Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Vilhelm Kaalund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
439 Hans Vilhelm Kaalund.
Det kvæger Øie, Sjæl og Sind,
At see i Himmeldybet ind,
Hvor Intet minder os om Støv,
Hvor Intet raaber: Tanke, tøv!
Og see derop til Du er træt,
Indtil Dit Hjerte bliver let,
Da reis Dig atter, Støvets Søn,
Og Du vil finde Verden skjøn.
Ben flyvende Sommer.
En Spindelvæv flagrer i Solens Skin,
Naar Vaaren med Sangfugle kommer,
En Tømme af Guld paa Himmelens Vind,
Man kalder den: flyvende Sommer.
Med Regnbuefarver den svæver saa let:
En Væv af den spindende Lykke;
Og Væveren flytter omkring med sit Næt
Og søger det Sted, han vil bygge.
Saa flyver jeg selv omkring med min Sang,
Den bærer mig høit mod Guds Himmel,
Paa den har jeg svævet saa mangen Gang
Over Livets brogede Vrimmel.
En Rose mig rækker engang vel sin Green,
Hvorpaa jeg kan hvile og bygge;
Der spinder vel Silke paa Kjærligheds Teen
Min Sangs den ustadige Lykke.
Den fiirbenede Proletar.
See Pudelen med det purrede Skind;
Hvor boltrer den sig med lystigt Sind
I Sneen derude paa Pladsen!
Det gaaer afsted over Steen og Stok
Med hele den brogede Hundeflok,
Og Pudlen agerer Bajadsen.
Den er hverken vasket, redt eller kjæm’t;
De lækkre Retter blev aldrig gjemt
Til den fra det rige Kjøkken;
Ei veed den af Herre, Huus eller Hjem;
I Verden den ene maa fægte sig frem —
Den blev ikke født til Lykken!
Blandt Hvalpene tog man den grimmeste ud
Og kasted den, ret som en anden Klud,
Over Bolværket ud i Kanalen;
Dog slåp den igjen paa det Tørre op
Og rysted i Solen sin vaade Krop
Og bjeffed og logred med Halen.
Den Spøg var lidt grov, men Badet var sundt;
Den tænkte ei, det var meent den saa ondt,
Den holdt sig til det, der var faktisk:
Den havde jo reddet sit fattige Liv —
Var Pudelhvalpen ei spekulativ,
Saa var den desmere praktisk.
I lystig Frihed sin Ungdom den nød;
Vel vanked der ofte Prygl og Stød,
Dog bjerged den sig, som den kunde.
Hvor blev dens Brødre, de andre Smaa?
Bevares vel! de kom høit paa Straa,
De fik Embed — som Lænkehunde.
Men den, den har intet Tegn til sin Hals;
For Hundefangerens Vogn tilfals
Den flakker omkring i Staden;
Dog Pudlen er snild, den hytter sig nok!
Thi hvergang den seer en mistænkelig Stok,
Den smutter om Hjørnet af Gaden.
Med stjaalne Blikke og varsomme Skridt
Og sænket Håle man seer den tidt
Ved Slagtertorvets Boutikker —
Er Frygten stor, saa er Sulten størst;
En Gang eller to spadserer den først
Forbi og skotter og kikker.
Saa gjør den med Et et behændigt Hop —
»Stop Ty ven!« raaber man, »stop ham, stop!»
Ja, da maa Pudelen løbe!
At stjæle, det er nu dens Erhverv;
Den eier jo aldrig en eneste Skjærv,
Og forstaaer sig kun lidt paa at kjøbe.
I Solskin og Regn, i Slud og Vind
Den gaaer i det samme laadne Skind,
Den har kun den eneste Frakke;
Men enten nu Peltsen er vaad eller tør,
Har Pudlen dog altid et prægtigt Humeur
Og tager med Alt tiltakke.
Nu leger den der paa den aabne Plads,
Gjør Krumspring og agerer Bajads
Blandt Køtere, Spidser og Mopper;
Saa lystig en Fyr de aldrig saae,
Snart er han underst, snart ovenpaa
Med tusinde skjelmske Spilopper.
Og der er nu Urtekræmmerens Hund,
Og Perle, den lille Slikkemund,
Og Grevens fornemme Støver,
De ruske i Pudelens uldne Paryk:
Lad hele Verden kalde ham styg,
En fiirbenet Tyv og Røver —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
