Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
508
Bjørnstjerne Bjørnson. 508
højt i Vejret forat trampe Sneen af sig,
og for hvert Hop raabte han: »Det er
koldt, sa’ Troldbruden, hun sad i Is til
Bæltet!« Faderen var ikke inde, — men
Moderen sopte Sneen sammen og bar den
stiltiende ud. »Hvad glaner du efter?«
sagde Aslak til Thorbjørn. »Ikke efter
Noget,« svarte denne; thi han var ræd.
»Har du seet den Hanen, som du har bag
i Bogen der?« »Ja.« »Han har fuldt af
Høns omkring sig, naar Bogen er lukket
i, — har du seet det?« »Nej.« — »Saa
se efter!« — Gutten gjorde saa. — »Du
er en Torsk!« sagde Aslak til ham. —
Men fra den Stund havde Ingen den Magt
over ham som Aslak.
»Du kan Ingenting,« sagde Aslak en
Dag til Thorbjørn, — denne piltede som
sædvanlig efter ham for at give Agt. »Jo,
jeg kan til den fjerde Part.« »Pyt! Nei,
du har ikke engang hørt om Troldet, der
dandsede saalænge med Jenten, til Solen
randt, og det revnede som en Kalv, der
har spist Surmelk!« I sine Levedage havde
Thorbjørn ikke hørt saamegen Kundskab
paa een Gang. »Hvor var det?« spurgte
han. »Hvor? — Ja det, — jo, det var
borte paa Solbakken der!« Thorbjørn
stirrede. »Har du hørt om ham , som solgte
sig til Fanden for et Par gamle Støvler?«
Thorbjørn glemte at svare, saa forundret
var han. »Du tænker vel paa, hvor det
var — he? — — Det var ogsaa borte
paa Solbakken der, rigtig lige nede i den
Bæk, du ser! — — Vorherre bevar’ os!
Det staar daarligt til med din
Kristendomskundskab,« sagde han videre. «Du har
vel ikke engang hørt gjetti hende Kari
Træstak?« Nej, han havde Ingenting hørt.
Og medens Aslak nu arbejdede fort,
fortalte han endnu fortere, — og det var om
Kari Træstak. om Kværnen, der malte Salt
paa Havsensbund, om Fanden med Træsko
paa, Troldet, som fik Skjægget fast i en
Træstamme, de syv grønne Jomfruer, som
nappede Haarene af Skyttepers Lægge,
medens han sov og umulig kunde vaagne,
— og Altsammen foregik borte paa
Solbakken. »Hvad i Guds Navn gaar der af
Gutten?« sagde Moderen den næste Dag.
»Han har nu staaet paa Knæ der borte
paa Bænken og seet udover til Solbakken,
fra det blev lyst.« »Ja, idag har han det
travelt,« sagde Faderen, som laa og hvilte
sig den lange Søndag. »Aa, Folk siger,
at han har fæstet Synnøve Solbakken,«
sagde Aslak; »men Folk siger ogsaa saa
meget,« lagde han til. Thorbjørn forstod
det ikke rigtig, men blev dog ildrød over
det hele Ansigt. Da Aslak gjorde
opmærksom herpaa, krøb han ned af Bænken, tog
sin Katechismus og satte sig hen at læse.
»Ja, trøst dig med Guds Ord, du,« sagde
Aslak; »du faar hende saa ikke alligevel.«
Da det led saalangt frem i Ugen, at
ban tænkte, de havde glemt det, spurgte
han Moderen ganske sagte (thi han var
undselig ved det): »Du, — hvem er
Synnøve Solbakken?« »Det er en liden Jente,
som engang skal eje Solbakken.« — »Har
hun ingen Træstak da?« Moderen saa
forundret paa ham. »Hvad er det du
siger?« sagde hun. Han følte det maatte
være noget Dumt og tiede. »En har
aldrig seet vakrere Barn, end hun er,« lagde
Moderen til, »og det har hun faaet i Løn
af Vorherre, fordi hun bestandig er snild
og brav og flittig til at læse.« Nu vidste
han det med.
En Dag Sæmund havde været i
Marken sammen med Aslak, sagde han om
Kvelden til Thorbjørn: »Du skal ikke
oftere være sammen med Tjenestegutten.«
Men Thorbjørn agtede ikke videre paa det.
Saa lød det en Stund efter: »Dersom du
findes oftere sammen med hain, gaar det
dig ikke godt!« Da sneg Thorbjørn sig
efter ham, naar Faderen ikke saa det.
Denne kom over dem, der de sad og talte
sammen; da fik Thorbjørn Prygl og blev
jaget ind. Men siden passede Thorbjørn
Aslak op, naar Faderen ikke var hjemme.
En Søndag, Faderen var i Kirke,
gjorde nok Thorbjørn Ugagn hjemme. Aslak
og han kastede Snebolde paa hverandre.
»Nej, nej, du kvæler mig,« bad Thorbjørn;
»lad os kaste tilsammen paa noget Andet.«
Aslak var strax færdig, og saa kastede de
først efter den spinkle Gran borte ved
Buret, saa efter Burdøren, og endelig efter
Burvinduet, — ikke dette selv, sagde
Aslak, men Listen omkring det. Thorbjørn
traf imidlertid Ruden og blev bleg. »Pyt,
hvem faar vide det? Kast bedre!« Han
gjorde saa, men traf nok en. »Nu vil jeg
ikke mere.« I det Samme kom hans
ældste Søster, liden Ingrid ud. »Kast efter
hende, du!« Thorbjørn var strax færdig,
Jenten græd og Moderen kom ud. Hun
bad ham holde inde. » Kast, kast! c hviskede
Aslak. Thorbjørn var hed og ophidset;
han gjorde saa. »Jeg mener du gaar fra
Viddet, jeg,« sagde Moderen og rendte
mod ham. Han foran, hun efter — Gaar-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
