sin
Gjenstand, der omfatter den den med en mild og kvægende Varme, som
ud-gaaer fra Digterens inderste Natur, og der udtaler den sig i et ædelbaarent og
oprindeligt Sprog, et fint og træffende Udtryk for Stemningen. Hvis man ikke
vil misforstaae Ordet, kan Munchs Digternatur betegnes som en kvindelig Natur:
den har Kvindehjertets Medfølelse med Alt, hvad der lider og sørger, den har
Kvindens dybe Forstaaelse af Naturlivets elegiske Side, den har det fine
melan-cholske Slør, som saa ofte er draget over et kvindeligt Aasyn, og som en raa
Betragtning strax er rede til at stemple som »Sygelighed«. Skjønnest
aabenbare disse Egenskaber ved Munchs Poesi sig i de senest skrevne af »Digte,
gamle og nye« og i de »Nye Digte« saa vel som i den ypperlige
Romance-cyclus »Kongedatterens Brudefærd«, lige som i det Hele taget Munchs lyriske
Begavelse i Romancen har fundet en Form, der slutter godt om den. Mere
tilbagetrukne virke de i den fortræffelige Samling »Billeder fra Nord og Syd«,
hvis Prosaform har fremkaldt en højere Grad af Objectivering, end der ellers
er Munch ejendommelig.
Beviset for, i hvor stærk en Grad Munchs Natur var anlagt for den
elegiske Digtning, maatte desværre ydes af Digteren paa Menneskets Bekostning.
Efter sex Aars ufordunklede ægteskabelige Lykke blev hans elskelige Hustru
kaldt bort fra hans Side den 20 April 1850. Slaget ramte Munch med knusende
Vægt, og først langsomt formaaede han at rejse sig igjen, og han formaaede det
kun ved Poesiens Hjælp. Hans Klage og Kamp, hans Erindring og hans Haab
formede sig til Poesi i den vidt bekjendte Digtsamling »Sorg og Trøst«, der
udkom 1852 og i kort Tid oplevede mange Oplag. Digteren aabner sit Bryst
for Læseren og lader ham være Vidne til Fortvivlelsens Forvandling gjennem
Kamp til Erindring og Forsoning; han lader ham see Fibrene skjælve i Lidelsen,
men han lader hain ogsaa see Mildhedens Aand hvile over den Valplads, hvor
29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
