Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
506
Bjørnstjerne Bjørnson. 506
en saa medfødt Forstaaelse a’f Phænomenernes afgjørende Grund og med en saa
udviklet Sands for det Plastiske i Skildringen, at der ikke et Øjeblik føles
noget Savn af et mere compliceret Apparat, men det tvertimod bestandig er
Digtningens reneste Luft, der indaandes, styrkende som Fjeldluften selv.
Bjørnsons Syn paa Charactererne og hans Evne til plastisk Fremstilling,
beslægtet med Sagaernes, kommer ham ogsaa til fortrinlig Nytte i hans dramatiske
Arbejder, men her ere stundom de Fordringer, der maa stilles til eii Digtning
som Konstværk, ikke i den Grad opfyldte, at de kunne indtage en Plads
jevnsides hans episke og de bedste af hans lyriske Frembringelser. Imidlertid ere
flere af dem opførte paa Scener udenfor Norden, lige som ogsaa Bjørnsons
Folkelivsbilleder ved Oversættelse ere gaaede over i fremmede Landes
Litteraturer som Vidnesbyrd om det fjerne nordlige Lands Natur- og
Folkeejendommeligheder.
Enkelte af Bjørnsons tidligere Arbejder ere skrevne i Almuedialecten,
en Form, som han dog senere er kommen bort fra, formodenlig i Erkjendelsen
af det Ufrugtbare i at give sin Digtning en national Character ved et saadant
ydre Middel. Dermed er dog denne Bestræbelse for at virke directe paa Almuen
ikke afsluttet i den norske Litteratur; enkelte Forfattere — de saakaldte
»Maalstrævere« — søge endnu ved Anvendelsen af Dialecten at udfylde den
Kløft, der ved den danske Dannelses Overvægt i Aarhundreder er frembragt
mellem det norske Almuesprog og Litteraturens Udtryksform. At Kløften er
tilstede, er ganske vist en mislig Sag, men det turde dog være muligt, at det
Middel, hvorved den søges udfyldt, er endnu misligere, idet det vil fjerne de
to andre nordiske Lande fra Deltagelsen i den norske Litteraturudvikling, og
det netop paa et Tidspunct, da det synes, som om netop det unge Norge er
bestemt til at fornye det nordiske Aandsliv i Digtekonsten, efter at Sverig og
endnu mere Danmark have tilbagelagt en Periode, hvori hint Liv har ytret sig
saa frodigt, at en foreløbig Stilstand synes at høre med til Udviklingens
naturlige Gang.
Hvad der kan hæmme de tre, ved Sprog og Tænkemaade saa nøje
forbundne nordiske Rigers Deltagelse i hverandres aandelige Udvikling bør ofres
for den stærke Følelse af den Sandhed: at Danmarks, Norges og Sverigs
Fremtidsopgave paa det litteraire Omraade maa udgaae fra Erkjendelsen af de Ord,
som Tegnér udtalte for snart et halvt Aarhundrede siden, da han i Lunds
Domkirke paasatte Oehlenschläger Laurbærkrandsen med de Ord:
»Söndringens tid är förbi!«
Af „Synnøve Solbakken".
lste Kapitel.
I en stor Dal kan der være et til
alle Sider fritliggende højt Sted, som Solen
bærer Straaler paa, fra det den gaar op,
til den falder. Og de, som bor tættere
under Fjeldene og sjeldnere faar Sol,
kalder da hint Sted en Solbakke. Den,
hvorom her skal fortælles, boede paa en
saadan, hvoraf Gaarden havde sit Navn.
Der lagde Sneen sig sidst om Høsten, der
braanede den ogsaa først om Vaaren.
Gaardens Ejere var Haugianere og
kaldtes Læsere, fordi de havde det travlere
med at læse i Bibelen end andre Folk.
Manden hedte Guttorm og Konen Ingrid;
de fik en Gut, som døde for dem, og i tre
Aar kom de ikke paa den østre Side af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
