Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Parmo Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Parmo Carl Ploug.
.399
Mellem Verdnerne de tvende
finde Andre Kløften vid;
naar vi Vinter har i denne,
har de hist Santhansdags Tid;
har for Virkeligheds Rude
de Gardinet trukket til,
kan de glemme Alt derude
over Kunstens Drømmespil.
Ved den ene fast jeg hæfter,
den har al min Stræben slugt,
og jeg føler ingen Kræfter
mer til en dædalisk Flugt;
kun den virkelige Verden
min Natur kan trives i,
og i Synet paa dens Færden
rummes al min Poesi.
En Soldat jeg er i Leiren,
ufortrøden paa min Vagt;
kun om Kampen og om Seiren
blev mig Sang paa Læben lagt;
og mens jeg har Lov at drive,
strakt paa Bakkeskra?ntens Lyng,
kan en Flok jeg Tonen give,
naar den raaber til mig: syng!
Og jeg tilstaar, at i Grunden
har jeg ikke meer end een,
som jeg fløiter snart med Munden,
tramper snart med mine Ben;
gjennem mine Rhytmer klinger
een og samme Grund-Accord,
som til Taushed ei jeg tvinger,
før min sidste Sang dør bort.
Derfor jeg kan ei begjære
Kunstens Hæder for mit Spil,
men taknemlig maa jeg være,
dersom Mange lytte til,
medens Fornemheden rymper
Næse over min »Ide« ,
og jeg kjendes for en Stymper
ved enhver æsthetisk The.
Kan jeg nogle Hjerter varme,
saa de føie Danmarks Nød,
kan jeg styrke nogle Arme
til at kæmpe for dets Skød,
kan jeg nogle Villier ilde
op for Nordens store Sag, —
saa er naa’t Alt, hvad jeg vilde,
og betalt mit Harpeslag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
