Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andreas
Hvergang jeg i min Tanke gjennemglider
Med sælsom Lyst den Elsktes sidste Dage,
Det er, som vil en Afgrund ned mig drage —
Jeg har en Følelse som om jeg glider.
Jeg tør ei skue frem og ei tilbage,
Jeg klamrer mig til Fjeldets glatte Sider —
I hver en Revne Haab jeg griber, strider
Til Svimmelhed mig ganske vil betage.
Det er forbi. Mit sidste Hold maa glippe —
Jeg falder, synker stedse, uden Ende —
Og Natten over mig sig lukker graadig.
Fra Livet er jeg skilt, fra Sol, fra hende,
Naaer dog ei Dødens Grund, ei Troens Klippe —
Min Gud, min Gud, vær Du mig Arme naadig!
Hun var saa ivrig, hendes Sjæl begjærte
Ny Næring stedse; meer og meer at kjende,
Den hele Skabning med sin Aand omspænde
Var hendes Drift, og aldrig nok hun lærte.
Var det fordi hun ahned’ at for hende
Var Livet sat saa kort? Slog hendes Hjerte
Saa heftigt kun igjennem Lyst og Smerte
Fordi saa snart det skulde slaae tilende?
O denne Iver, denne varme Higen,
Som fyldte hendes korte Levedage,
Kan ikke være endt — er end i Stigen:
Nu hendes Aand sin rette Flugt kan tage,
Af Isissløret nu hun løfter Fligen —
Kun her er mørkt, her hvor jeg staaer tilbage.
Jeg søger Trøst nu i de Trøstebreve
Som Oldtids Vise gav mod Sorg for Døde:
Thi ogsaa dengang maatte Hjerter bløde,
Da Seneca og da Plutarchos skreve.
Hvor skjønt de lærte sin Tids Slægt at leve,
Og klart, med Fasthed, Skjæbnens Slag at møde,
Hvor kjækt, hvor sindrigt de dog Alt opbøde
For Sjælen over Dødens Vee at hæve!
Og dog de stod kun paa den mørke Side:
For dem var Naadens Port end ei opslagen,
Den bedste Trøst de kunde ikke vide.
Og jeg, for hvem Guds Ord er lagt i Dagen,
Som veed, hvad Jesus Christ har maattet lide —
Jeg kan ei standse med min Tvivl, min Klagen !
Nytaarsdag 1851.
Idag har jeg og aflagt mit Nytaarsbesøg;
Men ikke til de Levendes Bolig.
Min Vei nu fører langtfra deres Haab og Spøg
Didhen, hvor Dødens Folk slumrer rolig.
Min unge Viv, min Elskte, jeg her søge maa
Dybt under Jord og snedækte Grave!
Saa svært det falder endnu at troe ret derpaa —
Hun her, den friske Blomst fra Vaarens Have!
Og dog, jeg har jo selv maattet see. maattet see
Hendes Hoved sig i Døden at bøie,
Og hjemme er der Tomhed og bittreste Vee —
Her ligger hun blandt disse hvide Høie.
Hvor er her saa stille! hvor Sneen breder blødt
Sit Klæde over Høien, hvor hun sover!
O, her er og mit Sted nu. Hvor var det dog sødt
At hvile her! — O var min Strid alt over! —
Men jeg maa tilbage til de Levendes Stad
Skjøndt ikke deres Færd meer jeg deler —
Min Livsblomst er knækket, min Krone
splittet ad,
Min Sjæl mellem Gravene dvæler.
Udfarteii.
Det var en dæmrende Sommernat
Et Skib laa tæt under 0,
Hvor dunkle Lunde og hængende Krat
Sig speiled i klaren Sø.
Alt gik en forfriskende Morgenluft
Igjennem den stille Nat —
Og Søens Aande og Græssets Duft
Sødt havde sig sammensat.
Det dunkle Skib endnu roligt laa,
Dets Master mod Himlen stod —
Dog havde det alt beredt sig paa
At sprede sin Vinge god.
Thi naar Dagens første Gyldenbud
Sit Skjær over Aasen gav —
Da skulde det stevne af Fjorden ud
Mod det vilde, fremmede Hav.
Og see! paa Dækket, forventningsfuld
Min unge Hustru sad;
Hun var saa fager, hun var saa huld
Som den rødmende Roses Blad.
Hun havde sin Haand i min ømt lagt
Mens ud i det Fjerne hun saae —
Hendes Drøm var nu til Gjerning bragt:
Vi skulde tilsammen gaae
30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
