Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Peter Christian Asbjørnsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468 Peter Christian Asbjørnsen.
467
»Hvad er det for Snak, seer du mig
ikke? Er du ogsaa bleven galen?« sagde
han. »Der har du en gammel Haarsiil,
jeg fandt borte paa Jordet,« sagde han, o g
kastede den paa Bænken. Da saa hun
ham, men med detsamme var Huldrehatten
borte, for han skulde bare have laant den.
Saa kunde han skjønne, hvorledes det hang
sammen og gik til Bryllups igjen. Da toge
de gildt imod ham, og han fik baade Skjænk
og Sæde ved Bordet.
»Hvis jeg fandt en saadan Hat, Änne
Marié,« sagde jeg, »skulde jeg holde den
mere i Ære; uagtet Vorherre har givet mig
en temmelig tynd Figur, som du seer, skulde
jeg nok undertiden ønske at gjøre den ganske
usynlig.«
»Ja det var sändt,« svarede Änne Marie
med Latter. »Det syntes Gutterne paa
Nordstrand ogsaa; det var Sønnerne der,
Christopher og Thorvald, som fik begge Jenterne
paa Raaholdt siden. De havde slig Lyst
til at komme til Raaholdt, saa Ingen saa
dem, og derfor vilde de gjerne laane sig
en Huldrehat. Nu vidste de, der var et
stort Træ oppe i Strandsaasen, hvor der
var Underjordiske, for naar Troldfolket vilde
laane 01 eller andet, blev Spandet sat ud
der, og did blev det igjen baaret, naar
Øllet var opdrukket. Og saa havde de
hørt, at de skulde have med sig et sort
Lam eller en sort Katte og gaae did tre
Thorsdagskvelde i Rad og bede: »Kjære,
lad mig faae laant den gamle
Bedstefaderhatten, saa skal du faae en svart Katte
for Laanet.« De fik sig da en svart Katte
og gik did tre Thorsdagskvelde og bad om
den gamle Bedstefaderhatten, men den tredie
Kvelden kom der ud En, saa stor og styg,
at de toge Benene fat: »Nei, nei, vi vil
ingen Hat have; der har du Katten
alligevel,« skreg de, kastede Katten og fløi
hovedstupes udover Berget.«
»Til Friere at være synes mig ikke
der var meget Mod i de Karle, Änne Marie,«
sagde jeg, »for en saadan Hat var det dog
værd at vove lidt.«
»Det kan I have Ret i,« svarede Aune
Marie; »men siden vi tale om Friere, saa
skal jeg fortælle om en Underjordisk, som
de sagde friede til en Jente her i Bygden.
Det var paa Haverstad. Den Tid jeg var
bleven gift, var der saadan en vakker Jente
der, som hedte Mari, og hende var der en
Usynlig, som gik og friede til, han boede
ved Kirken og havde seet hende spise Bær
engang af et Træ i Præstejordet; han kom
bestandig om Natten og hver Gang han var
der, var hun saa usigelig bange. Dette
fortalte hun Kjærringen der, söm hedte
Inger Margrete, og saa sagde hun, at han
havde et Gulduhr, han vilde give hende,
men hun var saa usigelig bange. Kjærringen
raadede hende til at fyre over Sengen med
Svovl. Da han kom, havde hun ikke faaet
gjort det endda, men saa bad hun ham at
komme igjen næste Thorsdagskveld og tage
med sig en god Ven, hvis han havde en,
saa skulde hun kanske blive med ham hjem,«
sagde hun, for at blive kvit ham.
Om Thorsdagskvelden kom han til
Sundet og raabte, at Sundmanden skulde komme
og lukke op, for det var om Vinteren, saa
det var Bro over Vormen. Sundmanden
skyndte sig alt han kunde, men han kom
ikke saa snart som Frieren syntes, og saa
fik han et Ørefigen, saa han tullede
bortover Marken, og da var han alt gjennem
Bommen, og Sundmanden hørte det kjørte
saa fygende nordefter, men han saa Ingen.
Da han kom frem, havde Mari fyret
over Sengen med Svovl, og saa maatte han
sidde paa en Stol. Han bad hende at følge
med sig hjem og vilde give hende Gulduhret,
men hun turde ikke tage imod det, for hun
var saa usigelig bange.
»Ja jeg veed nok hvem der er Skyld
i, at jeg ikke kan komme til dig,« sagde
han tilsidst, »det er Inger Margrete; men
det skal hun komme til at undgjælde dyrt.«
Strax efter hængte Manden hendes sig,
og det var Mange, som troede, at den
Underjordiske havde hængt ham, eller at
han var Skyld i det idetmindste. Og den
samme Aften som dette skede, saa Ingebrigt
Præstegaarden fem Ræve, som dandsede om
den Rabben, han hængte sig paa.
Vi boede paa Notterhaugen den Tid,
°g jeg Manden min, vi vare ude og lyede
den Kvelden, hun havde sagt, han skulde
komme og hente hende; for vi tænkte, der
skulde blive Musik, men vi hørte Ingenting.«
Under den sidste Deel af denne
Fortælling kom en Månd henad Stien, hvis
raske Gang forekom mig saa bekjendt.
Førend jeg endnu kunde see, hvem det
var, raabte han:
»God Aften A— ! Og Master R. og
Änne Marie! nu har hun vist fortalt dem
Eventyr. God Aften, mine Herrer. Men
fisker de med Flue her, Mr. R—? her er
ikke andet end Gjedde.«
»Det trud’ jeg strax,« sagde Mr. R.
meget selvklog; »den Elv saa mig saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
