Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Meyer Aaron Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
444 Meyer Aaron Goldschmidt.
Underhandlinger og erklærede, at selv de
stærkeste Fæstninger ikke havde anseet det
for en Skam at capitulere paa Ho ved volden.
Vanskeligheden laa i Øieblikket egenlig
heller ikke hos os, men hos Fjenden, der var
ganske rasende. En af dem gik endog
imod den gamle Excellence og greb ham i
Haaret for at skalpere ham; men til
Indianerens ubeskrivelige Overraskelse gik hele
Haaret af, eftersom Hs. Excellence nemlig
bar Paryk. Indianeren udstødte Skriget
»Hugh« , der med den Tone, han raabte
det, betød: »Det var som Satan!« Men
pludselig blev han betagen af Raseri over
saaledes at være bleven narret, og skreg
atter » Hugh «, som dennegang betød:
»Nederdrægtige Bedrager!« — Han tilføiede;
»Schrtz nomtsrtlnrtgh« , paa Dansk: »Disse
Hvide ere saa indædte Bedragere, at de
endogsaa bedrage en stakkels Indianer for en
1..... Skalp.« — Ved disse Ord studsede
imidlertid hele Horden og løb til, idet de
udstødte deres Forundring betegnende » Hugh«.
De betragtede Manden og Parykken, de
befølte Hovedet og befølte Parykken, men
kunde ikke komme til sig selv af
Forundring. Endelig udvalgte de en
Deputation, der nærmede sig os med de høfligste
Miner og holdt følgende Tale:
»Beundringsværdige hvide Mænd! Vi ville sige Eder
et Ord. Et Ord er ligesaa godt som to.
Vi leve i Fjendskab med
Tawnstchrz-In-dianerne. De dræbe mange af Vore og
gjøre mange Skalper. Ville I lære os,
hvorledes vi kunne narre dem, saa at
vort Haar bliver i deres Haand, men vort
Hoved paa vore egne Skuldre — — —
ho, ho, ho! (her brast alle Indianerne trods
deres medfødte Alvorlighed ud i den
voldsomste Latter) — saa skulle I boe her i
Fred, og vi ville være Eders hjælpsomme
Venner.«
Ifølge denne Tale blev en Tractat bragt
istånd, og siden levede vi i Fred med denne
Stamme.
Hs. Excellence viste et smukt
Maadehold ved aldrig siden at prale eller lade vor
unge Underhandler føie nogen Overlegenhed.
Men vi Andre have dog anseet det for
rigtigt at gjøre Begivenheden bekjendt i de
civiliserede Lande, for at Verden kan see,
hvad Godt man dog kan have af gamle
Parykker.
Henrik Wergeland.
(Af „Corsaren". 1845).
I danske Skandinaver! Tillad mig at
fortælle Eder, at der gives et Land, der
hedder Norge, der ikke er berømt for sin
moderne Digtekunst, og hvor der dog Andes
en Digter, som i adskillige Maader ikke viger
Pladsen for nogen i Danmark.
Jeg troede, I vidste det. Men, da
jeg sagde til Adskillige: Nu ligger Henrik
Wergeland og skal døe — og jeg ventede
at see skandinavisk Smerte male sig i deres
Ansigter, Smerte over, at Skandinavien
skulde miste en af sine stærkt udrustede
Aander, saa svarede de ganske rolig: Saa?
og spurgte mig, hvad jeg mente om
Kate-chet Helwegs Skaal. Derpaa spurgte jeg,
om de da ikke kjendte Henrik Wergeland,
og de svarede: »Jo, er det ikke ham, der
har skrevet en norsk Katechismus? Hvad
mener De om H. F. Poulsens Tale?«
Nu kan det jo rigtignok ikke nægtes,
at Henrik Wergeland har været meget
forsømmelig mod sig selv og sin Berømmelse.
Han har ikke skrevet noget lyrisk Digt
mod Schleswigholsteinerne og ikke udbragt
en eneste Toast for noget af vore liberale
Koryphæer. Følgelig har heller intet
liberalt Koryphæ udbragt en Skaal for ham
og gjort ham berømt.
Den stakkels Wergeland er slet ikke
Andet end Digter, og han adskiller sig fra
adskillige danske Digtere deri, at han ikke
alene skriver som Digter, men ogsaa har
levet som Digter og nu døer som Digter.
Jeg har en Mistanke om, at Henrik
Wergeland er saa lidet dansk Digter, at han
ikke engang bryder sig om en
Etatsraads-titel. Men han gaaer meget videre, han
ringeagter selve Døden.
Nu ligger han syg og skal døe. Han
veed det meget godt ; men han skriver Digte
om sin egen Død, uden Jamren, uden
Sentimentalitet — han synger Triumphsange
og seer smilende Døden lige i Ansigtet, saa
at den hver Dag betænker sig og til
Lægernes største Forbauselse opsætter sin
Gjerning fra Uge til Uge.
Naar man læser disse Digte, skulde
man næsten troe, at hist i det Fjerne, hvor
han boer, bøie Himmel og Jord sig sammen, og
der er ingen mærkelig Overgang imellem dem.
Jeg har ved dette Dødsleie hverken
Lyst eller Tid og kanske heller ikke Evne
til at skrive Eder en literair Charakteristik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
