Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Peter Christian Asbjørnsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
Peter Christian Asbjørnsen. 466
Fylde dækkede en Hob Stene ude i Elven.
Her strømmer den strid mellem Stene og
Klipper, men vender sig ogsaa forbauset
over sin egen Vilterhed om i en Bagevje
for at betragte sit forandrede Fysiognomi —
den ellers saa stille og venlige Andelv.
Paa den anden Side hæver sig en
Høide, dækket med Or, med hvidstammede
Birke og mørke Graner, hvorunder der er
skyggefulde mosdækte Hvilesteder , hvis
Svalhed, Fred og Ro kun den kan fatte,
der en hed Sommerdag i Læ af disse Træer
har lyttet til Fuglenes søde Kvidder, kvæget
sig ved de kjølende, duftsvangrede
Luftninger fra Elven, eller den der, gjennem
en anonym Forfatters fine Skildringer af
disse Egne, har fornummet den »alfeagtige,
drømmeriske Duft, som hviler derover.«
Nedenfor paa Broen stod et Par Jenter
og betragtede med Nysgjerrighed og
Forundring Fiskerens eventyrlige Personlighed
og de kunstige Svingninger af Stangen.
Og der ligger en ubeskrivelig Ynde i disse
Svingninger af en velproportioneret Stang
i en dygtig Fluefiskers Haand. Som et
blinkende Glimt farer Snøret gjennem Luften
og udsender glimrende Vandstøv i sit
Tilbagesving, bugter sig igjen som en Slange eller
ruller ud som et Hjul hen over Elven;
Stangen bøier sig som et Siv i ziirlige Buer,
medens Fiskeren, halv skjulende sig mellem
Stenene, med Grace svinger den i sin
fremstrakte Høire.
Medens han Skridt for Skridt
avancerede ned ad Elven, laa jeg og blæste
Tobaksskyer mod den blaa Himmel op i
Myggesværmenes Aftendands, og lyttede til
Ljaaens Klang, til Fossens Suus og
Fugle-kvidret, der tiltog i Styrke med Aftenens
Svaling. Af den halv somnambule Tilstand
jeg herved kom i, blev jeg vakt ved et klart
» God Aften «.
En middelaldrende Bondekone stod med
en Bunding i Haanden nede paa Stien og
saa med Forundring paa Fiskeren og de
raske Bevægelser af hans Stang.
Paa mit Svar sagde hun halv spørgende:
»Han fisker nok med Fly? mon jeg tør
gaae forbi?«
»Det tør du nok, naar du gaaer nær
ved Fiskeren, saa er det ikke farligt. Men
siig mig hvor du er fra?« spurgte jeg; thi
i hendes Væsen og Tale var der noget
Usædvanligt for hendes Stand.
»Jeg boer i en Hytte oppe paa Høiden
af Aasen, vestenfor Vormen,« svarede hun.
»Saa hedder du sikkert Änne Marie
og har været Barnepige i Præstegaarden.
Ikke sandt? Jeg har hørt Tale om dine
Eventyr og Historier.«
»Jasaa har han det, saa er han vel
kjendt med Nogen fra Præstegaarden da?
Hvem er han da tør jeg spørge?« sagde hun.
Da jeg havde gjort Rede for dette,
anmodede jeg Änne Marie om at fortælle
mig Noget, »helst noget om Huldren« ; thi
jeg vidste hun var vant ved saadanne
Anmodninger og betragtede disse Fortællinger
fra et vist ironisk Stade, saa at man ikke
behøvede at gaae de sædvanlige Omveie
eller frygte for noget Afslag ved en ligefrem
Anmodning.
»Det turde være farligt at tale om
Huldren saa seent,« sagde hun, »for hun
er gjerne ude i Kveldingen og i Solrendingens
Tid, men hvis han ikke er bange, saa skal
jeg nok fortælle.«
»Fortæl, fortæl, jeg frygter ikke Huldren
eller de Usynlige!« sagde jeg.
»Der var et stort Bryllup i en Gaard
etsteds, og til det Brylluppet skulde en
Huusmand. Ret som han gik over en Ager
saa fandt han en Mælkesiil, saadan en som
de gjøre af Korumper. Den saa ikke ud
anderledes end en bruun Tue. Han tog den
op, for han tænkte, at den kunde være
slaaet ud og vilde give Kjærringen sin den
til at vad ske Kj ørreler med. Men da han
kom frem i Bryllupsgaarden, var det, som
om Ingen saa ham. De Andre hilste Brud
og Brudgom paa, snakkede med dem og
skjænkede dem ogsaa, men han fik hverken
Skjænk eller Hilsen. Saa kom Kjøgemesteren
og bad de Øvrige at gaae til Bords, men
ham bad han ikke, og han fik Ingenting;
for selv vilde han ikke sætte sig ind til
Bordet, naar ikke Nogen bad ham. Saa
blev han arg, og tænkte: ’jeg kan gaae
hjem igjen, siden der ikke er Nogen, som
bryder sig om mig.’
Da han kom hjem, saa sagde han
»Godkveld, her er jeg igjen.«
»Jesu Navn, kommer du igjen nu da,«
sagde Kjærringen.
»Ja, der var Ingen, som brød sig om
mig eller vilde læs see mig,« sagde Manden,
»og naar de ikke agtede mig saameget,
saa synes jeg ikke, jeg havde Noget at
gjøre der.«
»Men hvor er du henne; jeg hører dig
jo, men jeg kan ikke see dig,« sagde
Kjærringen.
Manden var bleven usynlig, han, for
det var en Huldrehat, han havde fundet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
