Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Vilhelm Kaalund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
440
Hans Vilhelm Kaalund.
De kjende kun lidt til Stand og Rang,
Til stive Manerer og fornem Tvang,
Til Verdens Nykker og Noder;
Med Poterne favne de Pudelens Hals,
Saa føre de op en feiende Vals
Med deres lurvede Broder.
Og han, den fattige, usle Hund,
Han mangler Intet, han er jo sund,
Han har jo Luften og Solen,
Den gyldne Frihed og Venner nok,
Af Kammerater en lystig Flok,
De foragte ham ei for Kjolen.
Eftersommeren.
Her hvor den græsrige Slette
Støder til Strandens Næs,
Vil jeg paa Skrænten mig sætte
Dybt i det bølgende Græs.
Efteraar stiden nu kommer,
Svalerne flokke sig —
Nordiske heldende Sommer,
O, hvor fortryller Du mig.
Snarlig Du Afsked vil tage,
Skoven er dunkelgrøn;
End Dine yndige Dage
Fryder dog Sletternes Søn.
Toner fra Harpen sig trænge:
Det er Dit Aandepust
Gjennem de bævende Strænge,
Høstlige, milde August.
Vinden fra Havet mig kjøler;
Medens jeg ungdomsfro
Sidder ved Stranden, jeg føler
Sjælens forklarede Ro.
Længe Du gjæsted mig ikke,
O , Du min Genius!
Ilden i Sangerens Blikke
Brændte som hektiske Blus.
Nu paa de susende Høie,
Frisk som en Nordenvind,
Seer Du igjen i mit Øie
Stille og ophøiet ind.
Herlig jeg skuer Dig atter!
Mildt Du bebreider mig,
At jeg med letsindig Latter
Glemte for Vrimmelen Dig.
Hjertet i Ungdommens Alder
Fristes af daarlig Lvst;
Tilgiv, min Engel! jeg falder
Angrende nu til Dit Bryst.
Ikke kan Hjorten, den vilde,
Kvæges ved Skovens Væld,
Som ved Din svulmende Kilde
Styrkes og lædskes min Sjæl.
Derfor af Glæde jeg bæver;
Thi en guddommelig
Genius , føler jeg, svæver
Salig i Livet om mig.
Friskt Yeir.
Det dufter til Regn
Fra rødmende Skovrosers Hegn.
Blandt Moser og Dale og Bakker
Ensomt jeg flakker
Saa fri og saa frank og saa fro;
Til Hinden ved Gærdet
Jeg raaber: Halo!
Halo! og den flygter forfærdet.
Hvor Huulveien bråt
Danner Grændsen for Skovdybets Nat,
Jeg milevidt skuer den brede
Slette dernede.
En Vogn, hvis Hjul er ei smurt
Jeg hører nu knirke;
Her nikker en Urt,
Og hist staaer en Gruppe af Birke.
Hvor herlig og vild,
Med en eensomt svaiende Piil,
Er den bakkede Egn! Ved Mosen
Bøier sig Rosen;
Der hænger en blomstrende Tjørn
Over Gravhøiens Stene;
En speidende Ørn
Flyver oppe i Skyverdnen ene.
Nu hæver sig stor
En truende Regnsky mod Nord;
Dybere Mørket sig sænker,
Vinddraaben stænker;
Jeg stiller mig under et Træ,
For Regnens Strømme
Det yder mig Læ,
Mens Himmelen Sluserne tømme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
