Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Parmo Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396
Par mo Carl Ploug.
Vi trode, at de store Magters Gunst
høimodigen den svageste beskytted;
vi trode paa Velgjerninger omsonst,
naar ydmygt ved de Riges Dør vi lytted;
vi trode, at til Skærm og Forsvar nytted
mod Røverpak vor Smule Smag og Kunst;
som om fra Gjæs man kunde gjenne Ræven
med noget Andet end en Prygl i Næven.
Saa trode vi endnu paa Hin og Denne,
som med forandret Øie nu vi ser;
vi trode paa vor Grande og vor Frænde,
som om han ei var brændt af samme Ler;
paa vise Mestre og paa deres Svende,
paa Kræmmerfiffighed og meget Mer;
vi offrede paa mangen Helgens Alter,
til Fløielskinder og til Purpurpjalter.
Nu er det Alt forbi. — Vi staa paa Vraget,
hvorover Havets vrede Bølger slaa;
vi har en Stump af Masten, vi har Flaget,
men neppe nok et Skøde, som kan staa,
og hvis vi inden Dag ei vil forgaa,
det gjælder nu ei feigt at slippe Taget,
men holde trøstig fast og trodsig ud:
vi har til Frelse kun — os selv og Gud.
»Os selv!« — Hvor ringe Vægt og fattig
Klang
har nu det Navn, vi nys med Stolthed
nævned \
Et bøiet Træ, hvis bedste Gren er stevnet!
En Dverg , som kun til Spot har Kæmperang!
En afmaalt Mundfuld, paa Tallerknen levnet
kun, for i Mag at nydes næste Gang!
Mindst blandt de Smaa og svagest blandt
de Svage!
— Hvad nytter det, vi har »os selv« tilbage?
Det nytter lidt kun, naar ei Han er med,
som væver Livets Væv af skjulte Traade,
og styrer de blindfødte Slægters Fjed;
som raader anderledes, end vi spaade,
men deler ud retfærdig Straf og Naade,
og flytter Magtens Pol fra Sted til Sted;
og som kan reise os af Undergangen
saa let, som Sol han spreder over Vangen.
Se, Verdens Saga er hans Fingers Skrift:
hvor ofte flammed ei fra Skyens Rift
hans Lyn og splitted ad det stærke Rige?
Hvor ofte vakte ei hans Aandes Vift
i Afmagts Ørken Kræfter uden Lige,
og lod frem af det Smaa det Store stige?
Hvor tidt ei skifted han Decorationerne
og bytted Tiggerposerne og Kronerne!
Og hvad der skete i de gainle Dage,
det sker igjen i vor, i næste Old;
vi se vort Billed, naar vi se tilbage
og læse Skriften ret paa Sagas Skjold;
af samme Synd sig samme Følger drage,
og lige Udsæd giver lige Fold;
naar gjenopvakte samme Kræfter spændes,
saa retter Kjølen sig og Bladet vendes.
Saa lad os søge da hans Hjælp, den Gamles,
som var før Alt, og bliver efter Alt!
Lad os i ydmyg Tro og Tillid samles
om Ham, hvis tunge Hænder paa os faldt!
Nu maa ei mer der tvivles eller famles;
nu eller aldrig har paa os han kaldt;
høit har hans Stemme lydt i Skæbnens Domme,
Ve os, ja tifold Ve, om ei vi komme!
Til Morgenbøn lad alle Klokker ringe,
skjønt over os er Nattens sorte Sky!
Lad Ordet lyde og lad Psalmen klinge,
saa skal vor brudte Styrke sig forny,
og Haabet dale ned paa Duevinge,
og Natten svinde for et lifligt Gry.
Og saa til Arbeid, Alle! Månd og Kvinde!
Vi har et Land at tabe eller vinde.
Sonnetter.
Du veed, at Du er mine Øines Stjerne,
Mit Øres Velklang, mine Læbers Honning,
Min Tankes Axe og min Villies Dronning,
Mit Hjertes Heltedigt, min Levens Kjerne.
Du veed , Din Sorg er mine Strenges Dæmper,
Mens høit de klinge, naar Din Sjæl sig
fryder;
Du er med mig i Baaden, naar den skyder
For fulde Seil, som naar mod Storm den
kæmper.
Og som det er, saa maa det altid være.
Om Lykkens fulde Skaaler os skal rækkes,
Om Livets Nød og Kvide vi skal bære,
Om vore Vinger tidlig skulle stækkes,
Om Gud vil os en sildig Qveld beskære —
Een Lod, eet Liv, een Død maa blive Begges.
Tidt synes- mig, der er ei meer at gjøre:
Min Sang har malt, hvad i mit Hjerte lued;
Mit Ord har talt, hvad jeg i Tanken skued;
Mit Flag har ført, hvorhen det kunde føre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
