Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Christian Hostrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
424
Jens Christian Hostrup.
Bredden er stejl, det gaaer vel ej saa nemt,
frejdig vi dog paa Fangsten drage:
Kjækhed o g Haab og Lystighed og Skjemt,
det er Perler, man ikke bør vrage.
Halsen er tør, og Lysten stærk, —
det glider nok, det store Yærk!
Sej, mine Gutter! nu skal vi tilbunds!
Glasset det er vor Dykkerklokke,
dermed vi synker i den dybe Puns,
hvor de funklende Perler os lokke.
Efter dem — rask! nu ned det gaaer;
en Skaal for ham, der først dem naaer.
Rejsesang.
Mel. Nun gleiten wir fröhl.ch.
Da Vaartoner løde
fra Lærkernes Bryst
og vakte det Døde
til Liv og til Lyst,
da sad som i Fængsel
vort higende Mod,
da svulmed af Længsel
vort Vikingeblod.
Ej Kakkelovnskrogen
os hued som før,
da lukked vi Bogen,
den blev os for tør;
da Sejlet vi hejste
i knagende Raa,
og lystig vi rejste
ad Bølgerne blaa.
Og nu vil vi haste
med Haabet ved Ror,
og nu vil vi kaste
hver Sorg overbord,
og nu vil vi pile
mod vinkende Kyst,
og saa vil vi hvile
ved Blomsternes Bryst.
Og Sangen skal bruse
I Skovenes Fred,
saa Bøgene suse
forundret derved;
og Bonden den skræmme
skal op af hans Ro,
og Pigen skal glemme
at malke sin Ko.
Som Trækfugle flagre
vi vidt over Strand
fra Hjemmet, det magre,
til Glædernes Land.
Vær frejdig, vor Haaben!
hvad frygte vi for?
See, Vejen er aaben,
og Verden er vor.
Nordens Kvinde.
I Christiania 1851.
Mel. Snart er Natten svunden.
Mulmet sänk, det svale,
over Dagens Lyst,
milde Længsler tale
til det unge Bryst;
hun som dybest inde
vækker Sjælens Trang,
Nordens hulde Kvinde
vies nu vor Sang.
Tidt vort Hjerte, smeltet
af den Fagres Blik,
under Bøgeteltet
Luft i Toner flk.
Her, hvor Granens Stamme
staaer paa Fjeldet Vagt,
griber os de samme
klare Øjnes Magt.
Tre er Nordens Lande,
Nordens Mø kun een,
reen, som Kildens Vande,
tro, som Klippens Steen,
øm, som Fuglens Trille
i det friske Krat,
yndig som vor milde,
lyse Sommernat.
Stjerne, som os tryller!
Rose, fiin og smuk!
dig vort Hjerte hylder
til sit sidste Suk.
Dronning i den Unges
rige Drømmeland!
sødt din Lov skal sjunges
over Nordens Strand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
