Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386
Andreas Munch.
Langt over Hav til fremmede Kyst
Til Sydens deilige Land,
Vi skulde vandre i Ungdomslyst
Ved Arnos, ved Tibrens Strand.
For hende laae Livet saa morgenklart
Saa daglangt, saa skjønhedsrigt —
Hun svævede ud paa den hellige Fart
Som Dronningen i et Digt.
Gud være lovet hun da ei saae
Ret dybt i Fremtiden ind:
Ei længe derefter hun stille laa
Under Muld med hviden Kind.
Bitterhed.
Giftig Urt i Sorg og Smerte! —
Bitterhed! jeg kjender dig.
Bort, o bort fra dette Hjerte —
Værre gjør du Pinen mig.
Aldrig nytter det at spørge
Hvorfor, hvorfor mig just det? —
Det er nok at jeg maa sørge,
Trods gjør ikke Byrden let.
Jeg maa den paa Skulder tage
Vil jeg, eller vil jeg ei.
Ak, der hjælper ingen Klage —
Livets Vei er Korsets Vei.
Søger jeg til Verdens Ende
Intet Raad, ei Svar jeg faaer.
Verden kan min Trang ei kjende —
Een kun, Een den ret forstaaer.
Ak, hvad er min Sorg, min Plage,
Hvad mit Kors vel imod Hans?
Hvad er jeg, at jeg tør klage
For min lidén Tornekrands? ’
Du Guds Søn, som vilde være
Ydmyg, til dit Øie brast —
Lær mig og mit Kors at bære
Stille, ydmyg, freidig, fast.
Fødsel og Død.
En større Vee seer Dag ei paa,
End naar den unge Moder maa
Bortgaae fra Månd og Spæde.
Hvad der gav Liv, nu vorder Død —
I Hjemmet er der Kval og Nød
Saa Engle kunne græde.
Dog, dybest Nød har Trøstegrund:
Hvi er vel Døds- og Fødselsstund
Saa underligt forbundne?
En Gjennemgang til Liv er Alt:
Den Knop som skjød , den Blomst som faldt,
For evigt er’ oprundne.
Vi kan blot lier paa mørken Jord
Ei see den hele Blomsterflor,
Kun enkelt Blad og Stamme —
Først hist engang vi faae at see,
At hvad vi troede Dødens Vee
Var Livets rette Flamme.
Sorgens Lyst.
En dybere Sorg er paa Jord ei skabt
End min — dog den fylder mit Hjertes Trang.
Det er bedre at have elsket og tabt
End aldrig at have elsket engang.
Jeg kjøbte mig ei Ligegyldigheds Fred
For al min Kummer, for alt mit Savn —
Hvad det er at leve, Den slet ikke veed
Som aldrig har holdt en Elsket i Favn.
Det Himmelske er der ved Kjærlighed
At dens Sorg selv bliver et Rigdoms Væld:
Hvor fyldes mig ei mangen eensom Kveld,
Naar jeg sænker mig i min Erindring ned ?
Da drage de hulde Syner forbi
Fra skjønne Dage — da kommer Hun,
Som jeg ei skal see meer paa Jordens Sti,
Og hvisker til mig om Gjensynets Stund.
Ja, vel er der Lyst selv i Sorgen skabt,
Naar dens Klage lyder af Kjærlighedssang —
Det er bedre at have elsket og tabt
End aldrig at have elsket engang.
Af „Eftersommer".
En Drøm.
Jeg havde denne Nat en deilig Drøm: ,
Jeg gik igjennem Skove, grønne, blide —
Saa huld en Kvinde vandred ved min Side
Og hendes Haand i min laae trofast, øm.
Fra hendes dybe, klare Blik en Strøm
Af Lykke til mit Hjerte monne glide —
Fra hendes Læber lød: »Hold op at lide,
Jeg fylder atter Livets Bæger, tøm! —
Din Sorg vil vorde da til Haab forklaret,
Og dog det Svundne deri tro bevaret —
Du vil paa Jorden endnu faae et Hjem.«
Jeg drak af Bægret, Kvinden rakte frem,
Jeg følte al min Længsel mildt besvaret —
Og mine Savn — jeg tænkte ei paa dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
