Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Meyer Aaron Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
448 Meyer Aaror
Det er bedst, at vi allerede her gjøre
Læserne nærmere bekjendt med denne Onkel,
der paatog sig en Aristoteles’s Rolle hos
den fyenske Philips Søn. Det var, hvad
sjælden er Tilfældet blandt Jøderne, en høi
og meget stærk Månd. Man fortalte om
ham i Byen, at han engang, da to Bønder
kom op at slaaes i hans Boutik, løftede
dem op, hver i sin Arm, slog dem nogle
Gange sammen og derpaa kastede dem ud.
Skjøndt han var hadet, som Jøde, og
misundt, som rig Månd, indgjød han dog altid
de andre Borgere Respect, naar de saae
hans mægtige Figur imellem sig, og de
graae, spillende Øine halvt lunefuldt, halvt
udfordrende betragtede dem. Hans Haar
faldt allerede i det Graalige — han var
noget over de halvtredsindstyve —; i sin
Ungdom havde han i Tydskland, sit
Fødeland , gjort Krigstjeneste imod
Franskmændene og var efter forskjellige Eventyr og
Lykkesomvexlinger kommen til Danmark,
hvor han slog sig til Ro og giftede sig.
Hans Kone bragte ham ingen Formue, og
forskjellige Uheld styrtede ham i den yderste
Fattigdom. Han pleiede senere med en vis
Stolthed at fortælle, at han en heel Yinter
havde ernæret sig og sin Kone med en
Capital af 2 Rbd., som han omsatte i Varer,
hvormed hån »gik paa Landet«. Da han
en Fredag Aften kom hjem, fandt han sit
Huus nedbrændt, sin Kone syg og sit eneste
Barn dødt. Uforstyrret helligholdt han sin
Sabbath, begrov om Søndagen sit Barn og
drog atter ud med sin Capital, i et Bundt
Tørklæder, under Armen. Nu beboede han
et stort Huus og var en rig Månd; men
han undlod aldrig ved Synet af en Specie
at bemærke, at hans store Huus var
udgaaet af en saadan Specie, og deraf kom
formodenlig den næsten overtroiske Respect,
han nærede for Specier.
Philip Bendixen, den unge Fader, var
en stille og fredsommelig Månd.
Tjenestefolkene , der som oftest give de sikkreste
Underretninger om deres Herskabs
Charac-teer, meente kun, at han var slem, naar han
blev vred, for han vilde slet ikke blive god
igjen. I hans Ungkarletid havde der gaaet
et Rygte om, at han levede for lystigt og
overtraadte Ceremonierne; men det var et
usikkert og dunkelt Rygte, og vist var det
i alt Fald, at han efter sin Forlovelse med
fordoblet Inderlighed var vendt tilbage til
Religionen og bittert dadlede dem, der
forsømte den.
Sildig om Aftenen efter den støiende
Gratulationsdag traadte Philip Bendixen ind
i det lille Sovekammer. Hans Kone sov
trygt bag det hvide Omhæng, den jødiske
Matrone, som havde paataget sig at vaage,
var sunken sammen paa Stolen i en mild
Søvn; det rødmussede Barn slumrede i
Vuggen , Natlampen kastede sit dæmrende Lys
paa dets Hovedpude.
Philip omfattede med et langt Blik sin
hyggelige Lyksalighed; hans Hjerte
svulmede , og han bedækkede sit Hoved og bad:
Almægtige Fader! Hersker over Verden!
Jeg takker Dig for, at Du gav mig en
Søn til at læse Kadischover min Grav.
Hvis det er Din Villie, da skee det snart!
Tag, om det behager Dig, al Lykke fra
mit Hoved og skjænk den til min Søn. Jeg
vil bøie mig i Støvet og velsigne Dit Navn,
naar blot han er lykkelig!
En saadan Velsignelse blev udtalt ved
det Barns Vugge, som er Helten i denne
Fortælling.
Aiidet Capitel.
Da Barnet voxede til, udtalte Faderen
endnu en Velsignelse over sin Søn:
Han skal ikke gaae i Skole. Han skal
ikke døie Risches2) af de andre Drenge
og lære Uartigheder. Naar ban bliver
gammel nok, vil jeg selv lære ham, hvad
en Jøde bør vide; saa vil jeg sende ham
til Kjøbenhavn.
Ingen var gladere over denne
Bestemmelse end Onklen; derved kunde han ret
efter Lyst og Lune beskjæftige sig med
Barnet. Tidt kom ban løbende over og tog
Drengen fra Moderen og bar ham hjem til
sig. Saa begav han sig til et afsides
Værelse og lukkede sig inde med Barnet,
saa at man skulde troet, han øvede en
eller anden Trolddomskunst. Havde man
beluret Isak Bamberger, vilde man maaskee
være bleven bestyrket i Troen ved at see
hans underlige Bevægelser. Først hoppede
han omkring paa Gulvet med Drengen paa
Armen, og tudede ham ind i Ørene,
trompetede, trommede og efterlignede Hestens
Vrinsken, Koens Brølen og Hundens Gjøen.
Naar saa Barnet lo høit og kradsede ham
i Ansigtet, satte han sig ned og lod det
ride Ranke med en saadan Voldsomhed, at
Jacob, efter forgjæves Forsøg paa at finde
’) Sjælemesse.
2) Ondskab mod Jøderne, Jødeforfølgelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
