Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Meyer Aaron Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
444
Meyer Aaron Goldschmidt.
Pibe og skalpere hinanden andensteds end ’
netop her? Have I saa stor Lyst til at
prøve, hvor skarp vor Tomahavk er?« —
Vor Excellence junior vidste ikke, hvad
han skulde svare herpaa; thi han forstod
ikke et Ord Indiansk. Han gjorde et dybt
diplomatisk Buk, som Indianeren kunde tage
for, hvad han vilde. — Nu gjorde den
anden Indianer samme Gebærde som den
første, og, da han formodenlig antog, at
der helst burde tales pantomimisk, pegede
han inod Østen, udstrakte derpaa sin Haand,
som om han vilde omfatte hele vort Selskab,
gjorde dernæst en Gestus, som om han vilde
kaste os Alle tilbage mod Østen, og satte
paa samme Tid et glubsk spørgende Ansigt
op, der tydeligt nok sagde: Vil I pakke
Jer, eller vil I ikke, hvad ? — Men nu
reiste Hs. Excell. sig, omfattede med en
Arm-Gestus saavel de indianske
Ambassadeurer som deres fjerne Stammer, og gjorde
en Bevægelse, som om han vilde kaste dem
langt bort mod Syd og Vest; dernæst gjorde
han en ny Gestuspegede først paa vort
Selskab og derefter med en yderst energisk
Mine mod Jorden og trampede dertil, som
om han vilde sige; Vi blive. — Enthusiastiske
Bifaldsraab fra vort Selskab lønnede hans
kraftige Tale. Men de tre Indianere reiste
sig, og den tredie lod en Pil falde til Jorden,
og derpaa gik de bort.
Dette var en Krigserklæring, og dette
var Aarsagen til, at Palisaderne bleve
opførte og Graven dragen om Huset og
Vagt-taarnet opført. Alligevel efterlod
Krigserklæringen en temmelig stærk Uro i
Gemytterne, og Hs. Excellence den gamle
Udenrigsminister foreslog derfor, at man
skulde prøve at faae Fred for dem ved en
aarlig Tribut. Dette var Noget, som
barbariske Folkeslag — og han nævnede som
Exempel Maroccanerne — ikke godt kunde
modstaae, især naar man forresten var høflig
og fredelig. Hos os Andre var, da vi først
havde havt den Fornøielse at give
Ambassadeurerne et værdigt og stormodigt Svar,
kommet et Ønske om, tillige at vise
Forsigtighed og knytte nye Underhandlinger.
Hans Raad vandt derfor Bifald; men
Indianerne vare nu ingensteds at finde, og en
Tid gik rolig hen, —
Det var Natten efter den beskrevne
Aften. Aftensmaaltid et var fortæret, og hele
Colonien var gaaet til Ro. Paa Vagttaarnet
havde Politichefen, efter Tour, Vagt, og
man sov dobbelt roligt, da man fuldkommen
forlod sig paa hans skarpe Blik.
Maanen skinnede klart, og de store
Skovmasser laae som en sovende Kæmpe.
Ingen Lyd hørtes undtagen fjerne Brøl af
vilde Dyr, der kunde gjælde for Kæmpens
Snorken.
I det usikkre Maanelys syntes det
pludseligt den Vagthavende, at en mørk
Gjenstand trillede ud fra Skoven og ned i
Bækken. Han gjorde sig ingen videre
Tanker derom, da det jo kunde være en løs
Jordklump, som et vildfarende Dyr havde
bragt til at rulle. Men der trillede flere
saadanne sorte Klumper ned, og efter kort
Tids Forløb syntes de at trille op paa den
anden Bred af Bækken. Da han var
altfor samvittighedsfuld til at gjøre Larm af
Ingenting og paa en løs Mistanke opvække
Frygt og Uro, vilde han endnu ikke
foretage noget Skridt, men tog Briller paa for
at see ret nøie. Men i dette Øieblik viste
en af Jordklumperne sig helt oppe paa
Palisaderne, og den havde livagtig en
Indianers Ansigt. Da var der ingen Tid at
spilde, og som det hele danske Politi er
energisk i Farens Stund, saaledes og i end
høiere Grad naturligvis Politichefen, han gav
Ild og kaldte ved dette Signal det
bevæbnede Mandskab tilhjælp, hvilket uden sit
Polities Ledelse ikke vilde have vidst med
Sikkerhed, hvorvidt det havde Ret til at
anvende Magt.
Et gjennemtrængende Hyl lød fra
Skoven , fra alle Kanter af Colonien; det var,
ligesom alle Træerne hylede med, eller at
der var en Indianer bag hvert et Træ.
Aarsagen til Hylet var, at Skudet havde
truffet, og at den Trufne var Høvedsmanden,
og man veed, at Indianerne ved saadanne
Leiligheder hyle. Imidlertid kom Alt i
Bevægelse i Bygningen, det stridbare
Mandskab til Palisaderne, Damerne, der allerede
havde glemt Europa, besvimede ikke, men
stillede sig ved Skydehullerne med ladte
Bøsser for i Nødsfald at understøtte Mændene.
Der begyndte en glubende Kamp,
hvorom det Nærmere ligesaa godt kan læses i
Coopers »Colonisterne« ; thi alle Kampe
mellem Europæerne og Indianerne ligne
hinanden i Hovedsagen: Europæerne ville dræbe
Indianerne og Indianerne Europæerne.
Efter lang Modstand trængte Indianerne
endelig over Palisaderne. I dette Øieblik,
da Fortvivlelse var nærved at gribe alle
. Hjerter ved Tanken om os selv, vore Koner
og Børn i Indianernes Vold, viste
Excellencen, den gamle Udenrigsminister, en
virkelig Fatning, idet han lydelig foreslog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
