Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Parmo Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Parmo Carl Ploug.
.395
Dø sønderjydske Kvinder.
(1869)
I ædle Kvinder, I, hvis Lod
er vorden Fjenders Lag,
med Sorgens Byrde, Harmens Braad,
med Længselssuk og Savnets Graad;
hvis Hjerters frie, stolte Slag
dog voxed Dag for Dag, —
Hav Tak for Alt, hvad I har lidt
og stridt i Lys og Løn!
Kun Gud alene veed, hvor tidt
Jer Tanke leded Mandens Skridt;
hvor ofte Eders Raad og Bøn
har født en Gjerning skjøn.
Og I har gjemt vort Modersmaal
paa Hjertets Kistebund,
og skuret Rusten af dets Staal,
og gnedet blank dets gyldne Skaal,
saa høit og fuldt i Folkets Mund
det klinger denne Stund.
I baaret har den danske Sang
paa Læbe from og blød,
saa den, til Trods for Vold og Tvang,
blev Tolk for Folkets dybe Trang,
blev Trøst i Eders Sjælenød,
og tændte Villiens Glød.
I lagde nys en Gåve god
for Kongebrudens Fod;
men dyrere end Ædelsten
er Eders Attraa, stærk og ren,
og mere værd end rødest Guld
er Eders Tro og Huld.
&ry.
(1867.)
Det gryr! Endnu er Mørket tæt og tykt,
dets sorte Teppe ned for Øiet hænger,
og former ens hvad der er skjønt og stygt,
og Langt og Kort og Krumt og Lige mænger;
det alle ubefarne Veie stænger,
og glatter Sporet, der er nylig trykt,
saa Haand og Fod og Tanke bange famle:
det Ny er skjult, forsvundet er det Gamle.
Ja, det er Nat endnu, og om vort Land
ei mer sit hvide Blændlys Maanen breder,
og bygger Guldbro over bundløst Vand,
°g gjækker med forlorne Herligheder;
men om en venlig Stjernes Blink man leder
forgjæves over Horizontens Rand.
Før saa’ vi nok, da fulgte vi dem ikke;
nu fjæle alle sig for vore Blikke.
Og dersom nogen Visdomslampe brænder
etsteds, saa er den under Skjeppe sat;
thi ingen Rude mindste Lysning sender,
som den profane Mængde kan faa fat;
maaske den skinner for udkaarne Venner,
som gjerrig ruge over deres Skat.
Godtkjøbsboutikerne er’ alle lukkede,
Philisteriets Tranlanterner slukkede.
Og dog det gryr — ei paa det store Hvælv,
der, truende med Undergang og Jammer,
sig speiler lige mørkt i Tidens Elv,
men inde i det lille Hjertekammer;
der fødes Spirer til et bedre Selv,
der spille svage Glimt af lyse Flammer,
der ender Faarekyllingernes Sang
og Morgenhanen galer første Gang.
Thi indenfra Gjenfødelsen maa komme:
der maa det dages, før vor Dag kan gry,
der falde maa Selvkjærlighedens Bomme,
før vi kan skride frem ad Baner ny;
og der maa lyde høit Reveillens Tromme,
før Seir og Lykke sendes kan fra Sky,
der spandt og spinde vore Pareer Traaden,
der slyngtes Knuden, og der løses Gaaden.
Og se, skjønt Månge sove tungt og trygt,
som om al Nød var endt, blot man den glemmer,
og strække uden Haab og uden Frygt
de kolde Sjæle og de lade Lemmer,
langt større er den Flok dog, som fornemmer
en Mindelse af noget Skævt og Sygt,
og som ei finder Sikkerhed i Dynerne
mod Dødens Tanker og mod Nattesynerne.
Og stedse fler der er, hvem Angrens Brand
og Sorgens Svøbe har af Leiet jaget,
som føie nu, at egen Synd har draget
Ulykkens Stormskyr sammen om vort Land,
som veed, vort gamle Hus var bygt paa Sand,
og paa Kredit vor fordums Velmagt taget.
Derfor den styrted med saa stort et Knald,
fordi den længe ludede mod Fald.
Vi trode, at vi Axen var, hvorom
Europas dyre Ligevægt sig dreied;
at hele Verden i Ulave kom,
ifald vort Land blev ud af Kortet streget;
Vi trode, at en skimlet Hæder veied
i Nutids Vægtskaal, selv naar den er tom;
i Ly af Folkerettens sprukne Søiler
vi ringlede med Østersøens Nøgler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
