Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andreas Munch.
Og Liliens Bæger
Lukker sig op, og kvæger
Den hungrige Luft
Med sin søde, drømmende Duft.
Den visner i Hast —
Thi den hænger fast
Med sin Rod i Dybet,
Mellem Fiskestimen og Krybet.
Ere Bladene sjunkne
Og Stænglerne slappe og runkne —
Falder Blomsten af
I den vaade, den slugende Grav.
Hvad er det saa meer?
Engang den seer
Dog en venlig Strimmel
Af Hjemmets lysende Himmel!
Engang den luer
Under Templets tonende Buer —
En slig Sekund
Veier vel op imod Dødens Blund.
Et Fjeldvand.
Jeg sad en Aften i en lille Baad
Paa en af disse dybe, stille Vande,
Der ligge, som et Øie blankt af Graad,
Imellem Norges Fjelde. Let og varm
Stod Aftenhimlen om de mørke Strande,
Og sænkte sig i Søens klare Barm ,
Saa Baaden syntes let ophængt at svæve
Midt i et Lufthav, hvor der ei var Bund
Men lige dybt foroven og forneden,
Som Jordens Kugle midt i Evigheden.
Død Stilhed hvilte over Søe og Lund!
Der fandtes ei en Fugl, som vilde leve,
Som vilde synge her en Aftenstund.
Ingen romantisk Klang om Fjeldet drog
Paa klare Vinger, som i Tyrols Dale —
Den norske Fjeldegn eied’ ingen Tale
Undtagen Eensomhedens stille Sprog.
De tause Roersfolk dypped’ Aaren blødt
Og lydløst i de kolde, klare Vover. —
Jeg smelted’ hen i denne Stilhed sødt,
Det var, som om min Sjæl gled sagte over,
Og tabte sig i inderlig Forening
Med Fjeldnaturens dybe, dunkle Mening. —
E e n s o m li e d.
Langt ind i Aasen er et stille Vand
Med høie, mørke, skovbegroede Kyster,
Hvor Fjeldet bader sine kolde Bryster,
Hvor Birken skjælver paa den tause Strand
Og sine gule Blade langsomt ryster
Paa Vandet ned, kun saa den græde kan.
Fra Lien smiler ingen venlig Hytte
Og ingen Snekke fra den trange Viig;
Tys! hisset rasler det — en enkelt Skytte
Igjennem Skoven sagte lister sig
Og standser ofte, og maa vaersom lytte
Til Røiens og Tiurens hæse Skrig.
Men Bølgen er saa mild, saa dyb, saa klar,
Og giver Himlens Blik saa reent tilbage
Som om den Comersøens Skatte bar.
Og derfor løfter sig en stille Klage
Fra Søens Grund, dens Sorg vil Vinger tage
Og fra det Høie fordre Trøst og Svar:
Ak! jeg har Kraft at fange Himlens Blaa
Og der er Ingen som kan see derpaa! —
Snart knuges jeg af Vintrens blanke Lænker
Men Ingen aner hvad derunder tænker,
Og intet Øie har i mit sig speilet
Og ingen Lilie paa mit Bryst har seilet!
Men Høstens klare Luft veemodig smiler
Thi Søens stumme Sprog den godt forstaaer —
En Fugl derover ned mod Syden iler
Og Skytten hjem igjen af Skoven gaaer.
Og Søen sukker, lukker sig og hviler
I stille Drømme til den næste Vaar.
Sommerens Yemod.
Har du nogentid vovet, ved Midsommers Fest,
At træde ganske nær til den kongelige Gjæst?
Har du nogentid vandret hans Øie forbi —
Da saae du vist der bævede en Taare deri.
Thi her har han ei hjemme, ikke her i vort
Nord —
Her sidder ikke Kongen ved eget Bord,
Her kan han ikke skjænke i Guld sin bedste
Viin,
Her staaer ei fast hans Throne med Blomster-
baldachin.
29*
i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
