Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andreas Munch. 381
»Thi fra hine dybe, dunkle Kløfter
Farer Hvirvelstormen oftest ud,
Dødens Aande over Søen snøfter
Snart maaskee derfra — thi frels os Gud!«
Og, skjøndt blid og underlig Forlængsel
Gjerne drog os ud paa vildsom Sti,
Styre vi den mørke Bjergaands Fængsel
Ilende og drømmende forbi.
Blødt paa Hæggens dufterige Blade
Hvile vi i Baadens låve Stavn;
Og mens blank er endnu Søens Flade,
Lande vi i grønne Dales Havn.
Sonetter.
i.
»Italia, du mine Drømmes Land«
Saa sang jeg engang i de unge Dage,
Og Ønskefuglen lod jeg dristig drage
Ud over alle Muligheders Rand.
Den vidste ei hvad Vei den skulde tage,
Fløi hid og did vidt over bundløst Vand —
Fandt ingen Fodbred Grund, var ei istand
At bringe mig et Olieblad tilbage.
Dog vugged jeg min Higen paa dens Flugt,
Dog tolked af dens Sang jeg mine Drømme
Om Romas Minder og Hesperiens Frugt.
Og skjøndt jeg troede Landet med de øinme
De klare Livsakkorder evig lukt —
Blev jeg dog ved at stunde og at drømme.
II.
Italia, du min Erindrings Land!
Saa kan jeg nu med navnløs Længsel sige,
En Gud har aabnet mig det drømte Rige —
Jeg vandret har ved Tiberflodens Strand.
Ak meer! langt meer end Ungdomshaab kan
hige,
End Phantasus i Vaarsjæl male kan
Har nu Oplevelsen mig bragt som Månd —
Og dog maa Smerten i mit Indre stige.
Thi Hvo, som engang har af Kilden drukket
Der mindeklar og livsrig vælder frem
Af Marmorskaaler mellem Romas Høie —
Hans Længsel vorder aldrig siden slukket,
Han finder ingen Ro meer i sit Hjem,
Mod Sydens Lysglands stirre maa hans Øie.
III.
Hvad er saa bedst? Hvorved skal Sindet hvile
Og søge Tonen til sin Eenhedssang,
Naar Ungdomsdrømmen er en rastløs Trang
Og selv Erindringen har bittre Pile?
O, det er ene ved en Sammenklang
Af Drøm og af Erindring at vi smile,
Og det er kun ved hid og did at ile
At Sjælens Længsler finde Havn engang.
Naar derfor dybt jeg manes af det Svundne
Og Hjertet bløder ved Erindrings Land ,
Da vil jeg sødt i Drømmen søge Lindring.
Og naar saa alle Syner er henrundne
Og jeg staaer atter tom ved Drømmens
Strand —
Da sænker jeg mig klar i min Erindring.
Blomster og Ruiner.
Der er i Naturen en hemmelig Kraft
Til mildt at dække hvad Tiden slog,
Og over de blodige Vunder dog
Idetmindste at dryppe en Balsomsaft.
Den kjærlige Moder kan ei udholde
At skue Døden i Børnenes Huus,
Men lader hver spirende Vaar udfolde
Et gjentaget Liv over Fortids Gruus.
See, derfor er der en Sympathi
Imellem Ruiner og Blomster lagt:
Aldrig har Blomsten saa rig en Pragt
Som der hvor alt andet Liv er forbi.
I Venustemplets halvbrudte Bue
Som her staaer rød imod Aftnens Blaa
Kan Øiet ret forfølge og skue
Den Vei de trøstende Ui’ter gaae.
Først hænger den mørke Epheu til Net
Udover Søiler og Arkitrav,
Saa virkes af Roser og Malver i det
En duftende Skrift paa Gudindens Grav.
Den vilde Gyldenlak dernæst drysser
Sin Guldregn sagte paa Altrets Fod,
Og Martsviolernes Læbe kysser
Det Gulv, hvor de sige at Venus stod.
Ved Muren sidder i Aftnens Glød
En fremmed Kvinde paa Marmortrin,
Og samler taus med drømmende Sind
De skjønneste Blomster i sit Skjød.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
