Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Peter Christian Asbjørnsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468 Peter Christian Asbjørnsen.
469
at der med Nød og Neppe var Rum til To.
Her maatte vi altsaa tage Sæde, og jeg
syntes, det var et herligt Sæde.
Smaa-gutterne klattrede med Fare for Liv og
Lemmer op paa Ruinen af den gamle
Skor-steen i det andet Hjørne og stode der mod
den graae Himmel og disputerede, om de
kunde see ni eller elleve Kirker, til de ikke
saae de nærmeste Træer for Regn.
Man skulde vel troe, at vor Situation
i Krogen medførte Fortrolighed og gjensidig
Meddelelse. Men det lod ikke saa; jeg sad
og beundrede i Taushed Øierfladen, som
gjennem Døraabningen viste sig matskimtende i
Sky- og Regnfloret; jeg stirrede paa
Smaa-gutterne paa Piben, og paa mine egne Been.
Stjal Blikket sig over til Naboersken, var
det kun for at vende tilbage med dobbelt
Fart. Denne Situation var baade komisk
og erotisk; det var Kjærlighed i
Huuslærer-kategorien. Nu sad vi der som et Par Høns
paa en Pinde. Grib Leiligheden, hviskede
jeg til mig selv. Medens jeg gik og vadede
i Myren, havde jeg memoreret den Tale,
jeg havde tænkt at anbringe i ti lignende
Situationer. Hvorledes den lød, erindrer jeg
ikke nu; men det veed jeg, at den stedse
blev siddende mig i Halsen, naar den skulde
bruges. Nu var det skjæbnesvangre Øieblik
der igjen. Smaagutterne vare nede af Piben,
og tumlede sig udenfor i Blaabærlyngen.
Jeg ansaa det nødvendigt at begynde min
Erklæring med en vis Kjækhed, og jeg
vovede virkelig at lægge min Arm om hendes
Liv; men det viste sig snart, at Jomfruen
var meget kjækkere end jeg. Hun sprang
op og stod truende og lattermild for mig.
»Hvad vil de mig? Min Gud! veed de
hvad de vover?« sagde hun. »De kjender
jo min Slægt! De veed vel, at jeg stammer
fra Huldrefolk, og at der rinder Troldblod
i mine Aarer?« »Min bedste Jomfru,« sagde
jeg Stakkel, der imidlertid var kommen en
Smule til Sands og Samling igjen; »jeg
fatter dem ikke; jeg veed ikke,« tilføiede
jeg for dog at sige Noget, »om en saa
fordægtig Herkomst?«
»Nu, det var da rart at Moer, som
har fortalt dem saa mange Eventyr og
Historier, ikke har fortalt dem det! Min
Oldemoder eller Tipoldemoder var jo en
virkelig Hulder. Nu skal de høre; men
hvis de ikke vil, at jeg skal blive
gjennem-vaad, maa de forunde mig at sidde i Fred
paa Pinden ved deres Side. Nu da. Mine
Tipoldeforældre eller Tiptipoldeforældre (det
yeed jeg ikke rigtigt) laae til Sæters en
Sommer. De havde en Søn, og han var
med dem. Da det led paa Høstsiden, og
de skulde reise hjem fra Sæteren, sagde
Gutten, at han vilde blive igjen der, for
han havde Lyst til at see om det var
sandt, hvad de sagde, at Huldren kom did
med sin Buskab, naar Folket reiste hjem.
Forældrene syntes ikke noget om dette og
sagde, at det kunde han nok troe, det var
baade vist og sandt, hvad saa Mange vidste
at fortælle om. Sønnen gav sig ikke; han
vilde blive der alligevel, og tilsidst flk han
Lov; til Niste gav de ham et Fad
Fløde-grød, og saa reiste Forældrene. Ret som
han laa i sine egne Tanker, begyndte det
at blive levende ude paa Sætervolden. Han
hørte Bjælderne klinge; Kjøerne brølede og
Sauerne brægede, og der var en Snakken
og en Styr og en Studsen og en Stellen,
akkurat som naar Bølingen kommer til
Sæters. Om lidt blev det stille, og en
Stund efter kom der to Fruentimmer ind.
Den yngste af dem var saa vakker, at det
ikke var nogen Maade paa. De gåve sig
til at rydde og stelle derinde, og begyndte
at koge Melkegrød. Imedens lod Gutten
som han sov. Huldren havde ikke lagt
Mærke til ham i Begyndelsen; men med
Eet begyndte den Yngste at græde.
»Nu, hvad feiler Dig? hvad græder du
for?« sagde den Anden.
»Aa jeg synes, den Gutten er saa
vakker, jeg, Moer, at jeg ikke kan være
til, hvis jeg ikke faaer ham; men det gaaer
vel ikke an?« sagde den Yngste.
«Tys, tys, vi skal snakke med ham,«
sagde Moderen, og søgte at stagge hende.
Saa satte de sig til at spise, og nu lod Gutten
som om han vaagnede og hilste paa dem.
De bøde ham at spise, men han betakkede
sig og spurgte, om de ikke heller vilde smage
paa den Flødegrød, han havde til Niste.
Jo, det vilde de gjerne, for Flødegrød,
skal jeg sige dem, er det bedste, Huldren
kan faae. De spiste da sammen og snakkede
baade om Et og Andet, og hvorledes det
nu var, saa sagde Moderen til ham:
»Du er en vakker Gut, og Datter
min synes godt om dig; lider du hende,
og du vil love mig at gaae til Præsten og
faae hende døbt, saa kan du tage hende.
Men snild maa du være mod hende, saa
skal det ikke mangle Jer paa Hjemmegifte.
I skal faae Alt, hvad I behøver til Gaardsens
Brug og Drift og Mere til.«
Aa ja, Gutten syntes nok, han kunde
lide hende, og saadant et Tilbud var ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
