- Project Runeberg -  Nordiske Digtere i vort Aarhundrede : en skandinavisk Anthologi /
453

(1870) [MARC] [MARC] Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Meyer Aaron Goldschmidt

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Meyer Aaron

Fløde! Men saa greb jeg oin Støtterne og
løftede dem med vældig Arm, saa hele

Huset faldt, over dem og over mig......

Det rislede koldt i ham, han lukkede
Øinene, han følte Synkningen og
Indstyrt-ningen, hver Gang han igjennem forskjellige
Indledninger kom til dette Sted. Og saa
var han nærved at græde af Smerte over,
at han havde maattet dræbe dem.

Paolo og Griovanna,

(Af „Kjærlighedshistorier fra månge Lande").

I den gamle Stad Padua boede en ung
Månd, der elskede en Pige, men maatte
reise bort uden at have faaet Leilighed til
at sige hende det, og da han kom tilbage
til Byen, var hun gift.

Han hentæredes af Sorg og af Længsel
efter blot at see hende; men denne Længsel
var meget vanskelig eller umulig at
tilfredsstille; thi hun gik aldrig ud undtagen til
Kirken, og selv da var hun tilsløret, og
hendes Ægtefælle, der var meget skinsyg,
fulgte altid med hende. Paolo følte tilsidst,
at han ikke kunde leve uden at see hendes
Aasyn, og da Livet ebbede i ham, gik
han til hendes Ægtefælle, og enten af
Svaghed eller af Sjælsstyrke henvendte han
en usædvanlig Anmodning til ham. Han
fortalte ham om sin Kjærlighed: at han
havde elsket Giovanna først, og bad sin
lykkelige Medbeiler om Tilladelse til, blot
at turde see hende et eneste Øieblik engang
om Ugen. Han tilfoiede: »I og Eders
Slægtninge, saa mange af dem, som I vil,
kunne naturligvis være tilstede. I kunne
Alle vogte paa mig, at jeg ikke siger et
Ord eller foretager Noget, der er imod
Eders Ære, og desuden giver jeg Eder mit
Ord paa, ja vil besværge det med
hvilken-somhelst Ed, at jeg Intet skal foretage,
aabenbart eller hemmelig, imod Eders
huslige Fred og Lykke, hvilket jeg ei heller
troer vilde lykkes mig; thi Eders Hustru
er dydig og veed desuden Intet om min
Kjærlighed; men jeg føler, at jeg maa døe,
ellers vilde jeg heller ikke kunnet ydmyge
mig saa dybt og bede Eder om det, som
jeg nu beder og besværger Eder om at
tilstaae mig.«

Stefano Matte’i var ikke blot skinsyg,
men ogsaa meget stolt eller forfængelig.
Det var derfor ikke af Ædelmod, men af

tilfredsstillet Stolthed, at han næsten leende
svarede Paolo: »Det vil jeg, min Tro, ikke
nægte Eder; hvilken Dag i Ugen vil I
komme?«

Paolo valgte Fredagen, som var den
næste Dag, og Stefano skiltes fra ham med
de Ord: »Godt, om Fredagen; men I maa
kun see Eder om i Stuen, hvorpaa jeg vil
følge ud med Eder, som om I havde et
Ærinde til mig.«

Den næste Dag havde Stefano Matte’i
alle sine Slægtninge forsamlede hos sig.
Han havde ikke for dem Alle kundgjort
Paolos Besøg og Hensigten dermed, men
kun betroet Sagen til en Svoger, som
derpaa havde omtalt den til sin Kone, og
rimeligvis taug hun ikke ganske, da hun
kom sammen med de Andre. Derfor var
der blandt flere af de Forsamlede, om ikke
høirøstet, saa hemmelig Tale om Paolos
besynderlige eller latterlige Anmodning, og
man morede sig i Forveien over den Rolle,
han vilde spille; thi det er nu engang saa,
især blandt Kvinder, at skjøndt de have
dyb Medfølelse for Kjærligheden, kunne de
dog lee over den Forelskede, ja omtale
Kjærligheden ilde.

Men da Døren gik op, og Paolo kom
ind, meget bleg, og kastede et Blik paa
Giovanna, et kort Blik, men saa sælsomt,
at det saae ud, som om hans Sjæl fulgte
med og blev liggende foran hende, kunde
Ingen lee. Nogle følte Medynk, Andre
Vrede, atter Andre sagde senere, at de i
det Øieblik havde været tilmode, som naar
en Døende skal have den sidste Olie. Stefano
kunde knap trække Veiret. Han følte med
Et, at han havde handlet meget letsindig
og bragt Noget ind i sit Hus, der aldrig
vilde forlade det, og naar han hver Uge
skulde have en saadan Scene, vilde han
faae et Helvede i sin egen Sjæl og blive
til Latter for den hele Stad. Han reiste
sig derfor hastig, og idet han ifølge Aftalen
fulgte Paolo ud, sagde han til ham: »Hvis
I atter sætter Eders Fod over min Tærskel
eller banker paa min Dør eller blot gaaer
forbi mit Hus, vil jeg lade Eder pidske af
mine Folk, eller jeg vil dræbe Eder som
en Hund.«

Endnu bævende og blendet udbrødPaolo:
»Bryder I Eders Løfte? Tager I Livets Ord
tilbage? Vogt Eder! Da vil Synet af hende
ikke blive undt Eder; men jeg skal see
hende!«

Stefano drog sin Dolk og kastede den
efter Paolo, dog uden at ramme ham.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:55:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norddigter/0539.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free