Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Christian Hostrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Christian Hostrup.
425
N. F. S. Grundtvig.
Paa hans Jubelfest som Præst 1861.
Mel. Hr. Zinklars Vise.
Den Konning kalder ad Svenden sin,
han under ham Daaden den bedste;
han siger: »den Gjerning skal vorde din,
din Herre en Brud at fæste.«
Afsted drog da Svenden i Hjertet fro,
han saae sig slet ikke tilbage;
han ledte, han sukked, han fandt ej Ro,
og Aarene gik som Dage.
Saa god som hans Drot var ej Månd paa
Jord,
hans Huus kan ej loves formeget;
dog agted kun lidt man paa Svendens Ord,
man lo o g kun priste sit eget.
Hans Herre var Drot over Drotters Hær,
slet ingen kan staae for hans Vælde;
dog trued han ej med hans skarpe Sværd,
han søger en Brud, ingen Trælle.
Han vandrer, hvor Bølgen paa salten Strøm
i Aftenens Purpur sig hæver;
han søger det Hjerte, hvis Barndomsdrøm
end gløder i Mindet og bæver.
Han vandrer, hvor Bøgen liar strakt sin Top
saa højt, at den krones med Guldet;
han søger det Hjerte, som higer op,
men føler sig lænket til Muldet.
Han vandrer, hvor Blomsten ved Sølverelv
for Solstraalen Hovedet bøjer,
han taler til Hjertet, som, fattigt selv,
ydmyges, naar man det ophøjer.
Han bejled for ham, som sig selv hengav,
saa Hjertet tilsidst maatte gløde,
og viste saa Vejen, ad Døren lav,
den levende Drot imøde.
Han tørrede Taaren af Brudens Kind,
saa trøstelig føjed han Ordet
og peged paa Lysenes milde Skin,
der funkled fra Brudebordet.
Ja nu er der Bryllup i Danevang,
den Svend vel sin Lykke maa love,
han kvæded den lifligste Bryllupssang,
som toned i Nordens Skove.
Og Bruden, som gaaer til sin Herre hen
og rødmende hører hans Stemme,
saa vist som hun ej bliver kjed af den,
ej heller hans Tjener vil glemme.
Den Herre, som throner paa Himmelslot
og dog blev paa Jorden vor Næste,
vor Herre, som gav ham det Værk fuldgodt,
han give ham Glæden den bedste!
Yed
Kong Frederik den Syvendes Død.
Da du, hvem vi troede sløv og svag,
i Nøden haard
dig rejste som Uffe for Danmarks Sag
hiin Stund i Vaar;
Da Ordet kjækt fra din Læbe foer
og klang saa vidt,
da raabte Forræderne højt i Chor,
at det ej var frit;
Da kvad man om dig i Fjendeland,
vor døde Drot!
at nu du sad som en bunden Månd
paa dit eget Slot.
Man løj, og dog var der skjult deri
en Sandheds Gnist,
thi bunden du var og blev aldrig fri
fra først til sidst.
Du bunden var med saa stærk en Snor
til Hjemmets Egn,
hvor Ploven kløver den sorte Jord
bag Bøgehegn.
Du bunden var til det danske Sprog,
det var jo dit,
du bunden var til den røde Brog
med Korset hvidt!
Det Baand bandt al din Tanke og Hu
saa fast, saa fast,
du kunde ej rive det Baand itu,
før Hjertet brast.
Det Baand dig drog til Kongedaad
fra Sløvheds Ro,
det Baand dig holdt under falske Raad ,
saa du blev tro.
33
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
