Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvo taalte tamt den slutted slig:
Og tydsk blev Tyras Vold,
Mens Dannebrogs forrevne Flig
Slog om den sidste Danskes Lig
Sit Rosenlagens Fold.
Men Du, min frelste norske Bror,
Som staar paa fredlyst Grund
I Kraft af Løftets fagre Ord,
Forglemt i Stridens Stund, —
Stryg Du paa Flugt fra Fædrestavn,
Jag over Havets Hvælv;
Gaa Glemselsgang fra Havn til Havn,
Og list Dig til et fremmed Navn,
Og gjem Dig for Dig selv!
Hvert Stormsuk, som i Norge gaar
Langs Li fra Danmarks Hav,
Dig spørgende med Rædsel slaar:
Min Bror, hvor blev Du af?
Jeg stred en Livsensstrid for Nord,
Mit Hjemland blev en Grav,
Jeg speided over Belt og Fjord
Forgjæves dine Snekkers Spor;
Min Bror, hvor blev du af?
Det var en Drøm. Vaagn stærk og kjæk
Fra Folkesøvn til Daad !
En Bror i Nød! Hver Månd paa Dæk!
Her gjælder rappe Raad!
End kan det staa i Saga slig:
Dansk, dansk er Tyras Vold! —
End Dannebrogs forrevne Flig
Kan over Nordens Fremtid rig
Slaa ud sin røde Fold!
Af „Brand".
(Juleaften i Prestegaarden).
Agnes.
Lukket, lukket, — alting lukket!
Selve Glemslen lukket af!
Bom for Klagen, Segl for Sukket,
Laas for Himmel og for Grav!
Jeg vil ud; jeg kan ej aande
her i Ensomhedens Vaande!
Ud? Hvorhen? Ser ej fra Højden
strenge Øjne paa mig ned!
Kan jeg vel paa Flugt fra Byggden
føre Hjertets Eje med?
Kan jeg ’flygte, om jeg vilde,
fra min Ræddsels tomme Stille?
(lytter ved Deren till Brands Stue.)
Lydt han læser; till hans Øre
rækker ikke frem min Røst.
Ingen Hjælp! Ej Raad, ej Trøst!
Julens Gud har nok at gjøre
med at lytte till de riges,
børneriges, lykkeliges
Takk og Sang og Leg og Dans.
Jul er Jublens Tid og hans.
Ej han ser mig, ej han agter
paa en ensom Moders Fagter.
(nærmer sig varsomt till Vinduet.)
Skal jeg aabne Skillets Rammer,
saa det klare fulde Lys
jager Nattens Skræk k og Gys
fra hans sorte Sovekammer? —
Nej, dernede er han ikke!
Julen er jo Barnets Tid; —
han faar Lov at komme hid; —
kanske staar han nu derude,
strækker Armen for at pikke
paa sin Moders stængte Rude.
-Lød der ikke Barnegraad?
Alf, jeg ved ej Hjælp og Raad!
Her er stængt; din Fader stængte; —
Alf, jeg tør ej aabne nu!
Lydigt lidet Barn er du;
aldrig du og jeg ham krænkte.
O, flyv hjem igjen till Himlen;
der ei Lys og der er Glæde;
der er Leg i Børnevrimlen.
Men lad ingen se dig græde, —
sig ej, at din Fader lukked,
da du kom og banked paa.
Lidet Barn kan ej forstaa,
hvad vi store voxne maa.
Sig, han sørged, — sig, han sukked
sig dem, det var ham, som plukked
smukke Blade till en Krans.
Kan du se den? Den er hans!
(lytter, tænker sig om og ryster paa Hovedet.)
O, jeg drømmer! Mer end Rammen
staar som Skille mellem os.
Først i Glød af Luttringsflammen
falder Skillevæggen sammen,
revner Hvælv og brister Stængsler,
hviner Fængselsdørens Hængsler,
springer opp den store Laas!
Meget, meget her maa gjøres,
før vi to kan sammen føres. —
Jeg skal virke, virke stille,
for at fylde Kravets Svælg;
jeg skal hærdes, jeg skal ville. —
Men iaften er det Helg.
Fra ifjor hvor vidt forskjellig —!
Hys, — den højt skal holdes hellig;
frem jeg henter mine Skatte,’ —
dem, hvis endeløse Pris,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
