Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Parmo Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Parmo Carl Ploug.
.393
Mit Danmark! O, vaagner igjen i Dit Sind
Ei Tanken om ham, som Du selv haver mistet?
Du stod jo dog ogsaa med Taarer paa Kind,
Dengang da hans ærlige Hjerte var bristet:
Erindrer Du ei, at, hvor Domens Capel
Om Kongernes Grav sin Søilerad strækker,
Der grønnes hverVaar den Græshøi, som dækker
Din Ridder af Ordet, — Armand Carrel?
Danmark.
Vi ’har et Hus ved Alfarvei,
Kun tarveligt og lille;
Til vore Vilkaar dog vist ei
Et større passe vilde:
Det vore Fædres Daad har seet,
Der har vor Barndom grædt og leet,
Der er vor Manddoms Gjerning skeet;
Der vil vi Øiet lukke.
Hvert Foraar hænges Taget paa
De ranke Bøgestammer, *
Og Bolstre grønne, gule, blaae
Opredes i hvert Kammer;
I Kjeldren klapprer Møllens Drev,
I Stuen Bonden, flink og gjæv,
Slaaer Kornets tunge, gyldne Væv
Til Fuglesang fra Lofte.
Paa trende Sider har det Fred
Bag Havets blanke Gjerde,
Men intet Lukke eller Led
Det skærmer mod den fjerde;
Ja, Væggen der er styrtet ind ,
Saa Regnens Dryp og Solens Skin,
Saa fremmed Vrøvl og fremmed Vind
Igjennem Huset trænger.
Vor Nabo eier selv en Gaard
Med sexogtredve Bure,
Men helst paa Eventyr han gaaer
Forinden vore Mure;
I Hjemmet staaer han under Pidsk,
Men her vil Fyren spille frisk,
Og sidde øverst ved vor Disk,
Og puffe os i Krogen.
Vel bli’er vi aldrig Herremænd
I Verdens store Rige,
Og vi vil gjerne gaae i Spænd
Med Smaafolk, vore Lige;
Men vi vil ikke drikke Dus
Med den, som spytter i vort Krus,
Og Herrer i vort eget Hus
Vi først for Alt vil være.
Og derfor op, 1 Dannemænd .
Vor søndre Væg at bøde!
Med Skee i Haand og Sværd ved Lænd
Som Een skal Alle møde,
Og Ingen blive ræd og træt,
Før vi liar faaet Hytten tæt;
Saa kan vi sove trygt og let
Alt under Vaarens Pude!
Peder Tordenskjold.
I Nord er Vikingaanden født og baaren:
Her diede den Havets fulde Bryst,
Naar Vinden løste op dets Baand om Vaaren
Og drev det, hvidt af Skum, mod skovklædt
Kyst;
Her vugged den sig, spæd endnu, paa Vigen,
Her lærte den at peile Stjernens Fyr,
Og herfra drog den ud paa Eventyr, —
En mandbar Søn af Ungdomskraftens Higen.
Det var en mægtig Aand. Europa gyste,
Naar den foer frein i Vest- og Sønderled;
Thi Blodet svam, og tændte Kirker lyste,
Hvor Nordens vilde Trækfuglflok slog ned.
Og atter har den opreist stolte Tinder
Og gydt i visne Stammer kraftig Marv,
Og den har efterladt en kostbar Arv
Af skjønne Sagn og ærefulde Minder.
Men den blev tæmmet i Culturens Skole:
De snilde Klerker spændte den i Aag,
Og den trak Ploven som en lydig Fole
Og syslede med Alen, Læst og Bog;
Og »Dragen«, tømret oxn til Kjøbmands-
skude,
Gik om imellem Havnene paa Fragt,
Og Kæmpen smøged af sig Bjørnens Dragt,
Og pynted sig med nederlandske Klude.
Den frie Bonde skød ei meer i Vandet
Sin egen »Knor«, naar Drotten bad derom;
Den stolte Lehnsmand tumled helst paa Landet
Sin Rytterskare og lod Søen tom.
Paa Riddertiden fulgte Adelsnykker,
Som siden kyssed Enevældens Ris;
Da kom en Old, spagfærdig, from og viis,
Men al dens Visdom gjemtes i Parykker.
Hvor var den gamle Vikingaand? Bedøvet
Ikkun den laa, men den var ikke død.
Der slog et Lyn igjennem Pudderstøvet,
En Torden gjennem Tidens Hvisken lød;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
