Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Meyer Aaron Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
444 Meyer Aaron Goldschmidt.
En coopersk Roman.
(Af „Corsaren". 1843).
Vi vare vandrede ud. I Hamborg eller
i Bremen vare vi blevne samlede, havde
fragtet et stort Skib og vare derpaa, Mænd,
Koner og Børn, med tørre Fødder dragne
over Oceanet. Strax efter Ankomsten til
Amerikas Østkyst havde vi leiet et
Dampskib og vare ad Missisippi dragne dybt mod
Vesten, vare stegne ud af Dampskibet og
havde fortsat Veien tilfods, tilhest eller
tilvogns og vare endelig komne til et Sted,
hvor den nye Verden i Sandhed begyndte.
Det var en lille Plads midt i de uhyre
Skove, i Læ for ethvert Vindpust fra den
øvrige Verden. Yppigt Græs bedækkede
Jorden, en lille Bæk flød midt igjennem den,
og ved Bækkens Bred hævede sig en stor
Høi, der syntes ligesom hensat der for at
bære et Hus.
Et halvt Aar var gaaet. Et Hus,
bygget af massive Træblokke og omgivet
af Palisader og en Grav, hvorigjennem man
havde ledet Bækken, stod paa Høien. Den
aabne Plads var bleven udvidet og bugnede
under allerede halvmodne Kornax. Hist ved
Bækken vaskede nogle af Damerne Tøi, og
et Par Smaa morede sig med at fiske med
en Knappenaal. Et Par af Mændene komme
hjem fra Jagten, den ene med en deilig
fed Raabuk over Skulderne, den anden med
Jagttasken fuld af Agerhøns. I Bygningen
gjøres allerede Hd paa for at tillave dem
— Raabukken og Agerhønsene — til
Aftensmaaltid. Røgen stiger op fra
Skorstenen og danner underlige Skikkelser paa
den stille Aftenhimmel. En Hund gjøer af
Glæde; den aner Lugten af Stegen. En
Kat skyder Ryg og hvæser, idet den gaaer
forbi.
Af hvilke Personer bestod da vort
Selskab? Det er Skabninger af vor
Phan-tasi, og Phantasien har Lov til at gaae
saa vidt, den vil, den tør fortælle det
Umuligste. Vi vare »Corsarens« Redaction,
Politichef Kjærulff, Algren-Ussing, Hs. Exe.
Udenrigsministeren og nogle andre skikkelige
Folk med deres Familie, i Alt over 40
Personer, og vi havde i det halve Aar levet
et paradisisk Liv.
Hvorfor var Huset paa Høien omgivet
med Palisader? Hvorfor var der paa
Bygningen et Vagttaarn, hvor en Månd dreiede
sig omkring til alle Verdens Hjørner ligesom
en Veirhane? — Rigtignok er ethvert Paradis
lukket; men for at forklare denne særegne
Lukning maae vi gaae lidt tilbage i Tiden.
Da vi havde været paa Pladsen i tre
Maaneder, var der en Dag ankommet tre
Mænd, som vi ikke havde den Ære at
kjende. De udgave sig for Indianere —
og efter Udseendet at dømme vare de det
virkelig — som havde en diplomatisk Mission
til os. Nu er der, som bekjendt, ingen
Ting, hvorpaa vi Danske — selv naar vi
have forladt Hjemmet og bosat os i et
amerikansk Paradis — ere mere prikne, og
hvoraf vi i vore Hjerter gjøre os mere til,
end Diplomatiken. At vi have havt saa
store Uheld paa denne Bane, beviser Intet
imod os, men tvertimod for os; thi netop
fordi vi følte det store Talent, vovede vi
os til noget Stort og gjorde ikke som
Stymperne, der ængstelig give sig af med
smaa Ting. Men desuden føie og vide vi,
at hvergang det gik gält, var det egenlig
ikke vor Skyld, men vore gamle og tydske
eller halvtydske Diplomaters Skyld.
Hvis-aarsag det ogsaa skete, at da nu Hs. Ex.
Udenrigsministeren tilbød sig til at gaae ud
og dreie Indianeren en Voxnæse, saa
besluttede vi, at en af vor egen Midte, en
yngre Månd af den yngre Skole, skulde
have Lov til at udmærke sig, og vi valgte
hertil en Medborger, der hjemme var bleven
indkaldt til alle sine Examina og havde
studeret baade Theologi og Jura. Vi
formaaede Excellencen til at laane ham sin
trekantede Hat og sit Storkors, og en auden
høimodig Medborger laante ham sin store
Merskumspibe. Thi det er et fint Træk i
Diplomatien at tage Hensyn til de Folks
Naturel, med hvilke man skal underhandle,
og ligesaa upassende, som det i Europa
vilde være at ryge Cigar eller endog Pibe
i fint Selskab, ligesaa upassende er det,
ikke at ryge med Indianere. Man maa
tage Hensyn til Fordomme og søge at lede
Menneskene ved Hjælp af deres smaa
Til-bøieligheder; det have de største
Diplomater ment.
Vor unge Medborger saae prægtig ud,
da han begav sig gjennem Palisaderne til
Stedet, hvor Indianerne ventede ham for at
underhandle. De udbredte et. Tæppe paa
Jorden, og siddende herpaa røg han
Raad-slagnings-Piben med dem. Derefter bøiede
den fornemste Indianer Armene over Brystet,
gjorde et lille Nik for vor unge Excellence
og talte saaledes: »Hvide Mænd! Kunne I
ikke drikke Eders Udvand og ryge Eders
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
